Når fritidsinteresser blev til lønnede job

Jeg er bidt af tal, og har altid været det. Lige fra ganske lille pige, legede jeg kontor. Skrev regninger og lavede kassekladde. Da jeg tjente mine første penge, blev der skam lavet budget, så jeg har aldrig været i tvivl om, at det var der min vej lå, men der er jo så meget andet spændende og interessant  i denne verden, så jeg har altid haft mere end et job. Jeg har arbejdet inden for utroligt mange forskellige ting. Faktisk har jeg haft utallige små og store bibeskæftigelser og flere samtidig, men jeg har altid været meget trofast overfor min hovedarbejdsgiver. Min første “voksenarbejdsplads” bortset fra min elevplads, og et halvt års vikarjob, som egentligt kun var et barselsvikariat på 3 måneder, valgte jeg selv at forlade efter 15 år, og det “nye” job passer jeg stadig på 24. år. 
Nu var det bijob det skulle handle om. De allerfleste af dem er ikke nogen jeg selv har søgt. De er dukket op af det blå, enten udsprunget af mine egne interesser, hvor folk har henvendt sig, om jeg ville dette eller hint, eller det er job jeg direkte er blevet tilbudt. For det meste er jeg sprunget på vognen, men jeg er også selv hoppet af, når det ikke var sjovt længere.   
Jeg valgte at gå på deltid, da Mads blev født. Hjemme- og weekendarbejde, var bestemt en kæmpe fordel, da børnene var små, fordi jeg kunne være hjemme, når de havde fri fra skole, og arbejde når det passede ind. Ungerne har derved altid haft en af os forældre hjemme.
Jeg har skrevet festsange i 29 år, men til sidst blev jeg så træt af dette. Folk havde ikke respekt for almindelige spise- og sovetider, men bankede på døren fra 7 morgen til 22 aften og vi havde en telefon der kimede hele døgnet. Jeg kunne ikke følge med arbejdsopgaverne og måtte sige nej til mange. Succesen kvalte min lyst til at arbejde med dette.  

Jeg har serveret i Forsamlingshuse og haller med hundredevis af mennesker, men også i de noget finere kredse i næsten lige så mange år. Jeg har skrevet ugebladsnovelle, malet sølvbryllupsskilte og den slags. Været gravermedhjælper, og har syet tøj for folk, været rengøringskone for et boligselskab, kun absolut nødhjælpsassistance, samt været kirkekasserer i nogle år. Jeg troede jeg vidste alt om menighedsråd og kirkearbejde, så efter betænkningstid, og en betingelse af, at det ikke indebar jeg skulle løse sognebånd med et antal faste kirkebesøg samt deltage i menighedsrådsmøder, men at det kun gjaldt selve regnskabet, og de møder der udsprang sig deraf, sagde jeg ja. Jeg tog fejl, jeg vidste ikke alt om kirkelove. Det er det mest bureaukratiske system jeg har oplevet. Jeg blev tilbudt at tage endnu et kirkesogn, eller flere under mine vinger, men jeg var ikke interesseret og takkede nej. Den “krig” der er var i menighedsrådene rigtigt mange steder i hele landet, jeg fik kirkebladet, havde jeg ikke lyst til at være en del af.  Et job af den slags var mere end rigeligt til mig. Efter 6 år fik jeg til sidst nok og sagde op, helt uden sikkerhedsnet. Allan gik sygemeldt og hans vores fremtid var i forvejen aldeles usikker, men der måtte forandring til hvis jeg skulle overleve. Vi måtte bare klare at få brød på bordet uden den indtægt. Så var det, at jeg så et barselsvikariat som bogholder inde i byen. Jeg søgte det og sørme om ikke jeg fik lov at passe det i 9 år og 11 måneder inden det snart slutter. De nævnte bijob dækker vist de største og længste i mit liv.

Hvad jeg beskæftigede mig med inden voksenlivet og tjente lidt skillinger ved,  må blive en anden gang.