Det skrøbelige liv

Livet bliver ikke altid som man ønsker det, og det er da helt utroligt, hvad man kan få ganske gratis, uden at have det mindste ønske om det.





















Da jeg stoppede med at blogge for godt et halvt år siden. Der er sket så meget i mit liv, at jeg gerne vil dele noget af det med jer, hvis nogen derude stadig skulle have mig på læselisten. Jeg havde forestillet mig at fortsætte med at læse blogge, men der er andet der har spærret ben, så jeg opgav at følge med. Det er meget minimalt hvad jeg har læst, og kommentarer kan vist tælles på en hånd.





















Nu skal det ikke være elendighed alt sammen, for det er det trods alt heldigvis ikke. Vi startede med en dejlig ferie til Kroatien og Bosnien. De to lande står i en vældig kontrast. Alt det ville jeg meget gerne have fortalt om. I stedet viser jeg lidt billeder. Som sædvanlig blev det en dejlig ferie med mange gode og sjove oplevelser, selvom Allan tog af sted med et optapet knæ, og helst slet ikke måtte gå. Vi holdt ferie, som vi plejer, med de hensyn, der nu var nødvendige at tage. Benet tog heldigvis ingen yderligere skade, og vi fik ingen møgfald, og jeg fik mig en hel del trappe-motions-ture alene.
Allerede inden jeg stoppede med at blogge, var der fyldt rigeligt nyt på mit liv. Alle har har nok læst om de ressourcer, jeg har brugt på mor, og de hørte jo ikke op. Hun er heldigvis nået et godt stykke længere, men har stadig hjemmehjælp to gange daglig, og vi børn yder stadig en masse assistance, lige som andre hun kender også gør, så hun har et så normalt liv som muligt. 
Hvad jeg aldrig har fortalt er, at Mads allerede på det tidspunkt gik sygemeldt (fod) og havde gjort i et halvt år og yderlige har kæmpet kampe siden sep. 2015. Alle der bare kender lidt til det cirkus med at rende til diverse læger og hospitaler i hele landet, samt at møde pengekasser der smækker i, ved hvor meget tid og mange kræfter det tager. Først jobbet, så fagforeningen, derefter dagpengesystemet, selvom ingen specialister og læger i DK, som han/vi har været i kontakt med kunne hjælpe ham. Han var ved at gå ud af sit gode skind p.g.a. af smerter. Han kunne ikke gå eller stå, og af og til slet ikke have fodtøj på. Godt han har en god fagforening, som har taget over, da sygedagpengene stoppede før jul. Han har lige vundet sagen, og fået udbetalt sygeløn for 3 mdr.
Lige før jul blev han opereret på Hamlet, men det hjalp ikke det fjerneste. De har opereret for noget, der ikke har med sagen at gøre, siger en anden klog specialist. Man kan vel kalde det en fejloperation. Nu er det hele startet forfra.
Jeg har ikke fortrudt, jeg sagde ja til et nyt job, og sagde det gode og velkendte op, men det er en noget større mundfuld end jeg, eller nogen som helst andre kunne have forudset. Jeg havde forventet at jeg kunne få lidt færre timer efter 3-4 måneders ansættelse, men det har noget længere udsigter. Det bliver ikke på denne side af sommeren.






















Allerede på det tidspunkt, hvor jeg sagde ja til det nye job, var jeg klar over, at min anden arbejdsplads, den derude på landet, var i gang med en omfattende udvidelse af bedriften. Mere nøjagtigt en forøgelse på 2/3 dele. Det betød også mere arbejde til mig. Vi er nu godt i gang og det meste er kommet på plads. Maskinparken er udvidet, og vi har ansat en enkelt medarbejder mere i marken, men det er alt. 
Oven i alt dette, var jeg så uheldig at falde juleaften, eller rettere, jeg tog en ordentlig flyvetur hen ad fortovet. Jeg rejste mig og fortsatte mit renderi nogle gange frem og tilbage mellem hus og bil. Jeg var forslået fra top til tå, og det jeg endelig satte mig ned gjorde det afsindigt ondt, selv med is og alle foranstaltninger, mens de andre dansede omkring juletræet. Næste morgen kørte vi til lægevagten. Allan kørte mig i kørestol, fordi det nu var umuligt for mig at gå. Jeg bad om krykker, men svaret var, at jeg skulle gå på det ben, så det ikke blev stift. Dog skulle jeg ikke gå på det, det første døgn. Jeg havde ikke fri mellem jul og nytår, men er så privilegeret at være gift med en folkepensionist, ellers ville jeg have haft min første sygedag i 28 år.




























Da jeg aldrig i mit liv har forstuvet noget, eller på anden vis, personligt, har været i kontakt med skadestuen, aner jeg ikke hvor ondt sådan noget skal gøre. Alle siger bare at det gør ondt, og det vil det gøre længe. Det gjorde det sandelig også, må jeg sige, så jeg beklagede min nød til min mirakelmand. Udover at han bestemt mente at jeg gik rundt på en brækket knogle, fandt han også et ribben på afveje. Ribbenet klarede han prompte. Han spurgte om det var i orden, at han tog et billede af foden. Ja, da. To kompetente personer kiggede på billedet og de var ikke i tvivl. Der var et brud og vi kan konstatere at du i hvert fald ikke er pibet. Billedet blev sendt videre til deres samarbejdspartner på Odense universitetshospital. Her var man af samme mening meddelte min mirakelmand ved en opringning til mig. Han ville trykke på de knapper, han havde mulighed for, og så fortalte han mig ellers hvad jeg selv skulle gå i gang med. Derfra gik det lynhurtigt, men der var der også gået otte uger efter styrtet  Den læge der nu tilså mig, var fortørnet over den behandling jeg havde fået. Det er slet ikke godt nok. Både han og sygeplejersken anbefalede at jeg sendte en UTH. (Utilsigtet hændelse.) Det gjorde jeg allerede den følgende weekend. Jeg modtog flere opringninger, sidst af en oversygeplejerske, som mente jeg skulle gå et tak videre og sende en klage til STPS (Styrelsen for patientsikkerhed) men jeg skulle være forberedt på, at det var rigtigt mange papirer og en lang proces. Da jeg gik i gang med den proces, var jeg lige ved at opgive, men jeg holdt ud.
Sagen er, at de ikke ville røntgenfotografere min fod, men kun hånden, heller ikke selvom jeg bad om det. Der, 8 uger efter styrtet, var bruddet slet ikke begyndt at hele op endnu, og foden var stadig hævet, og derfra skal jeg regne med der går endnu 3-4 måneder før hævelsen forsvinder helt og jeg måske kan gå normalt. Det har givet mig mange gener andre steder i kroppen, fordi man jo kompenserer både bevidst og ubevidst. Sagen er i gang, og det skal jeg nok få meget sjov ud af, for foreløbig har det vist sig at Sundhed.dk, samt sygehusets journaler og det virkelig liv er 3 meget vidt forskellige historier.





















Allan blev opereret i det andet øre i november måned, med et rigtigt godt resultat. Han kan nu høre nogle lyde helt uden høreapparat. Hørelsen med høreapparat er blevet markant bedre. Desværre er der også haglet noget ned over Allan. Det er jo hvad man kan forvente, når man nærmer sig de 70. Han har for lav puls, og har derfor gået med et måleapparat herhjemme nogle døgn. Han har noget hjerteflimmer, som han nu går til kontrol for.






















Det var lidt billedspam, og lidt om det vi trækkes med i det daglige, men nu har jeg skrevet rigeligt om det. Heldigvis fylder vi også livet med mange gode ting. En af de kommende er, at mor snart runder 80 år. I den forbindelse har hun inviteret alle børn med ægtefæller og efterkommere i sommerhus 4 døgn. Det bliver en udfordring. Vi bliver 34 personer i alderen 0 - 80 år, der mere eller mindre skal bo og leve under samme tag alle dage. Mor glæder sig, og har derudover kun et ønske, at vejret er godt, men mener næsten ikke det kan blive andet. 

Vi er også ved at planlægge lidt sommerferie. Den skal (forhåbentlig) denne gang gå til Island, hvor vi som altid skal ud og opleve helt på egen hånd. Vi venter spændt på at North Travel, som også arrangerede overnatning og billeje, da vi var på Færøerne, finder nogle ledige hotelværelser til os. Det er nemlig det der er udfordringen, da alt er ved at være booket for sommeren, og vi har jo allerede afsat en bestemt uge. 





















Dette var bare et enkelt indlæg, og I skal ikke forvente der kommer flere. I hvert fald ikke foreløbig. Hvad fremtiden bringer vides ikke.

Håber I alle har det godt derude. Nogle har jeg jo kontakt med i det virkelige liv, andre ser jeg af og til et livstegn fra, når jeg bevæger mig ind på Facebook.