Julehjælp og anden hjælp

Jeg tror altid der vil være brug for hjælp og støtte til alle mulige emner. Så længe jeg kan huske, har der altid været burg for hjælp og støtte til de syge, handicappede og de svage i samfundet. I vores unge dage havde vi nok at gøre, med at få økonomien til at hænge sammen her i huset. Allerede dengang kendte vi et par stykker der søgte om julehjælp. Vi selv har dog klaret det uden støtte fra andre, ved at være sparsommelige, og lave alting selv, og ellers “bare” undvære det der ikke var råd til.  Selvom pengene var små, har vi dog altid støttet ved at købe julekalendere, lodsedler og den slags, når det var lokalt. Ind imellem har vi da også støttet mange andre, mere landsdækkende formål.

Med årene har den stemmen dørklokker dog bredt sig, for her i kvarteret er der nærmest folkevandring fra "storbyerne” som Nyk. F., Vordingborg og hele resten af Lolland og Falster, så vi må ofte, selvom det er svært, sige nej tak, men vi kan altså ikke støtte alt og alle.

Du så måske også udsendelsen om de fattige i Danmark? Det gør ondt, når nogen har så lidt. Desværre bliver der flere og flere af dem, og der er rift om julehjælpskasserne. Måske kender du allerede den helt private gruppe på Facebook der hedder: “Julehjælp” Den startede i 2010. Jeg fik dog først øje på den sidste år, men der kan vi alle være med at støtte, ved bare at rydde op på eget overskudslager. Ønskerne spænder vidt fra brugt tøj, puslespil, malebøger, skoletaske, penalhus, bøger, julegodter og alt hvad der ellers kan være med til at få et fattigt hjem til at få noget der bare ligner lidt af vor andres jul. De er bestemt ikke krævende. Måske findes der også en familie lige rundt om dit gadehjørne, der ville blive rigtig glad for et par hjemmestrikkede sokker eller noget helt tredie. Jeg bliver så glad om hjertet, når jeg ser, hvor mange, der får disse små ønsker opfyldt.
Her i huset er vi i gang med at hjælpe alt det vi kan, dog med noget helt andet. Det er vores egne børn der nyder godt af det. Mads har fået grønt lys af forsikringsselskabet. Da vi fik den besked af Mads, var jeg ikke i tvivl om hvad min fridag skulle bruges til. Jeg trak vanterne på, begav mig ud på en spadseretur, for at hjælpe Mads med at bane vejen, så han kan komme i gang med renoveringen. Da jeg nåede frem begyndte det at sne, med store fnug. Det holdt dog hurtigt op. Allan kom og gav et nap med de større ting, vi skulle være to om. I morgen tidlig har Allan lovet at tage med Camilla til Neunstein i Tyskland, hvor de skal opholde sig hele to dage. Camilla glæder sig rigtigt meget til at være sammen med sin far, siger hun, men hun sagde også med et lille smil: “Tror du far og jeg kan enes hele vejen?” Far og datter er to alen ud af et stykke, de har begge en meget, meget kort lunte. Ind imellem kunne de godt have brug for lidt af den tålmodighed mor og søn har fået tildelt.
Jeg tilbringer denne fredag aften på Nyråd Kro, hvor jeg skal mødes med et par gamle frøer, til hygge og snak. Kroen har jeg aldrig spist på, men jeg håber de laver god mad.