Julefrokost med krudt og kugler

Først havde vi fået at vide, at julefrokosten blev sparet væk i år. Hvad der har gjort, at vi alligevel fik lov til at holde en, dog en noget mere skrabet model end sædvanlig, det ved vi ikke. Vi mødtes, som vi plejer, i butikken lige før lukketid, for at køre samlet af sted, i så få biler som muligt, til et hemmeligt sted, som  altid kun chefen har kendt. Vores tidligere førstemand nye chef, sendte hurtigt opgaven videre til et par ansatte “tøser” og vi kan nu konkludere at vores julefrokostånd stadig lever. Vi kørte en halv times tid, og endte et sted på Lolland, helt derude hvor kragerne vender, efter at have kørt ad små krogede veje og i slalomkørsel op ad en markvejsallé inden vi endte på en gårdsplads, hvor vi blev budt velkommen af et par unge mennesker, som fortalte at vi skulle ud og prøve at skyde lerduer. Som jeg nævnte i forrige indlæg, havde vi alle fået besked på at tage noget tøj på, der kunne tåle at blive beskidt, samt være varmt påklædt og meget gerne i gummistøvler. Jeg havde heldigvis hørt efter i timen, for det var hundekoldt. Alle de unge mennesker...de er unge, nogen er meget, meget unge. Jeg kunne aldersmæssigt være mor til hele bundet... Altså de unge var kun iført tynde bukser og tynde kondisko.

Vi fik nogle instrukser, for det er jo ikke helt ufarligt at have med rigtige våben at gøre. En erfaren støttepædagog stod hele eftermiddagen troligt ved siden af hver enkelt af os, og sørgede for at geværet blev ladt, afsikret, vendt i den rigtige retning og i det hele taget “bare” blev håndteret korrekt. Vi var blevet advaret om geværet kunne give et slag i skulderen, især hvis man ikke trykkede det hårdt ind mod sig selv. Flere af pigerne fik sig nogle slag, og var ømme senere på aftenen. Drengene syntes også det var rigtigt svært at ramme duerne, så der var ikke mange lerduer der døde i går. Jeg selv ramte en enkelt. En dreng ramte absolut slet intet. Vi skød løs i flere timer, dog afbrudt af en kort stående kaffepause med varme æbleskiver. Det hele serveret under åben himmel. Jeg kan hilse jer og sige, at sådan et gevær er ret tungt at stå med, inden man er færdig med egen skyderunde.
Det var en pige der vandt medaljen for flest ramte duer, og hvor er det altså sjovt at se reaktionerne fra de dårlige tabere. Jeg ved, at nu har jeg oplevet at se det mest tøsesure ansigt nogensinde. Det sad på en dreng.
Meningen var faktisk at vi skulle til endnu et arrangement, men vi blev brændt af kl. 13 samme dag, og derfor blev lerdueskydningen forlænget til vi ikke kunne se noget mere. Vi var nysgerrige, og ville gerne vide hvilket arrangement vi var gået glip af. Der var flere der åndede lettet op, også de store stærke drenge. Vi skulle have været tilbage til Nykøbing, hvor en mand ville møde op med terrarier med slanger og fugleedderkopper, som vi alle skulle have stiftet bekendskab med på egen krop. Der er jeg sikker på jeg kunne have scoret nogle point på edderkoppen. Godt nok er de store, men jeg synes altså at edderkopper er søde og bløde dyr. Slangen ville jeg nok ikke være så tryg ved, hvis jeg fik den hængt om halsen, men at røre den kunne jeg nok overtales til. Jeg kørte tilbage til butikken med mine passasegere, mens jeg selv kørte tilbage til Lolland, tog et bad og kom i noget rent tøj. Min transporttid frem og tilbage er en time.
Jeg fik privatchauffør på til chefens hus, hvor vi skulle mødes og spise. Maden kom udefra, og var ikke den fine menu, som vi alle de andre år er blevet forkælet med, men det var ganske udmærket. Vi spiste i god ro og orden, og hyggesnakkede på kryds og tværs. Alle skulle medbringe en lille raflegave til 20,- kr. og så var der igen gang i kampen. Vi spillede på tid, lang tid. Endelig ringede uret, og pakkerne fik love at blive hvor de lå. Resten af aftenen forløb lidt anderleds end den plejer, men det behøver det jo ikke være ringere af. Det var tydeligt at se, at alle har hygget og moret sig på hver sin måde. 
Jeg tænker tit, at jeg er et priviligeret menneske, der i så mange år, har fået lov til at være sammen med så mange unge mennesker et par gange om året. Jeg har også tit både tænkt og sagt højt, at de må synes det er mærkeligt, at jeg “den gamle kone,” som jeg absolut må være, set med deres øjne, deltager i disse firmafester, hvor alle, også chefen, er yngre end mine egne børn, men de siger, at de synes det er fedt og frisk gjort. Jeg har aldrig på nogen måde følt mig særbehandlet, og ønsker det heller ikke, for så skulle jeg måske hellere være blevet hjemme! Jeg har gennem årene talt med næsten alle, der har været ansat, både de gamle voksne og de helt unge, og det er pænt mange, fordi de normalt kun er i virksomheden de to år, de er i lære. Og de helt unge er der sjældent længere end til de fylder 18 år. Igen i aftes/nat fik jeg et par lange gode snakke med flere kollegaer. Pludselig var klokken to, og jeg ringede til min chauffør. Ganske få minutter før Allan kom begyndte folk at gå hjem eller i byen, så det var det helt rigtige tidspunkt jeg brød op på. Det blev en kort nat for os begge, så dagen i dag er brugt på det rene daskeri i lokalsamfundet, men det må komme i et andet indlæg. Jeg tror jeg vil se dyner.