En uvis fremtid

Det er, hvad jeg har foran mig.
Chefen og jeg har, det sidste halve år, haft hemmeligheder, vi ikke kunne dele med andre. Det er årsagen til, at jeg har arbejdet ekstra meget lige så længe. Fra allerførste dag, var jeg klar over, hvad det på længere sigt kunne betyde for mig. Selvom chefen ikke har ønsket denne situation for, hverken sig selv eller, os ansatte, har han intet kunne stille op. For et par måneder siden, blev vores store hemmelighed så afsløret. Det var ret befriende, at kollegaerne nu var vidende om hvad der foregik. De havde jo undret sig over, og også flere gange spurgt, hvorfor jeg arbejdede så meget.
Den 1. juli var skæringsdato. Det betyder, at vores omsorgsfulde og søde chef ikke mere er chef i sin egen virksomhed. Han skal slet ikke arbejde i butikken mere. Den nyhed kom fra dag til dag, til alle de andre ansatte for godt en uge siden. Vi, der er tilbage, knokler mere end nogensinde, og det er ikke bare fordi det er ferietid. Jeg, som ellers helt alene har siddet på alt kontorarbejdet, siden jeg blev ansat for godt 9 år siden, har nu fået assistenter til nogle af de fremtidige opgaver. Der er vendt op og ned på alt, så der er masser af nye udfordringer, men ingen af os kender fremtiden. Jeg ved bare, at det, alt for meget, ligner det, jeg har været igennem tidligere. Nu hvor det hele er en realitet, har det givet mig et par søvnløse nætter. Om dagen beskæftiger jeg mig ikke med de tanker mere end højst nødvendigt. Jeg kan vældig godt lide mit arbejde, men har øjne og ører åbne, og har har råbt ud til alle, på begge mine arbejdspladser, mest til de der virkelig har en mulighed for at trykke på nogle knapper, at de gerne må tænke på mig, fordi jeg er sikker på, jeg ved hvor det bærer hen.
Nu er det, som sagt, rykket endnu tættere på, og det har generet min nattesøvn et par gange, men… Man siger jo, at intet er så skidt, at det ikke også fører noget godt med sig. Så i stedet for at blive irriteret over at ligge søvnløs, over noget, jeg alligevel ikke har nogen mulighed for at ændre på, stod jeg op sammen med hønsene i går, mens Allan lå og snorkede, i bogstaveligste forstand. Det havde jeg prøvet at ændre på, men det kunne jeg åbenbart heller ikke. Jeg fik i stedet ryddet op i noget, der havde irriteret mig meget længe. Noget som jeg helt sikkert kunne gøre noget ved.
For længe siden, købte Allan to par meget billige arbejdsbukser. De har bare ligget og ventet på, at jeg skulle få dem lagt op. Længden blev markeret med nåle, næsten samme dag bukserne blev købt, men så er der bare ikke sket mere. Jeg havde også lovet Mads, som skal starte nyt job, til august, når han har afholdt sin ferie, at lægge et par nye arbejdsbukser op. Godt gemt væk i skabet, lå der også et par af Mads´ cowboybukser, som jeg havde lovet at lappe eller sy en ny lomme på. De har garanteret ligget så længe, at han ikke ved han har dem. Der blev klippet af længden, på alle tre par bukser, sat nåle, så de lige var klar til at smide i symaskinen. Da vejret heller ikke er til at blive klog på i disse dage, blev symaskinen hevet frem, mens de nye gulerødder og kartofler, til årets første mælkeærter, stod og kogte på komfuret, og stegeflæsket passede sig selv i ovnen. 
Symaskinen blev båret ud på terrassen og i løbet af nul komma fem, var sytøjet bragt i orden. Tænk, at man skal tage tilløb så længe, før man kan få ryddet sådan en træls bunke væk. Det tager jo kun et øjeblik, når man endelig kommer i gang. Alle tre par bukser er nu lagt op. Cowboybukserne, som bare skal bruges til arbejdsbukser, fik en lap på lommen. Hvor er det skønt at få ryddet op i sagerne og lige så skønt var det at sætte tænderne i aftensmaden. Desværre får vi det alt for sjældent, altså ikke aftensmad, men mælkeærter. 
På lørdag skal jeg til sommerfest. Vores nu gamle chef, har nemlig inviteret os ansatte hjem til sig selv. Den sommerfest, som han plejer at holde, skulle vi ikke gå glip af, og så kan vi jo passende tage en ordentlig afsked med ham samtidig, selvom han stadig vil være tilknyttet os på en eller anden måde, firmamæssigt.