Cykeltur på æbleøen Fejø

De små øer, som Fejø er noget helt specielt. Man mærker roen og det noget langsommere tempo, så snart man er på øen. Der bliver hilst på alle, både på kendte og fremmede. Det er en gammel tradition, de prøver at bevare. Det hele minder mig lidt om min barndom, derude hvor kragerne vender. Børnene leger på vejen. Ingen kører med styrthjelm hverken på knallert eller motorcykel. Man sidder to på en cykel. Børn og hunde sidder på skødet af den chauffør der fører bilen. Hvis du har også har set Station 2, vil du sikkert tro mig, når jeg også kan fortælle, at vi så en mand stå i en åben bildør, personbil mens chaufføren kørte, og det var ikke unge mennesker. Der bliver nydt spiritus under kørslen uanset alder og transportmiddel. De har deres helt egne regler på Fejø, men takket være ildsjæle byder øen også på meget andet. På Fejø har de både købmand, bibliotek, spisesteder, gårdbutikker, egen læge, præst, børnehave, skole. Faktisk har de alt. Der findes hverken egern, mosegrise, muldvarpe eller husskader.


Inden vi satte fødderne på Fejø, var vi blevet klar over, at der skulle være karneval den dag. Vi har senere fundet ud af det har været en fast tradition de sidste 12 år. De første optog var med samme morgenfærge som os, selvom det først skulle starte kl. 13. Allerede på færgen var der åbent i boden for uddeling af brød og andet. Færgen blev fyldt til bristepunktet.
  Vi cyklede først ud til Dybvig havn, hvor vi var så heldige at finde et lille hus hvor vi kunne komme i læ for en ordentlig gang regn og især torden. Et andet ægtepar kom og holdt os med selskab en halv times tid inden vi fortsatte hver for sig ud i det blå. Da jeg så dette skilt tænkte jeg i helt andre baner, end det det viste sig at være. Der er måske en grund til vejen hedder som den gør. Resten af familien gik inde i haven.
Hele øen blev endevendt, og der er masser af boder med hjemmelavede sylteting. Der vokser mange sydhavsfrugter, som figner, mandler og morbær, samt alt det vi andre også kan diske op med. Jostabær er en busk jeg havde glemt, selvom jeg på et tidspunkt ønskede at eje en. Vi var en tur inde ved møllen, som endnu ikke havde åbnet, men møllerens cykel var kørt frem.
Langs hele hovedvejen, havde næsten hver eneste hus stillet borde og stole op og lagt tæpper frem i haverne eller i vejrabatten, og gjort klar til at skue det store optog. Vi så det blomsterpyntede vandværk. Der var utroligt mange metalblomster i det enormt lange hegn.
Vi så den gamle Fejøtromle og idylliske huse, inden vi vendte tilbage til færgelejet, for at se karnevallet starte op.
Vi kom i god tid, og spiste vores medbragte mad, som så mange andre, mens vi fulgte festlighederne på pladsen, hvor det så ud til at alle hyggede sig, både som medvirkende og som tilskuere. Ikke noget vildt eller støjende, men ren hygge, snak, dans og leg. Det er jeg imponeret over, for nogle af dem har altså hældt øl indenbords de sidst 5 timer mindst.
Det blev tid til at sætte optoget i gang, og vi fulgte hver eneste vogn med øjnene, og prøvede at fange noget i kameraet. Nogle af dem var meget, meget lange køretøjer.
Umiddelbart mente vi, at vi havde set det karneval vi skulle. Vi gad ikke følge med bagerst i optoget, og det var nærmest umuligt at komme udenom. Vi havde også været hele øen igennem, lige bortset fra sommerhusområdet og Skalø, så det valgte vi i stedet.   På Skalø ligger en lille bitte havn og hvert år til pinse kommer der en masse både og lægger til. I år havde der været 25 af slagsen. De må have ligget langt udenfor havnen. For der var stadig fyldt op, selvom de fleste var sejlet derfra igen. Området omkring havnen er privat, men man må gerne færdes der. Der er endda opsat en masse borde og bænke til fri afbenyttelse. Vi har før spist vores madpakke derude.
Vi traskede lidt rundt, men droppede at gå Skalø rundt, da det tager 2½ time. Vi hoppede på cyklerne igen, men synes det var for tidligt at tage tilbage til Kragenæs.