Mallorca 2 – Hårnåletur til Es Verger

Da vi tidligere har gennempløjet øen fra Cap de Formentor til Cala Pi og Sant Jordi, samt hele øst- og nordkysten, havde vi besluttet at ferien skulle foregår i Tramuntanaområdet denne gang. Vi vil gerne derud hvor turisterne ikke kommer, men fik at vide, at sådanne steder fandtes ikke. De har nok til dels ret, men det bliver i hvert fald minimeret en hel del, når vi prøver at holde os væk fra alle motorvejene, og også meget gerne kører der hvor turistbusserne ikke kan komme hen.
Derfor var den første destination Alaró og derefter ca. 4 km bjergkørsel, det føltes meget længere, med meget ujævne og smalle veje samt utallige og heftige hårnålesving i store stigninger. Mallorca er ellers kendt for utrolig god skiltning, men det gælder altså kun de store veje, og man tror næppe, at der på denne udfordrende vej, findes noget at køre efter, men belønningen er stor. Jeg vidste Es Verger ventede på toppen, for ellers var vi nok vendt om.
Pludselig holder man ved en meget primitiv gårdsplads, hvor fårene render rundt mens maden bliver tilberedt i restaurentens køkken. Den slags restaurenter havde aldrig gået i DK. Der serveres ægte bondemad i den gamle stald. I dele af bygningen kan man både se, høre og lugte fårene gennem tremmerne. Der er også udendørs spiseplads, og der skal man vist regne med at dele bord med fårene, som, da billedet blev taget, var spredt over det store areal, helt uden afspærringer af nogen slags.
Vi kiggede ind i køkkenet gennem rastauranten, det afslørede flere ting, bl.a. at de var gået i gang med madlavningen. Der kl. 10.30 ville vi smage en ægte mallorcinsk pølse, men der var desværre først servering af mad om en time. Det ville vi ikke vente på. Vi kunne købe os en øl, men nej tak, vi skulle jo køre bil.
Vi fortsatte turen mod La Calobra, som vores GPS ikke kunne finde, nok fordi at det på vores kort staves La og på Google Sa, har vi fundet ud af, men vi havde da et par kort af dem der udleveres til turister. Selvom kortene ikke er de bedste i verden, så giver de da et fingrpeg i hvilken retning vi skal køre. Et eller andet smuttede åbenbart for os ret efter Escorca, og vi kom desværre ikke til Cala Tuent, men turen fortsatte med masser af hårnålesving til Fornalutx, dog med en noget bedre vej. Vi mødte utallige cykelryttere, både de bedre “amatører” og de helt professionelle. Ikke så mærkeligt, for det er jo Konge Etapen, har jeg fundet ud af. Det så legende let ud, men det har det aldeles ikke været. Vi kom igennem det flotteste landskab omkring Gorg Blau og for en gangs skyld var der mulighed for at komme ind til siden, så vi kunne stå ud ad bilen og fotografere de to søer vi kom forbi. De fleste billeder under hele ferien, har det været nødvendigt at tage gennem bilruden mens vi kørte, eller i bedste fald kunne tillade os at holde stille.
Vi kom tilbage til civilisationen da vi nåede Sóller. Der vrimlede det med turister, så vi skyndte os videre til Port de Sóller, hvor vi gik os en tur mens vi spise en is. Vi hørte et par musikere spille på både panfløjte og andre instrumenter. Hold op, hvor lød det godt. Vi så det gamle tog, der kører i fast rutefart mellem Palma og Sóller. Alle vogne var fyldt til bristepunktet med mennesker, og på gaden stod folk ventende i kø for at komme med på næste tur. Også på dette sted var der alt for mange turister til vores smag, så vi vendte næsen mod hotellet.
Da vi på hjemvejen pludselig skulle vælge tunnel eller ej, valgte Allan tunnel, og han var næppe kommet ind i banen, før vi blev klar over at det nok ikke var det vi skulle. Vi havde bare ikke nogen mulighed for at ændre retning. Vi havde absolut ingen anelse om hvad vi var i færd med. Vi havde jo allerede passeret en masse, både små og store, tunneler på øen, men denne slog alt, den var virkelig meget, me-e-e-get lang, den ville slet ingen ende tage. Der kom dog lys forude til sidst, og jeg øjnede straks et par bomme og sagde, vi skal vist betale for at komme videre. Vi ville meget hellere have taget den noget mere besværlige, men smukke bjergrute. Det var ikke de 5 euro det kostede at passere, der betød så meget, men der er nu ikke meget at se derinde i mørket. Set i bakspejlet er det da indlysende, at når et “larmende” skilt blinker, som når vi kører til Fyn eller Sverige, så kunne vi vel nok have tænkt, at vi skulle vælge tunnel fra! Skidt, pyt, det var trods alt også en oplevelse at køre igennem den godt 3 km lange Sóller tunnel, som åbenbart er den farligste af slagsen i hele Europa.
Temperaturen har i dag tirsdag den 9. okt. ligget på 31,5 grader, og selv i bjergene var der hverken luft eller en enkelt lille kølig brise at hente, men vi fik hentet en masse dejlige oplevelser. og flere ventede næste dag.