Inden vi letter

Kreta tirsdag den 6. oktober. 
Det er sidste feriedag, men vi skal først flyve 21:10, så vi har hele dagen til rådighed.
Mens det stadig er buldrende mørkt, og jeg ikke kunne se hvor jeg gik, lykkedes det mig at komme ned til stranden uden at falde over trin og andre forhindringer. Her gik jeg en tur helt alene, inden det var tid at mødes med C, hvor vi tog strandturen en gang mere. 
Vi havde hotellet til kl. 12 middag, så vi ville blive i området, så vi kunne bade og pakke i sidste øjeblik. Efter vi alle fire havde spist morgenmad, ville M også gerne gå en tur på stranden, som alle vi andre havde gjort, og vi ville alle gerne være ude i det gode vejr, så meget som overhovedet muligt.
Da vi var mætte af sand, vand, klipper, parasoller, liggestole, primitive broer, og det hele bare var gentagelser, gik vi væk fra stranden og tog fortovet hjemad.
Vi var kommet langt væk hjemmefra, og der var lidt at kigge på. Butikkerne havde åbnet, og vi besøgte en enkelt af dem, hvor der var et stort udvalg, men kun M blev fristet og fik sig et par nye shorts.
Restaurant Mithos, var en af dem jeg havde noteret hjemmefra, og havde vi ikke haft flere km at gå til dette spisested, så var det blevet afprøvet. Sådanne flere meter friske 'grøntsagsgardiner' af både tomater, hvidløg og andre spændende ting som en kaktus, på begge sider af indgangspartiet, opfatter jeg som et spisested med gode og friske råvarer. Der var borde og stole lige bag alle de hængende grøntsager, og der så hyggeligt ud. Eneste ulempe, set med vores øjne, er at restauranten ligger lige ud til den befærdede vej. Vi vil gerne have fredelige og rolige omgivelser.
Klokken tolv afleverede vi nøglerne til hotellet og pakkede kufferterne i den lejede bil, som ville være vores eneste hjem de næste mange timer. Vi kørte rundt uden at have et egentligt mål, og pludselig kom vi til en lang og smal gammel træbro. Skal vi over her? Det så ikke særligt sikkert ud, syntes vi, men skiltet viste at broen kunne tage en vægt på 25 ton. Så meget vejede vi langt fra, så vi vovede os over.
Det buldrede og larmede gevaldigt, da vi kørte over. Jeg følte mig ikke helt på sikker grund. Da vi var kommet helskindet over, udtrykte Allan samme skepsis. Mads og jeg måtte ud og kigge nærmere på dette bygningsværk. Mens M lagde sig på knæ for at undersøge detaljer, tog jeg turen over broen til fods. Broen bestod af nogle gevaldige tykke brædder lagt med et pænt mellemrum. Flere af brædderne var bestemt mærket af tidens tand, kunne man se, men inden vi forlod stedet kom en anden bil ‘flyvende’ over også. 
Tre af os gad ikke køre bil, så forslaget var at bilen blev parkeret det næste mulige sted, hvor der kunne være interessant at gå lidt rundt. Vi fandt ikke noget, før vi atter var tilbage ved Chaniakysten. M foreslog om vi ikke kunne gå en tur til Platanias, for at finde hotel Santa Helena, som vi boede på for 20 år siden, da vi rejste med Dansk Folkeferie. I dag er det Apollos gæster, der residerer der.
Indtil nu havde vi kun set hotellet fra vejen, hvor vi kunne se, der var bygget til, så gad vide om vi i det hele taget kunne kende noget af det igen, hvis vi kom ind på området. Camilla og jeg tog turen langs stranden, mens Allan og Mads tog fortovet. Mændene fandt hotellet, og vi fandt hinanden igen ved at sende et par sms’er.



Efterhånden havde sulten også meldt sig, og vi blev enige om at spise ved poolen på vores gamle hotel. En var meget sulten, og fik serveret en hel lille spandfuld kartofler. Selvom der var sket lidt ændringer på området, så kunne de tre af os tydeligt huske det hele. Kun C var lidt blank. 

Det var ved at være tid til at nærme os lufthavnen, så vi var sikker på at komme frem i tide. 
Få kilometer før lufthavnen fandt vi en lille café, hvor vi købte os lidt at drikke. Alle ville gerne have friskpressede appelsiner, og nogle ville også gerne have en tår kaffe. Da vi havde siddet der længe nok, gik vi os atter en tur. Her mødte vi både geder, høns, gæs og får i en og samme indhegning. Der fandtes ikke et eneste græsstrå eller andet grønt bag hegnet, så vi plukkede en masse på vores side af hegnet og smed ind til dem. Det vakte stor glæde hos både dyr og mennesker og så var det tid at køre til lufthavnen, hvor alt forløb nogenlunde planmæssigt.
Ikke en eneste dag var antal skridt under 21.500. Der var dog heller ingen dage, hvor jeg rundede de 30.000.