Gammeldags høstmarked

Her i området plejer høstmarkedet at foregå i Tjæreby Tang, hvor der virkelig bliver gjort noget ud af det. Alle bærer tøjet fra dengang, og der bruges kun hestetrukne køretøjer. Sådan var det i hvert fald sidst vi stiftede bekendskab med det, for efterhånden mange år siden. I år ville vi gerne gense det, men desværre foregik det, mens vi var på Samsø. 

Jeg havde læst, at Museumsgården på Møn holdt samme arrangement. Det var trods alt indenfor en overskuelig afstand, så da lørdagens pligter og aftaler med oprydning, efter fredagens festligheder, var overstået, kørte vi en tur til Møn.

Vi så den omfattende proces med hør, der blev skættet, heglet og hvad det ellers hedder, inden det blev spundet. Der blev flettet fine ting af peddigrør, vævet og kniplet. I det hele taget, var der rigtigt meget at se på. Det er næsten umuligt, at nævne det hele, for det var et stort arrangement, med mange frivillige, der havde lyst til at fortælle og vise historien fra gamle dage. Kom og oplev de gamle dage, som da oldemor var ung, var nogle af overskrifterne. De må henvise til meget små børn, for meget af det, har jeg selv stiftet bekendskab med. Endda ikke bare stifte bekendskab med, men jeg er faktisk opvokset med det. Nogen vil nok synes jeg er gammel, men jeg ville trods alt, ikke have en ærlig chanche for at kunne smykke mig med titlen oldemor.  
Det var nøjagtigt sådan det meste foregik på min mormor og morfars tid, og også noget de begge var en del af i deres arbejdsliv. Når man selv har oplevet og deltaget i det som barn, så står man og bliver helt nostalgisk. Det allerbedste var altså at få lov at ligge i hølæsset, når det blev kørt hjem i laden. Jeg kan dog ikke mindes, at jeg har set en traktor med jernhjul, altså helt uden dæk, som billedet herunder. 
Derimod, kan jeg huske da malkemaskinen kom, og det kun var få køer, der skulle malkes i hånden. Eller eftermalkes. Det var sammen med mormor, jeg allerførste gang fik lov til at prøve at malke, men det var nu ikke helt så nemt, at få en stråle mælk i spanden, som det så ud til. På nabogården i barndomshjemmet, og hos legekammerater, var det altid en fornøjelse at få lov, at overvære arbejdet i staldene, og også altid sjovt at hjælpe til. Vi fik altid mælk fra gården. I løbet af dagen, var det os ungers pligt, at bære den lille blå mælkespand ind på gården, hvorefter vi lidt senere kunne hente den fyldt. Det var det bedste mælk, der fandtes, især det øverste lag. 
En rundtur i stuehuset på Museumsgården, vakte også minder. Brændekomfuret og gruekedlen, som jeg selv er opvokset med. I mit barndomshjem blev det brugt flittigt, og vi kendte ikke til andet. Der var selvfølgelig også den fine stue, som der vist var i alle hjem på det tidspunkt.
Det var en meget varm dag, og vi sluttede af med en is. Allan fik selvfølgelig sin hjemmelavede isvaffel, og jeg var så heldig, at jeg kunne få et bæger.
På hjemvejen så vi atter et skilt, der måtte undersøges. Nu havde vi jo lige spist is, endda fra Møn Is, så der var ikke plads til mere. Vi nøjedes med et hurtigt kig. Allerede samme aften, var der tilfældigvis et lille indslag i tv om dette firma, så der fik vi hele historien. Du kan se udsendelsen ved at følge dette link. På gården findes en café hvor man kan købe is, og mens den spises, kan man besøge kostalden. Man kan også købe hjemmelavede pølser. Vi troede de skulle spises på stedet, men nej, ikke nødvendigvis. 
Aftenen og lidt af natten brugte vi i Nr. Vedby, hvor Mark, som spiller i bandet One Hour Behind, optrådte live, som de har gjort før, men aldrig for så stort et publikum. Det var overvældende, og så i sådan en lille flække. Vi støttede selvfølgelig op selvom vi tilhører den lidt ældre generation. Selvom vi absolut var i mindretal, blev der overhovedet ikke, som i absolut slet ikke, skævet til os, tvært imod. Alle mange af de unge, kom hen og hilste på. De syntes det var så fedt, at vi troppede op, og vi følte os ikke spor alene, med alle de knus og skulderklap.