søndag den 4. marts 2012

ABC: Livstestamente

I denne uge er ABC Scandinavia nået til bogstavet L, og jeg har besluttet, at det bliver mit sidste bidrag til denne leg. De fleste af bidragene vil komme hen ad vejen alligevel, men jeg slipper for at hænge i en, til tider, stram snor. Jeg bliver en friere fugl, og det har jeg det vældig fint med.
Det etiske, livet, døden og alt det der er mellem himmel og jord har altid interesseret mig meget og jeg har aldrig lagt skjul på hvad mine ønsker var, hvis jeg en dag skulle komme i den situation, at jeg ikke selv kunne udtrykke mig. Det har til tider været et varmt emne mellem Allan og jeg. Jeg mente, han burde respektere mit ønske, men han ville beholde mig så længe som muligt og bevare håbet og troen på, at miraklernes tid ikke var forbi. Det er mange år siden, jeg skrev mit eget livstestamente, og betalte med den tids øjne, og vores budget, mange penge, for at blive registreret i kartoteket, så det kom i den grad bag på mig, da Lene fortalte, at man  ikke skal regne med de tjekker kartoteket. Hvad er det så til for alt sammen!
Livstestamente  Organdonor Organdoner

Jeg meldte mig som organdonor. Det eneste jeg ikke ville have de tog fra mig, var mine hornhinder, fordi jeg ikke kunne lide tanken om, at de skulle pille i mine øjne. Ironisk nok, måtte jeg nogle år senere igennem en øjenoperation, hvor de skulle pille øjet ud, skrabe, rense og sætte det på plads igen. Nu kan de bare tage hvad de kan bruge, selvom jeg må tilstå, at jeg ikke har fået ændret det i registeret. Hvem kan også bruge et dårligt øje!  
Kirke Jeg har også skrevet Min Sidste Vilje. Ikke at den skal følges til punkt og prikke, bortset fra, at det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke får et gravsted med sten eller navneplade. Jeg vil sættes i jorden helt anonymt, på en stor grøn plæne. Stedet er fuldstændig underordnet, men det er ikke alle steder det er muligt. Det var det bl.a. ikke i den kirke vi tilhører. For at det skulle blive muligt, skulle menighedsrådet og præsten have en ansøgning. Det skulle med på diverse møder, for til sidst at blive godkendt af provstiudvalget og til sidst Provsten. Et par år senere modtog jeg et brev om, at nu var det etableret, og jeg kunne komme og se pladsen. Min sidste rejse behøver ikke at stille de efterladte med en masse uafklarede spørgsmål.
I dag respekterer Allan mine ønsker. Selv har han dog ikke taget stilling. For sjovt nok, når vi når til ham, så er han ligeglad. Han ved jo alligevel ikke hvad der sker, sige han, så det kan være fuldstændig ligegyldigt. Han ved dog, at det bliver på samme måde, som jeg ønsker for mig selv, hvis jeg skal have noget med det at gøre. Altså med mindre han en dag ønsker noget helt andet. 
Har du taget stilling som organdonor, eller fået nedfældet, eller fortalt dine ønsker til dine nærmeste!

12 kommentarer:

  1. Jeg er også tilmeldt som organdonor hernede - for det er man automatisk i Belgien. Faktisk er loven omvendt - man skal registreres, hvis man IKKE vil! Det synes jeg er et meget fint princip, da de fleste aldrig får tilmeldt sig som donor, hvis loven var således. Jeg har dog ligeledes meldt, at jeg ikke vil have, at de tager mine øjne - men de er nu også så dårlige, at de næppe kan bruges :-)

    Jeg har intet nedskrevet om begravelse osv. - men det burde man jo. Dog vil jeg tro, at hvis det skete i dag ville min familie naturligt nok bringe mig til DK og begrave mig ved siden af min far. Det er der jo mere mening i end at ligge hernede - men det er måske alligevel ikke en tosset idé at få det på papir!

    Hav en dejlig søndag

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg går også ind for, at man automatisk er tilmeldt som organdoner ved fødslen. Mange vil jo egentlig gerne, men får det bare aldrig registreret. Det må altså være noget med de øjne :-)

      Begravelse og den slags - jeg er for så vidt enig, men efterhånden som vi har været igennem flere dødsfald, har vi hver gang konstateret, at der er meget vi ikke ved om afdødes ønsker, og de efterladte har ofte hver deres mening, og der er rigeligt at forholde sig til i forvejen. I dit tilfælde lyder dit ønske dog sandsynligt nok.
      Tak, og en lige så dejlig søndag til dig dernede

      Slet
  2. Ja jeg er organdonor, de må tage alt hvad de kan bruge. Samtidig må de efterladte gøre hvad de vil med hensyn til gravsted. Jeg tror det er vigtigere at de efterladte har det godt med, hvor de sætter mig. Hvis nu nogen har brug for et bestemt sted at mindes, er det ok, hvis det er de ukendtes er det lige så meget ok. Jeg har det som Allan, når jeg er død har jeg ingen mening mere. Det er de efterladte der skal komme videre, ikke mig. Heldigvis er Hasse og jeg helt enige på det her punkt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har ikke opdraget vores børn til at komme på kirkegården, så både børnene og Allan har det fint med den del af det. Børnene syntes det er et godt valg, jeg har truffet :-) Det var kun det, at jeg ikke ville ligge i koma et år eller 7 måske, eller noget i den retning, han havde det svært med. Ellers var vi enige om resten, han er endda organdonor :-)

      Slet
  3. Jeps - både organdonor og livstestamente - John og jeg er helt enige om, at alle kan tage hvad de kan bruge (jeg forstår nok ikke rigtig, hvorfor I har det med øjnene?)
    Jeg har det lidt lige som Inge: de efterladte må bestemme - jeg vil være der, hvor jeg selv er helt ligeglad... C sagde indtil for relativt kort tid siden, at hun synes jeg skulle genindmelde mig i folkekirken, for hun ville godt have et gravsted til mig. Jeg har hele tiden sat spørgsmålstegn ved det - hun befinder sig jo i England. Jeg tror, hun er ved at overgive sig - har ikke talt om folkekirken i en tid nu ;-) Og jeg har ikke i sinde at melde mig under de faner igen.
    Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil passe gravsteder. Jeg husker mine døde inde i hovedet og behøver ikke et sted for at mindes dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har heller ikke forklaringen på øjnene, men noget må der altså være, når det ikke føles rigtigt :-)
      Jeg vil heller ikke passe gravsteder, og det vil børnene heller ikke. Vores minder er også i hovedet. De kommer jo hele tiden til os helt uden at tænke over det. Ingen af os har behov for at møde op på gravpladsen og mindes. Det gør vi hele året, hvor som helst og når som helst. De kan sætte mig på kaminhylden, balsamere mig, grave mig ned i skoven, eller strø mig ud over havet, eller hvad de nu kunne ønske. Det er jeg ligeglad med. Jeg skal bare ikke have "dørskilt"
      Men sjovt at læse forskellighederne, som tilsyneladende kan modnes og tilpasses vores ønsker.

      Slet
  4. Jeg har også meldt mig som organdonor. Lige med undtagelse af øjnene. Og ligesom dig, ved jeg ikke hvorfor. Sådan er det bare.

    Hvad der skal ske, når jeg ikke er mere, kan jeg ikke rigtig forholde mig til. Jeg har prøvet at føle efter, men jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg ønsker. Bo er mere klar i udmeldingen. Han vil brændes og sættes ned ved Mies fodende. Forhåbentlig varer det mange år, før vi kommer til den dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Endnu en, der værner om øjnene :-)

      Lidt pudsigt, når du selv har været med til at træffe en beslutning ang. Mia. Det kan jo også være det i sorgen nærmest er gået hen over hovedet på dig!
      Min svigerfar vidste også hvad han ville, det vidste min svigermor til gengæld ikke, ud over at hun ikke ville det samme som ham, og sådan blev det.
      Vi håber det varer mange år, før det bliver en realitet for nogen af os.

      Slet
  5. Kære Pia, selvfølgelig skal man respektere familiemedlemmers sidste ønsker hvis de har nogen, men dog vil jeg råde til at de efterladte får en lille navneplade eller et bare et frimærke hvor de kan gå til,et sted hvor man kan stå en lille stund og sende den efterladte et par tanker. Det er nemlig en god trøst at ha´et sted at gå hen, jeg ved det af erfaring da jeg mistede min far som 20 årig , jeg brugte hans gravsted i mange år, det hjalp mig ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Al ære og respekt for de der ønsker et sted med navn. Det er der absolut ingen af os 4 der gør. Det er vi meget enige om. Man kan jo få vist hvor kisten eller urnen bliver sat ned. Og som skrevet ved andre kommentarer, så er det ikke på kirkegården eller en navneplade, der afgør minderne. Tvært imod, for os. De par gange om året jeg er på kirkegården, for min mors skyld, eller som chauffør, kommer der slet ingen billeder eller minder, ved far, søster, eller andre nære og kære familiemedlemmer. De kommer alle andre steder, og rigtig tit.

      Slet
  6. Det er simpelthen så fint, når nogen - som du - har check på den del af tilværelsen. Det gør jo det hele nemmere for de efterladte, der ikke skal spekulere på (og skændes om) hvordan begravelse mm skal foregå.

    Jeg er ikke organdonor. Har længe bildt mig selv ind, at jeg vist er et (for) dårligt liv til det. Men det er vist ikke helt rigtigt. Burde i hvertfald undersøge det.

    Men det er altså svært. For mens jeg sagtens kunne forestille mig, at jeg selv og Gemalen var organdonorer, så er det lidt anderledes med Pigebarnet.Men det er jo netop hende, jeg vil give mest for at få et organ til , hvis det nogensinde skulle blive aktuelt. Og det hænger jo ikke sammen..

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved hvor meget der er at tænke på når man skal tage afsked. Jeg ved også familien flere gange har stået og ikke vidst hvilke ønsker den afdøde havde. Får man de ikke nedfældet på papir, så bør man fortælle om det, men mange steder er det et tabuemne.

      Organer vil de fleste af os nok gerne modtage, hvis vi står i situationen. Og det er jo ikke op til dig og mig at afgøre, om "reservedelene" er gode nok. Det har vi de lægefaglige til, når og hvis den dag kommer. Så få du bare fat i en blanket :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)