fredag den 26. oktober 2012

Kalenderen siger efterår, men kan det nu passe?

Lidt efterår er der dog derude. Det er i hvert fald nærmest blevet vinterkoldt de sidste dage, men naturen har helt sit eget liv og har vist nærmest helgarderet sig, ser det ud til. Vores have er da gået helt amok. Prøv lige at se vores jordbær, som de ser ud i dag. Jeg havde godt lagt mærke til at par ’selvsåede’ kartoffelplanter, der længe har stået i kompostbunken. I dag var ude at grave dem op. Ved siden af ligger et par kvæder, som dokumentation for årstiden. Vi skal have nye kartofler på menuen i aften.
Jordbær på friland 26. okt. 2012 Nye frilandskartofler 26. okt. 2012
Jeg selv er også nærmest gået i forårsplantehjørnet. De krukker vi har foran terrassen, bliver hvert år plantet til med sommerblomster, men resten af tiden står de og ser så kedelige ud. Det ville jeg gerne have ændret på, så vi kørte en tur i Steens Planteskole i tirsdags, da jeg havde tidligt fri. Med råd og vejledning fra gartnerne derude, fik vi fyldt bilen med planter til krukkerne samt lidt andet nyt til haven. Alle fem krukker er nu plantet til med vintersneboller som vil stå og blomstre lige til marts måned, hvis vi altså ikke får en streng vinter, og hele sommeren vil de stå som grønne planter indtil august hvor de igen sætter blomster. De andre planter vi havde med hjem, bl.a. tyttebær, står og venter på at blive sat i jorden. 
P1070495 Viburnum tinus
Billederne ser jo næsten sommerlige ud, men det var hundekoldt, og man jeg kan ikke holde varmen ved plantearbejde. Jeg skal have noget mere bevægelse for at holde varmen. I denne tid er jeg rigtig glad for at have indendørs arbejde, selvom man ind imellem kan længes ud fordi det hele ser så indbydende ud, indefra. Mens jeg sad inde i kontorvarmen og var i gang ved computeren forsvandt al strømmen, så et kvarters tid, var jeg nærmest total arbejdsløs. Så er det da bare med at nyde, det der sker på den anden side af vinduet. Et par hestepiger red forbi, og på vej hjem, måtte jeg endnu engang forevige valmuerne i fuld blomst, denne gang med den falmende skov i baggrunden.  
Ridetur Blomstrende valmuer 25. oktober 2012
Da jeg kom hjem havde Allan fået vinterklargjort campingvognen, selvom han, inden vi tog til Mallorca, ikke helt havde opgivet tanken om at vi kom afsted endnu en weekend i år, men da de forleden aften lovede sne visse steder, opgav han tanken om mere campingliv i år. Nu er vognen kørt til opbevaring, som den plejer.  Påskeblomster okt. 2012
Der er da gået fuldstændig kuk i årstiderne. Godt man har en kalender at holde sig til, og ikke skal bedømme ud fra haven og naturen alene. Under min havevandring, fik jeg for et par dage siden øje på disse påskeblomster. Det vrimler med små spirer, nej faktisk er de rimelige store de spirer, og de ser ud til at være fuldstændig ligeglade med vejrudsigten og kalenderen. Gad vide om de overlever!

14 kommentarer:

  1. Ja, gad vide, hvad der sker med planterne i løbet af vinteren, når der er gået så meget kuk i kalenderen for dem ...

    God ide med de planter, du har i krukkerne nu, så de kan pynte i vinter - jeg ville nok bare komme til at savne blomsterne om sommeren.

    Nye kartofler ... helt ærligt :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ville også gerne have blomster i de krukker om sommeren. Jeg fik at vide, at det er normal procedure, at man flytter vinterplanterne ud et sted i haven, i den periode man vil have sommerblomster, og så flytter man tilbage igen sidst på sommeren :-) men... Nej tak, jeg kender mig selv alt for godt, og ved det aldrig vil blive gjort. Desværre kan man ikke få både i pose og sæk. Jeg må finde på noget at plante mellem krukkerne.

      Slet
  2. Nej kalenderen kan slet ikke passe. I dag har det været rigtig vinterkoldt og i morges var der frost på alle de vandpytter jeg passerede på vej til arbejde. Og du viser billeder med valmuer og grønne marker, så man skulle tro det var et sommerbillede. Og du kan grave kartofler op og plukke friske jordbær her i efteråret. Alting er da helt af lave. Kalenderen viser at det er oktober, men jeg ved ikke, hvad jeg skal tro.

    SvarSlet
    Svar
    1. To graders frost var det i morges her, og kulden skar lige ind i marv og ben :-)
      Her haglede det i aftes, og iflg. nyhederne har nogle områder i landet allerede stiftet bekendskab med den første sne. Vi (Allan) må se at få sat de vinterdæk på bilerne, selvom vi bestemt ikke ønsker sne meget længe endnu.

      Slet
  3. Det var dog fantastisk, med nye kartofler og jordbær og blomsterspirer! I det hele taget dejlige billeder og en god idé at sætte overvintrende planter i krukker. Vi havde haglvejr både i går og i dag. Mon der går endnu mere koks i kalenderen efter weekenden, hvor vi skal stille urene tilbage? God aften!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er en hel lille sommermenu i vinterkulden :-) Vi havde også hagl i aftes. I dag er der kommet lidt regnstænk, men ikke noget man blev våd af. Solen kom frem i eftermiddags, men det var stadig hundekoldt :-)
      Hvad der sker når urene stilles må vi se :-) Tak og god aften til dig. Vores aften skal fyldes med dans og lidt strikketøj :-)

      Slet
  4. Det er rigtig sommermad, sjovt med både kartofler og jordbær lige nu, hvor det er ved at blive rigtig koldt.
    God weekend Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Kartoflerne blev reddet men frosten har vist nu taget livet af de sidste jordbær. Tak og en rigtig god søndag ti jer.

      Slet
  5. smiler,, det er med at få de "NYe kartofler" i hus nu frosten er kommet, ja naturen er da helt rundforvirret ......

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ikke nemt at finde ud af noget mere :-)

      Slet
  6. Man skulle da tro, at naturen ude ved dig har taget forkert af årstiden. Her ved mig passer kalenderen godt nok, vi har 5 minus grader.
    God weekend til dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også frostvejr her. Fingrene vat ved at falde af på min morgentur :-) her er der minus 3 grader nu.

      Slet
  7. Det var da en utrolig historie om kuk i kalenderen. Hvad mon forklaringen er på at påskeblomsterne er så meget på vej, og at jordbærrene ikke kan finde ud af det. Kunne forstå hvis et havde været efterårshindbær. Valmuerne er da vist også lidt forkert på den. Har i et særligt klima hos jer? Kartofler i kompostbunken har vi også haft og jeg tror egentlig også det var sent på året. Mon der er varme i bunken, som bevirker groningen.
    Jeg skal lige en tur til Mallorca!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kender ikke forklaringen. I år har hindbærrene også teet sig anderledes end sædvanligt. Jeg plejer at høste dem på denne årstid og helt hen i nov., men det var slut for 14 dage siden.
      Ja, vi har et særligt mildt klima her på øerne. Det er særdeles velegnet til bl.a. alle slags frugter.
      En kompostbunke giver god grobund for mange ting, og de nye kartofler der, er ikke helt så usædvanligt, men sjovt at have.
      God tur :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)