På besøg hos en kvaksalver

Allerede i slutningen af sidste års dansesæson, fik jeg problemer med min fod. Jeg har fået rigtigt mange behandlinger, for at afhjælpe generne. Helt godt ville det aldrig blive, det var jeg informeret om. Dansesæsonen startede igen, og problemerne blev absolut ikke mindre. Min behandler havde fortalt mig, at jeg nok ville få et problem med at danse, uden smerter. Han ved også at både Allan og jeg brænder for dansen, så vi blev enige om, at jeg skulle prøve at se hvordan det gik, når og hvis jeg lod være med at gå op på tæerne, som man skal. Det hjalp lidt, men det er ikke nemt at danse på flad fod. Det kan man bare ikke. Dvs. nogen kan, men jeg kan i hvert fald ikke ret godt. Vi har flere gange de sidste 3 mdr. talt om at droppe dansen helt. Allans bentøj skaber sig jo også ind imellem. Det er vanvittigt at jeg hver 2. – 3. uge betaler mere hos behandleren for at få “repareret” end dansekontingentet koster. 

Selvom vi ville være kede af at stoppe med dansen, så kommer helbredet dog i første række, så jeg sagde til danselæreren, at vi nok blev nød til at stoppe p.g.a. af min fod. Hun sagde bare straks, det kan kureres. Njaaa… det tror jeg nu ikke rigtigt på, sagde jeg. Alt hvad jeg har hørt og fået fortalt om det, er at den aldrig bliver normal igen, men man kan afhjælpe med indlæg osv. som jeg også gør. Hun påstod hårdnakket at den behandler, hun selv benytter, kunne klare det.

Da det ikke kun er under dans, jeg har haft ondt, men også ved almindelig gang, var det da værd at prøve. Jeg elsker at gå på bare fødder inde, og tåsandaler er mit allerbedste fodtøj hele sommeren. Begge dele har jeg måttet vinke farvel til i år, for det er som at træde på en stor sten med kniv i. Danselæreren skulle nok sørge for at få en tid til mig, men der var lang ventetid. Han er nemlig en travl mand, den kvaksalver, som han selv kalder sig af profession. Jeg har været afsted en gang, for 4 uger siden. På væggene hang plakater med mange vise ord, fra bogen Visdomsord 1997. Besøget var en ret speciel oplevelse. Han siger han kan se knoglerne. Metoden er kirosomatri.
Har du ondt der, der eller der, spørger han, mens han trykker fast gennem alt mit tøj. Jeg skulle kun lægge frakke og fodtøj.  Nej svarer jeg hver gang, selvom han gav et ekstra tryk. Med jævne mellemrum fik han fat i noget, der virkelig gjorde nas og jeg udbrød: “Av, for …” og han fuldførte selv sætningen, med ukvemsord som jeg helst ikke selv bruger. Jeg fik trykket en masse på plads alle mulige og mærkelige steder overalt fra kranie til tæer og fingre. Kun i højre arm og skulder, kunne han ikke finde noget galt. Heldigvis, for jeg havde lige fået behandling af “min egen” mirakelmand. Det vidste kvalsalveren ikke, og fik det heller ikke at vide.

Den første uge efter besøget, havde jeg en masse ømme pletter og blå mærker fra hans tryk, men bortset fra at foden er blevet “anderledes,” så har jeg ikke mærket nogen forbedringer. Det går stadig jævnt ned ad bakke hver eneste gang, vi har været til dans. Inden jeg forlod kvaksalveren, spurgte jeg, om jeg nu var helt i orden, eller hvad hans erfaring var med sådan en fod. Han anbefalde at jeg besøgte ham endnu en gang, og det gør jeg så, i næste uge. Miraklernes tid er trods alt ikke forbi.

Kvaksalveren var kun vidende om mine fodproblemer, men kunne åbenbart “se noget” helt, helt andet, som ingen andre end jeg selv vidste. Sådan noget har jeg prøvet et par gange før, da Mads var lille. Der er altså mere mellem himmel og jord, end de fleste af os tror.