Bårebuket, kirkegårdsdekoration og arvelige tilbøjeligheder

Jeg kommer fra en familie, hvor man laver næsten alt selv. Hvad far ikke kunne, kunne mor. De supplerede hinanden rigtigt godt. Jeg har, uden at tænke nærmere over det, bare helt naturligt, taget mig af de opgaver, der var helt almindelige i mit barndomshjem. Jeg har, når jeg nu filosoferer lidt nærmere over det, taget lidt med fra begge mine forældres kreative liv. Mor bandt altid selv vores adventskrans, som altid hang i loftet. Hun lavede selv juledekorationerne, og så længe jeg kan huske tilbage, har vi børn, altid fået lov at lave hver vores egen lille dekoration. Da jeg var ganske ung 18-20 år, var der arrangeret et specielt aftenkursus i det lokale forsamlingshus, hvor man kunne lære at binde en flot og fyldig adventskrans, hvor ingen ville kunne finde ståltråden noget sted overhovedet. Et par gode fif, af en udlært blomsterbinder er ikke at foragte, og den kunst ville vi gerne lære, så mor og jeg tog afsted. Siden dengang er alle kranse med synlig ståltråd sprunget mig lige i øjnene. Min “svigerfar” var kransebinder og meget andet. Han leverede halmkanse til grossister og solgte færdigbundne kranse og puder fra hjemmeadressen. Han tilbød mig en adventskrans med synlig ståltråd, den første jul Allan og jeg holdt sammen, men jeg ville binde mine kranse selv. Det var af svigerfar jeg lærte kunsten at lave mospuder og hjerter, moskranse og moskors. Da ungerne var små lavede jeg min egen “lille butik”, som bestod af en bod foran vores hus. Selvom der ikke kom mange mennesker forbi til dagligt rygtedes det åbenbart uden nogen form for reklame fra min side, og folk kørte direkte hertil.  
Det er igen ved at være tid til den årlige pyntning af gravstederne, men det er mange år siden jeg blev træt af at se på de almindelige kranse, så der har været andre ting på programmet nogle år, men de sidste 3-4 år er jeg begyndt at binde nogle buketter i stedet. Bårebuketter og lignende, var noget mor bl.a. havde lært sig selv i alle sine år som graver, men efter hun blev syg, har hun ikke været tilfreds med eget resultat. Tit sagde hun: “Det kan man da lave selv - men jeg kan ikke mere.” Derfor mente jeg, at det var på tide jeg fik prøvet det, mens jeg i det mindste kunne få en forklaring på hvordan man gjorde.
Man starter med at lægge et lag grønt, så det har den størrelse og bredde, man vil have. Det vikler man sammen forneden med blomstertråd eller bast. Det er lettere at stramme ståltråden godt til end basten.
Derefter lægger man en blomst lige midt for, og yderligere en eller to, til hver side for den i midten, alt efter dekorationens størrelse. For hver gang der lægges blomst og grønt, snørres det godt fast. Er det blomster, der ikke kan holde hovedet selv i den rigtige retning, som f.eks. gerbera, benytter man en blomstertråd, som stikkes op i hovedet af blomsten. Derefter vikler man tråden rundt og ned om hele stilken. Roser og nelliker er nogle af de få blomster, der kan holde sig rigtigt godt i det danske vintervejr. Selv rimelige høje frostgrader kan de klare. Proceduren er at fortsætte med blomster og grønt til man har nået den ønskede størrelse og fylde.   
Til sidst klippes alle overskydende grene af forneden, og man binder lidt bast om. Voila - Dekorationen er færdig. Denne er til svigermors grav, som Allan har været ovre med. Jeg skal have lavet en buket til far også. Den skal senest på til hans fødselsdag, men først skal jeg lige skaffe lidt mere gran og lidt flere blomster.
Det er meget snart 1. søndag i advent, så af granresterne lavede jeg en dekoration. Uden ler i huset, blev der brugt oasis. Det holder sig også frisk og grønt lidt længere. Oasisen blev skåret til, så den passede i potten. Jeg har en masse røde lys liggende i skabet, så dette skal agere vores kalenderlys i år. Brænder det ned før tid, henter jeg bare et nyt lys og sætter i. Der skal laves et par dekorationer mere. Lys og pynt haves, men gran mangler som nævnt tidligere.