Da vi mødte dette finurlige syn, var der dømt pause.

Det var 2. dagen med lejet bil. Vi havde besluttet at tage turen til Lassithi Plateauet. Temperaturen var faldet drastisk, omkring 20° iflg. bilens udendørstermometer, og det blæste gevaldigt, men det var dejligt behageligt at sidde i bilen.
Den første strækning var lang, snoet og øde, og den første time, mødte vi kun en enkelt bil. Så kan jeg ikke undgå at tænke, at vi er meget alene i verden, hvis vi skulle få brug for hjælp, og der måske ikke er telefondækning.  
Pludselig dukker der de mærkværdigste ting op, på venstre side af kørebanen. Det må vi ud og kigge nærmere på. Vi parkerede bilen, og steg ud, og kunne knapt stå fast, så meget stormede det på toppen af bjerget, med den smukkeste udsigt. Vi måtte have en trøje på. Det var kun 14°, og med den storm var det virkelig koldt. Om vinteren falder der sne, fortæller og viser ejeren senere med et billede.
Det var svært at holde kameraerne stille, da vi ville forevige udsigten og de mange finurlige ting. Vi blev råbt an, på engelsk, fra den anden side af vejen. Kom ind og kig. I behøver ikke købe noget. Bare kig. Det er gratis. Jeg har mange flere ting herinde, og jeg har museum på første sal, hvor der er gratis entre.
Vi gik derover, og han bød velkommen. Da vi stod der, vidste jeg, at jeg havde læst om stedet, (og nu kan jeg ikke finde et link) men jeg tænkte, det ikke var noget for os. I hvert fald ikke noget vi ville køre direkte efter, da jeg opfattede det som en stor salgsbod. Dog alt sammen håndlavet. Han var fortsat det håndværk hans bedstefar havde levet af. Alt hvad han solgte, havde han selv lavet.
Nej vi skulle ikke købe noget, men alligevel viste han en masse træskærearbejde i oliventræ frem. Olivenfade, skeer, kuglepenne, skåle, spil osv. osv. Vi beundrede det, for det var virkelig flot håndværk. Det er helt umuligt at remse alt det op, han producerer. Han forsøgte også at sælge os olivenolier og den slags. Han viste os at det kunne tåle slag, og en flytransport i en kuffert, ved at banke det ned i bordet. Havde vi været i egen bil, havde jeg købt nogle forskellige olivenolier, men jeg vil ikke have det med i min kuffert.

Han sagde vi var hans første kunde i dag, og stak mig nøglen til museet på første sal. Vi skulle bare gå op ad trappen og vælge en bestemt dør. Det gjorde vi. Vi låste efter os, og tog nøglen med ned til ham, men den skulle blive deroppe, så den måtte jeg op og sætte i døren og jeg fik besked på at lade døren stå åben.
Han spurgte om vi ville have kaffe og noget at spise eller drikke. Klokken var kun omkring 9, og vi havde lige spist morgenmad og drukket kaffe i lejligheden, så selv Allan, der ellers altid er klar til en kop kaffe, kunne ikke drikke noget, men vi valgte at bestille en gang friskpresset appelsin, som vi sad under taget af kæmpe klaser store blå druer. Ejeren placerede sig tæt på vores bord, og begyndte at fortælle om sit liv og hvor svært det var at leve i bjergene. Han tændte samtidig op i pejsen, så vi, datteren og ham selv ikke skulle fryse. Han er den eneste, der stadig prøver at bo og overleve der, men det er hårdt og meget, meget svært. Han arbejder hver eneste dag med sit håndværk. Alle der kommer forbi, kigger ind, men ingen køber- Han laver alt dette til ingen nytte, hver eneste dag, og håber bare hver dag, at det kan give ham nok til at kunne overleve i bjerget. Vi kan jo se med egne øjne, at det bestemt ikke vrimler med mennesker, men samtidig tænker vi også, at helt galt er det vist ikke med hans økonomi, da han med stolthed fortæller, at hans kone har et hotel nede i Agios Nicolaus, hvor han flere gange om ugen kører ned og spiser og overnatter. Vi fik en meget fin brochure af ham, på engelsk, tysk og fransk, så vi kunne/skulle fortælle vidt og bredt om, at de skulle komme og besøge ham og købe hans ting. Det er så hermed gjort :-)
Der er adresse og mail, men ingen hjemmeside, bortset fra FB. Du kan finde flere billeder og ord om Moutsounas Cafe på nettet.