En cykeltur på 59 km på Ærø

Jeg har allerede skrevet lidt om det her, men vi oplevede rigtigt meget. Efter at vi havde stillet op, og fået vores kaffe fredag, smuttede vi på opdagelse nogle timer i Marstal. Vi undersøgte bl.a. skonnerten Bonavista Marstal, og beundrede det flotte håndværk, både udvendigt og indvendigt.
Vi smuttede også en tur ud ad Strandvejen, som er meget idyllisk og fredelig. Det blev meget, meget sen aftensmad vi fik startet på. Heldigvis havde jeg, som altid, forberedt det meste hjemmefra, så det var let at gå til.   
Den helt store udforskning af øen startede først lørdag morgen, hvor jeg spurgte Allan om han kunne klare at cykle 60 km eller lidt mere, for så havde jeg en plan, om at cykle fra den ene ende af øen til den anden, og gerne med vores sædvanlige små afstikkere. Det vidste han virkelig ikke, han mente det lød lige i overkanten, men var dog frisk på at prøve. Det kuperede terræn gjorde, at vi havde det skønneste udsyn over øen hele tiden, og der var ikke mange steder, på hele turen, hvor vi ikke havde udsyn til vand på mindst en af siderne. Der findes jo bare ikke noget skønnere, synes vi.
Som Mosekonen skrev, så kæmpede vi os op ad bakkerne. Nogle steder måtte vi af og trække. Allan, eller hans knæ, skulle jo gerne kunne holde til turen hjem også. Vi undlod de store svinkeærinder ned ad sidevejene, da vi jo ikke vidste hvor mange “bjerge” vi endnu skulle bestige, før vi nåede vores mål. I stedet tog vi nogle pauser undervejs. Eller pause og pause, det var nu mest fra cykelsadlen, for i pauserne gik vi på opdagelse og udforskede andre steder. 
Da vi nåede Søbygård vandrede vi op på voldende, og besteg den ene uendelige bakke efter den anden, men opgav at nå ud til møllen. Det var for hårdt for et par knæ, men vi nåede da op i en højde, hvor vi kunne se ud over Vitsø.
Vi nåede helt ud til Søby Havn, hvor vi satte os og spise den medbragte mad, inden vi vendte snuden hjemad. Mosekonens mand foreslog, at vi et bestemt sted tog øruten, for så slap vi for et par af de store grimme bakker mellem Ærøskøbing og Marstal.
Vi lyttede selvfølgelig, for vi ville også gerne opleve noget andet.
Smukt var der, og Allan sagde, Ih, hvor det altså minder meget om den rute du cykler, når du skal på arbejde. Jeg kunne kun være helt enig.
Overraskende nok mærkede Allan intet i benene, hverken om aftenen eller næste dag, men måsen havde det ikke så godt. Jeg var velkommen til at udforske mere af øen på cykel, sagde Allan, men han ville altså tage bilen. Jeg var solidarisk og fulgtes med ham, så vi fik set resten af øen også.
Der kommer altså et indlæg mere.