Totalt overvældet

Jeg har hele tiden haft i baghovedet, at jeg havde 25 års jubilæum her i sommer. Selvom jeg ikke havde tænkt mig at fejre det på nogen måde, kom det alligevel bag på mig, at det allerede var nu, da Allan knapt 14 dage, før dagen, sagde til mig, at nu nærmede dagen sig. Ja, ja, men det er da først til sommer, siger jeg. Det er altså allerede næste søndag, sagde han. Arh… gud... Hold da op - allerede. Og siden i søndags har det bare været en stor fejring. Måske du skal stoppe læsningen her, for resten af indlægget oser ret meget af selvros.

Mor ringede og sagde hun ville invitere os ud og spise. Jeg blev godt nok overrasket, for det er bestemt ikke normalt for hende. Hun synes da det var værd at fejre, men hun kunne selvfølgelig også komme med en blomst i stedet, hvis jeg hellere ville have det. Vi skulle lige have det til at gå op i en højere enhed, fordi Camilla kom en tur hjem. Hun havde en aftale med Mads. Vi nåede det hele. Samme søndag fik jeg en sms fra chefen, hvor der stod, at de gerne ville invitere mig og Allan til …   …   … på onsdag. Hvordan passer det jer? 
På arbejdet om mandagen kom chefen og ønskede tillykke. Senere kom konen og uddelte knus og lykønskninger. En, lad os kalde det ‘kunde’ kom forbi med en flaske rødvin og en blomst.  
På den anden arbejdsplads har chefen givet frokost i byen. Dog af helt andre årsager. Jeg har ikke fortalt, at jeg har jubilæum. Vi knokler på højtryk. Alle giver den en ekstra skalle og lægger nogle ekstra timer. Der var et helt specielt fremmøde filmhold i byen, kunne vi høre fra kontoret. Vi så det dog ikke, men kunne høre det. Vi havde læst lidt om det, så Allan var taget afsted for at tage billeder. Jeg selv slog en smut rundt i byen om aftenen, da jeg havde fyraften. Der kommer et selvstændigt indlæg senere.
Onsdag blev jeg så fejret på fornemmeste vis, med håndtryk, knus, blomster, gaver. Kollegaerne havde skillinget sammen til en kæmpe kurv med blomster og gavekort.
Af chefen og hans kone fik jeg en flot buket og en meget, meget stor gave. Noget jeg, i min vildeste fantasi, overhovedet ikke har haft en eneste lille bitte tanke om kunne ske. Jeg er virkelig rørt og fuldstændig overvældet. Jeg blev fejret med mad og drikke. Der var bestilt en kæmpe stor konditorkage, pyntet med jordbær og chokolade og en fin tekst. Flot og rigtig lækker.
Der blev holdt to meget rosende og rørende taler. Først af chefens mor, som i tidernes morgen ansatte mig. Derefter holdt sønnen tale. Begge talte om alt det, de har budt mig igennem årene, og takkede fordi jeg har holdt dem ud, med alt det de bare har læsset af på mig og mit skrivebord. De mener der er så meget krudt i mig, at jeg sagtens kan tage 25 år mere, hvortil jeg sagde, at jeg måske nok ville bede om min fratrædelse, når jeg fylder 67. Det er for tidligt, siger de.
Vi får se, men jeg er nu næsten sikker på de vil de fortryde deres ord. Ingen af os ved jo helt hvad fremtiden bringer, men jeg ved, min hjerne skal arbejde mere og mere for at kunne følge med på arbejdsfronten. Chefen fortalte at han var blevet spurgt om jeg havde timer nok, fordi en anden virksomhed, godt kunne bruge mig nogle timer om ugen. Jeg ved ikke hvor jeg skulle finde de timer henne. Det vidste han også godt, og havde sagt det videre, men han ville lige lade mig det vide. Der er altså arbejde at få derude. Det kommer bare ikke altid, når man har allermest brug for det. Lige nu kunne jeg tilsammen få to fuldtidsjob.
Grundlovsdagen, torsdag skulle fejres på sædvanlig vis, ved den årlige cykeltur med vores lille grundejerforening. Mens Allan kørte til Kbh. vaskede jeg lidt tøj, lavede mad- og kaffekurven klar. Vandede have og drivhus. Slæbte vores ekstra havemøbler ud og vaskede af, så de var klar til vi kom hjem i aften, hvor vi skulle hygge videre her hos os. Det begyndte at regne. Jeg fik reddet mit vasketøj. Allan nåede hjem og fik pakket sin cykel og vi var klar til afgang. Vi manglede kun at trække i regntøjet, da telefonen ringede. Turen blev aflyst. Jeg troppede op på mødestedet til tiden, i den største byge, for at se om der skulle stå nogen, der ikke vidste det var aflyst. Det gjorde der dog ikke. Vi var 9 der i stedet mødtes i et privat hjem kl. 17 for at spise den mad, vi alle havde lavet klar. I de mere end 25 år vi har cyklet denne dag, er det kun 2. gang turen er aflyst. Vi fik såmænd kun sølle 5 mm vand på en time, men det var jo ikke til at vide, hvor mange byger vi ville møde på vor vej, da himlens sluser begyndte at åbne sig.
I morgen fredag er det atter arbejdsdag. Denne ugedag fejres altid med kaffe og morgenbrød. Sådan en vane kan man hurtigt komme ind i. Hvornår jeg har fri, vides ikke, men bagefter venter et par dejlige pinsedage, som vi har tænkt os at nyde på bedste vis. Vejret skulle blive helt fantastisk.