Når livet starter forfra for 3. gang

Første gang vi skal lære at gå, spise, tale, lave mad, strikke osv., tænker vi ikke så meget over det. Det er en ganske naturlig del af livet, som vi nok mere eller mindre regner med, er en selvfølge. I hvert fald når man har nået en vis alder, og egentlig ikke ser handicappet ud.
De fleste af os er helt uvidende om hvor svært de mest basale ting egentlig er, men når man selv, eller ens nærmeste rammes af sygdom eller ulykker, og man atter skal lære det hele – helt forfra – opdager man hvor svært det man har kunnet hele livet faktisk er.
Jer der har læst med længe, husker måske historien om mors hjertestop, koma og neglect, hvor hun for 2. gang i sit liv, startede fra scratch, med at  lære at spise, gå, tage tøj af og på, strikke -  ja hele molevitten. Det lykkedes over al forventning, at få et liv, næsten som det var før.
3. gang, mellem jul og nytår, nogle få år senere, var hun atter hjælpeløs, og måtte endnu en gang starte forfra, med at lære at spise, tage tøj af og på, gå på trapper osv. osv. Det er lykkedes knapt så godt, men hun er dog nået rimeligt langt, ved stædighed og egenbetaling hos en dygtig fysioterapeut, som min mirakelmand har anbefalet, da det offentlige stod af og sagde, mor ikke kunne nå længere.
Det har været en hård kamp at nå dertil, hvor hun er i dag. Nu klarer hun igen sig selv - rimeligt godt, og har gjort længe, hun har stadig hjemmehjælp hver morgen, alle ugens dage, til at åbne for yoghurt, mælk, ost og den slags småting. Når bare det er åbnet dagen i forvejen, giver det frihed til at spise, når hun står op, uanset om hjemmehjælpen kommer klokken 7 eller halv 10. Hun får hjælp til det ugentlige bad, og hver 14. dag kommer de og skubber lidt rundt på støvet og vasker gulve.
Hvis vi ser bort fra de helt basale ting, som man selvfølgelig helst fil kunne klare selv, så har mors store ønske været at lære at strikke igen – også for 3. gang. Hun har forsøgt mange gange, men hun har ikke kunne holde på strikkepindene. Hun kan heller ikke knappe en knap, lukke en lynlås, tage smykker af eller på. Sætte en nøgle i døren eller binde en skosnøre og den slags, men hun kan atter holde på en blyant og skrive, så nu kæmper hun videre med strikketøjet.
Den første firkant, blev nærmere en trekant, men pyt. Det er jo øvelse, og den er noget pænere strikket, end den første firkant hun lavede efter sit hjertestop, så der er et lille håb, selvom ingen tør love at hun kommer til at strikke igen.  Hun magter kun at strikke 4-5 pinde på en aften, så det tager tid at lave en lille lap, og hvis hun så også strikker forkert, må arbejdet hvile til en af os unger kommer forbi. Derfor har jeg fået den ryg med hjem, hun strikkede for tre år siden. Nu gider hun ikke se på den mere, og har bedt mig lave den færdig til Røde Kors.
Selvom mor rundede de 81 i maj måned, har hun ikke opgivet at kæmpe videre. Som lægen på Rigshospitalet sagde, er hun en sej kylling.og livet har trods alt stadig meget godt at byde på. Selvom det strikkeri ville kunne slå mange timer ihjel..