søndag den 25. november 2012

Julefrokost med krudt og kugler

Først havde vi fået at vide, at julefrokosten blev sparet væk i år. P1070809Hvad der har gjort, at vi alligevel fik lov til at holde en, dog en noget mere skrabet model end sædvanlig, det ved vi ikke. Vi mødtes, som vi plejer, i butikken lige før lukketid, for at køre samlet af sted, i så få biler som muligt, til et hemmeligt sted, som  altid kun chefen har kendt. Vores tidligere førstemand nye chef, sendte hurtigt opgaven videre til et par ansatte “tøser” og vi kan nu konkludere at vores julefrokostånd stadig lever. Vi kørte en halv times tid, og endte et sted på Lolland, helt derude hvor kragerne vender, efter at have kørt ad små krogede veje og i slalomkørsel op ad en markvejsallé inden vi endte på en gårdsplads, hvor vi blev budt velkommen af et par unge mennesker, som fortalte at vi skulle ud og prøve at skyde lerduer. Som jeg nævnte i forrige indlæg, havde vi alle fået besked på at tage noget tøj på, der kunne tåle at blive beskidt, samt være varmt påklædt og meget gerne i gummistøvler. Jeg havde heldigvis hørt efter i timen, for det var hundekoldt. Alle de unge mennesker...de er unge, nogen er meget, meget unge. Jeg kunne aldersmæssigt være mor til hele bundet... Altså de unge var kun iført tynde bukser og tynde kondisko.
P1070810
Vi fik nogle instrukser, for det er jo ikke helt ufarligt at have med rigtige våben at gøre. En erfaren støttepædagog stod hele eftermiddagen troligt ved siden af hver enkelt af os, og sørgede for at geværet blev ladt, afsikret, vendt i den rigtige retning og i det hele taget “bare” blev håndteret korrekt. Vi var blevet advaret om geværet kunne give et slag i skulderen, især hvis man ikke trykkede det hårdt ind mod sig selv. Flere af pigerne fik sig nogle slag, og var ømme senere på aftenen. Drengene syntes også det var rigtigt svært at ramme duerne, så der var ikke mange lerduer der døde i går. Jeg selv ramte en enkelt. En dreng ramte absolut slet intet. Vi skød løs i flere timer, dog afbrudt af en kort stående kaffepause med varme æbleskiver. Det hele serveret under åben himmel. Jeg kan hilse jer og sige, at sådan et gevær er ret tungt at stå med, inden man er færdig med egen skyderunde.
Det var en pige der vandt medaljen for flest ramte duer, og hvor er det altså sjovt at se reaktionerne fra de dårlige tabere. Jeg ved, at nu har jeg oplevet at se det mest tøsesure ansigt nogensinde. Det sad på en dreng.
Meningen var faktisk at vi skulle til endnu et arrangement, men vi blev brændt af kl. 13 samme dag, og derfor blev lerdueskydningen forlænget til vi ikke kunne se noget mere. Vi var nysgerrige, og ville gerne vide hvilket arrangement vi var gået glip af. Der var flere der åndede lettet op, også de store stærke drenge. Vi skulle have været tilbage til Nykøbing, hvor en mand ville møde op med terrarier med slanger og fugleedderkopper, som P1070813vi alle skulle have stiftet bekendskab med på egen krop. Der er jeg sikker på jeg kunne have scoret nogle point på edderkoppen. Godt nok er de store, men jeg synes altså at edderkopper er søde og bløde dyr. Slangen ville jeg nok ikke være så tryg ved, hvis jeg fik den hængt om halsen, men at røre den kunne jeg nok overtales til. Jeg kørte tilbage til butikken med mine passasegere, mens jeg selv kørte tilbage til Lolland, tog et bad og kom i noget rent tøj. Min transporttid frem og tilbage er en time.
Jeg fik privatchauffør på til chefens hus, hvor vi skulle mødes og spise. Maden kom udefra, og var ikke den fine menu, som vi alle de andre år er blevet forkælet med, men det var ganske udmærket. Vi spiste i god ro og orden, og hyggesnakkede på kryds og tværs. Alle skulle medbringe en lille raflegave til 20,- kr. og så var der igen gang i kampen. Vi spillede på tid, lang tid. Endelig ringede uret, og pakkerne fik love at blive hvor de lå. Resten af aftenen forløb lidt anderleds end den plejer, men det behøver det jo ikke være ringere af. Det var tydeligt at se, at alle har hygget og moret sig på hver sin måde. 
Pakker Rafling 
Jeg tænker tit, at jeg er et priviligeret menneske, der i så mange år, har fået lov til at være sammen med så mange unge mennesker et par gange om året. Jeg har også tit både tænkt og sagt højt, at de må synes det er mærkeligt, at jeg “den gamle kone,” som jeg absolut må være, set med deres øjne, deltager i disse firmafester, hvor alle, også chefen, er yngre end mine egne børn, men de siger, at de synes det er fedt og frisk gjort. Jeg har aldrig på nogen måde følt mig særbehandlet, og ønsker det heller ikke, for så skulle jeg måske hellere være blevet hjemme! Jeg har gennem årene talt med næsten alle, der har været ansat, både de gamle voksne og de helt unge, og det er pænt mange, fordi de normalt kun er i virksomheden de to år, de er i lære. Og de helt unge er der sjældent længere end til de fylder 18 år. Igen i aftes/nat fik jeg et par lange gode snakke med flere kollegaer. Pludselig var klokken to, og jeg ringede til min chauffør. Ganske få minutter før Allan kom begyndte folk at gå hjem eller i byen, så det var det helt rigtige tidspunkt jeg brød op på. Det blev en kort nat for os begge, så dagen i dag er brugt på det rene daskeri i lokalsamfundet, men det må komme i et andet indlæg. Jeg tror jeg vil se dyner.

14 kommentarer:

  1. Fedt at det var en pige der vandt.. Den tøse-fornærmede unge mand må jo øve sig lidt mere.. :-)
    Jeg synes det lyder som en dejlig julefrokost I har haft.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes det er sjovt, når pigerne er rigtig gode til de mere drengeagtige ting, måske mest fordi ingen af drengene har haft den tanke at det var en mulighed. Den unge mand må i øvelokalet :-)

      Slet
  2. Det må have været sjovt at prøve at skyde lerduer - og jeg synes jo også, det var lidt fedt, at sejren gik til en kvinde. Den unge mand har meget at lære endnu - og ikke kun om lerdueskydning ... tænk at han vil være bekendt at vise, at han er en dårlig taber :-)

    Alder er somme tider aldeles ligegyldigt - det oplever jeg også med mine unge kolleger - og det er så dejligt befriende at opleve, at generationskløften kan være ikke-eksisterende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Til den unge mands retfærdighed skal siges, at det fjæs ikke varede mange sekunder, men vi var flere der nåede at se det, og han måtte også høre for det. Han er faktisk en altid glad og smilende mand, måske netop defor blev der lagt mærke til det. Og han var bestemt ikke den eneste dårlige taber. De er jo sportsfolk til fingerspidserne, og alle vil vinde, og det bliver der ikke lagt skjul på. Den unge mand var helt ny i firmaet, og så er det jo sjovt at aflure ham.
      Vi halvgamle ved jo godt at alder ikke betyder noget, men det er dejligt, når de unge får flyttet deres grænser.

      Slet
  3. Fed julefrokost, godt arrangeret.

    Det lyder overraskende anstrengende at skyde lerduer; jeg troede det var let. Det var herligt, at det var en pige, der vandt. Jeg kan slet ikke forstå, at nogen kan blive fornærmet over at tabe. Det har i hvert fald aldrig ligget til mig.

    Hvor er det dejligt, at I har en ånd i firmaet hvor alderen er ligegyldig! Jeg synes da også, at du holdt godt ud til kl. 2 i nat.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var som sædvanlig et rigtigt godt arrangement.
      Det er i hvert fald hårdere end nogen af os, inklusive drengene, havde regnet med, og i dag har jeg talt med to erfarne jægere, som siger det er meget svært at ramme en lerdue. Det er da altid sjovt at vinde, men jeg er bestemt heller ingen dårlig taber. Måske fordi der trods alt er for lidt sportsånd over mig ;-)

      Den lange transporttid gjorde, at vi først kom i seng kl. 3, og vi har desværre ikke lært at sove længe.

      Slet
  4. En lidt sjovere julefrokost hvor der sker noget for alle, og ikke bare en fest hvor folk sidder og æder og drikker sig i hegnet. Jeg deltager ikke firmaets julefrokost, der kommer ca 200 mennesker og det synes jeg er for mange til at det er hyggeligt. For meget larm og for mange samlet på et sted, indendørs, det er jeg ikke vild med. En god uge til dig..;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig det jeg godt kan lide ved dette firma. Jeg har det som dig, og jeg står af længe før de 200 personer. Selv i mine unge dage, har jeg været hende den kunstige, der har nægtet at deltage :-)
      Vi var mange i år, hele 14 personer fra begge butikker. Vi manglede kun en person. Tak og det samme til dig.

      Slet
  5. Hihi, en tøsefornærmet ung mand, der ikke kunne tåle at tabe til en pige! Lerdueskydning kunne jeg godt tænke mig at prøve. Men jeg ville dælme nødigt have været udsat for slanger og edderkopper, så var det nok mig, der var blevet tøsefornærmet ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Han var vist ligeglad hvilket køn han tabte til. Han var som flere andre bare en dårlig taber. Flere af dem indrømmer dog blankt at de hedder at tabe, men et par stykker har en helt speciel adfærd, og er man nyansat holder alle øje med reaktionerne, der skal jo være noget at moppe med. Der er en helt speciel jargon som alle hygger sig med. Lerdueskydning er sjovt, og jeg kan nu fortælle at det giver et par ømme muskler, der foran hvor armene er "sat på" :-)
      Der var også flere af begge køn der var rimelig glade for aflysningen :-)

      Slet
  6. Mon ikke der er mange der kunne lære noget af denne udmærkede nåde at holde julefrokost på. Med fornøjelse lærte jeg et nyt ord: tøsesur. Måske var det meget godt 2. halvdel af overraskelserne ikke blev til noget. Overdrivelse er vel ikke nødvendigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var der sikkert. Jeg synes jo ikke der er noget der er ret meget bedre end leg og forskellige opgaver der skal løses. Alle julefrokoster der har altid været mere leg og konkurrence end noget andet. Selvfølgelig med både lidt at spise og drikke om aftenen, men leg og overraskelser af den slags kan vi ikke få for meget af.
      Ordet tøsesur bruger de unge mennesker meget.

      Slet
  7. En spændende og anstrengende julefrokost I har haft! Flot, at en kvinde vandt, selv om nogle blev tøse- eller herresure :-)!
    Edderkopper og slanger til julefrokost, nej tak! Men det er der heller ingen fare for her.
    Hos os kan vi svinge os op til pakkespil, bankospil og andet i den dur. Vi begynder så også først kl. 18.00, og alle medbringer en ret til julebuffeten. Det plejer at være en dejlig aften, hvor både ansatte og tidligere ansatte hygger sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anstrengende synes jeg nu ikke det var :-) Jeres model lyder også godt, og den slags lege og spil bruger vi også her i huset til familiehyggen. Hygge er nemlig nøgleordet, det behøver slet ikke at være hverken dyrt eller vildt for at være sjovt.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)