Hjertestop – neglect - genoptræning

Hvis du ikke har fulgt med før, kan du læse her og her. Da mor blev overflyttet til geriatrisk, blev vi børn indkaldt til et møde. P.g.a. af min søsters job, inden for plejesektoren, fik vi lov til at tage mor hjem nogle timer i weekenden. Sikke et slæb, med kørestol og hjemmelavede slisker, men det var det eneste sted hun ville spise mad, og hun skulle jo have sul på kroppen og lidt energi til den genoptræning hun skulle i gang med. Ved mødet fik vi en masse gode informationer, bl.a. om neglect, som vi aldrig havde hørt om før. Neglect betyder, at man slet ikke er bevidst om den lammede side. Den eksisterer simpelt hen ikke i ens bevidsthed. Vi kunne hjælpe meget med genoptræningen, ved at sætte os selv og tingene til venstre for mor, så hun blev tvunget til at kigge til den side. Vi har mange sjove eksempler på fænomenet, som er meget svært at fatte og forstå, selvom vi har set det utallige gange. Når mor skulle spise, spiste hun kun det der lå på højre side af tallerkenen, og når vi så drejede den en halv omgang, sagde hun meget forundret: ”Hvor kom den mad fra, jeg har da lige spist alt” Og når vi prøvede at få hende til at læse, startede hun inde midt i teksten og kørte ud til højre, og hen til midten, hvor hendes næste linje startede. Selvom vi pegede ude til venstre, så hun det ikke. Det hun læste, gav selvfølgelig ingen mening for hende. Vi sang med hende, samlede puslespil og andet. Vi søgte om beskyttet bolig til hende, men allerede på det tidspunkt, mente de at hun nok blev ”for rask” til at få bevilliget sådan en, selvom hun bestemt ikke kunne klare sig selv.
Mor trænede hårdt, med så simple ting, som at samle ting op fra bordet, og en dag kom hun gående med rollator, men neglecten var der stadig. Hun kørte ind i væggen i stedet for dørhullerne. Mor troede aldrig mere hun ville blive udskrevet. Nu var hun klar over, at der var mange ting hun ikke kunne, men det var hun overbevist om, slet ikke var noget problem, når blot hun kom tilbage til eget hjem. Alle vi andre, kunne tydeligt se, at hun helt afgjort ikke kunne klare sig selv, men det var svært at fortælle hende direkte. Hun var så ubeskrivelig træt, og sov ikke, hun har selv sagt, at det ikke var hende selv, men “at nogen” inde i hendes hoved, bestemte hvad hun skulle gøre. Hun stod op om natten og rendte rundt i lagerrummet på sygehuse, og ville springe ud af vinduet, hjem til sin datter og meget andet. Mor blev ofte mere rolig når vi kom, og hvis/når hun fik lov at ringe og tale med os, men andre gange var der intet der hjalp, heller ikke beroligende eller sovemedicin. I hvertfald ikke mere end 4 timer, og det var jo alt for lidt søvn og hvile hun fik. Hun var så påvirket af de store mængder medicin hun havde fået, og det har medvirket til alle hendes mærkelige krumspring.
Mor blev trænet i køkkenet med madlavning, bagning, kaffebrygning, opvask, støvsugning, bad samt af- og påklædning. Jeg og min søster tog mor hjem på heldagsorlov, lørdag eller søndag i hendes eget hjem eller vores. Vi skulle blot være tilbage til geriatrisk inden kl. 20. og de dage nød hun til fulde. Dagen kom hvor hun gik uden hjælpemidler, hun kunne gå på trapper. Vi var til flere møder på afdelingen, med læger, fysioterapeuter, sygeplejersker og ergoterapeuter, hvor mor også deltog, og vi fik den enkeltes vurdering af situationen. Mors ønske var at komme hjem, selvom de foreslog, at mor skulle flytte på genoptræningshjem i Fakse nogle måneder. Men det knuste hende helt, og da afdelingen mente, at vi kunne magte opgaven i fællesskab, efter vi selv havde foreslået det, blev mor udskrevet den 2. juli til eget hjem, med hjemmehjælp 3 gange daglig, til opsyn, et tryghedsvisit, samt hjælp til af- og påklædning morgen og aften samt medicinering også tre gange daglig. Vi børn lavede en turnus, hvor vi skiftedes til at køre ned og lave mad og spise aftensmad sammen med hende. Hun skulle lære at bruge komfur osv. Der kom en ergoterapeut to gange ugentlig og trænede påklædning. Da mor magtede det, sådan nogenlunde, spurgte ergoen, om mor havde andre ønsker. Ja, jeg vil gerne lære at strikke igen. Det var dog ikke muligt da ergoen ikke anede hvordan man gjorde. Men så ville mor gerne lære at cykle. Ergoen var frisk, det var ikke noget hun før havde haft på programmet, men hun medbragte resolut sine rulleskøjter, og så løb hun ellers bagefter mor den ene km efter den anden, når der skulle cykles. Genoptræningen i eget hjem måtte ophøre, da der er begrænset hvor lang tid sådan noget bevilliges. Hjemmehjælpernes ”renderi” blev mor træt af og vi startede med at opsige den aftale midt på dagen, og snart fulgte de andre samme vej, da det var blevet et irritationsmoment for hende, at hun skulle være hjemme hele dagen, hvis hun fik tilbud om at komme med til et eller andet. Mor har altid været meget social, og har naboer, venner osv. der henter hende. Vi lærte mor at strikke. Selv Mark deltog i oplæringen. Det første arbejde var en firkantet lap, der var løs og skæv, men da geriatrisk kom på deres første opfølgningsbesøg, var de meget tilfredse med mors første strik og hendes fremskridt. De noterede en masse og så allerede frem til næste besøg. Mor strikkede en lap mere, og den blev meget nydelig, hun strikkede nogle flere, så oldebarnet kunne få et tæppe til dukkevognen. Da geriatrisk atter kom på besøg, var de vildt imponeret over hvor stor en udvikling mor havde gennemgået. Mor gik hurtigt over til sit gamle "strik til Røde Kors" I starten kunne hun kun strikke, når vi sad ved siden af og hjalp til.
Efter en tid blev vi spurgt om vi ville komme til en opfølgende samtale på intensivafdelingen, så sygehuset havde mulighed for at lære noget til fremtidige patienter. Jeg tog med mor, og det første de sagde, da vi blev kaldt ind, var, at de havde fået så mange positive oplysninger fra geriatrisk og opfølgningen i eget hjem, at de knapt nok troede på det, så nu ville de gå bagerst i køen og selv se miraklet gå. De havde utallige spørgsmål, som de gerne ville have mor svarede på, men hun kan slet intet huske fra den tid. Jeg svarede på mors vegne, som jeg havde oplevet det hele. Vi børn fik så meget ros, af sygehuset og af mor, over det vi havde gjort for hende, så jeg sad med tårene trillende. Aldrig havde de oplevet noget lignende. Det har også været hårdt for os alle. De spurgte om de måtte bruge alle vores oplysninger, til forhåbentlig stor gavn og glæde for andre der kommer i samme situation. Det har vi selvfølgelig sagt ja til. Den 15. november sidste år flyttede mor i egen lejlighed med en lille have til. Ikke helt godvilligt, hun blev presset noget af alle os fire børn, og så nok ikke anden udvej end at gøre som vi ønskede. Der gik dog ikke lang tid før hun blev rigtig glad for sit nye hjem, og det liv hun trods alt har. Påklædningen kan stadig drille, og der er meget hun ikke kan. Det er svært at forstå, men vi kan se hvor meget hun somme tider kæmper, for bare at få en trøje på. Som hun selv siger: “Tænk at så simple ting, man har kunnet hele livet, kan være så svære.”