På cykeltur til Dueodde og udvalgt som dagens turister. En cykel der ikke vil lystre og Jernbanemuseet.

Mandag den 20. juli
Efter morgenkaffen, som kusinen gav, cyklede vi mod Dueodde ad cykelruten som førte igennem de små veje og stier. Vi havde kun lige parket cyklerne, da en ung mand kom hen til os og præsenterede sig, efterfulgt af jeg kan næsten høre, at I er turister. Må jeg stille jer nogle spørgsmål, samt tage et billede af jer som dagens turister til Bornholms Tidende?  Njaaa… det er vi ikke meget for... Nå, men vi indvilligede og anede ikke at det kom til at fylde trekvart side i avisen, og hvilke oplevelser det gav os. Vi troede vi fik sådan et lille ubetydeligt hjørne i avisen, men mere om det, “ i morgen” når avisen er udgivet.
Vi begav os ud på den rimelige lange vej til stranden. Da vi var kommet ca. halvvejs, og jeg ser nogle børn prøve på at løbe op ad sandbakkerne, ville jeg tage et billede, men ubs…hvor pokker er mit kamera?  Jeg spurtede ned til cyklerne, hvor jeg måtte have lagt det fra mig. Øv, tænk, hvis nogen havde snuppet det, så var mine billeder væk.
Pyh… det lå heldigvis godt camoufleret i cykelkurven, hvor jeg havde lagt det. Jeg løb tilbage til Allan igen. Det er længe siden jeg har løbet så meget i et stræk.

Der var Etape Bornholm, en maraton på 5 dage, og vi kom til at tale med en af deltagerne. De skulle løbe 5,8 km i sandet på Dueodde næste dag.

Vi nød den friske havluft og sueset ved vandet, mens vi så nogle børn lege med drager. Det perfekte vejr til det. I klitterne var der sol og læ. Her spiste vi vores klemme inden vi besøgte tårnet, som vi dog ikke gik op i. Meget har forandret sig ved Dueodde. Sidst vi var der var det kun sand, sand, sand og atter sand, hvor fyrtårnet stod helt alene uden en busk eller noget som helst andet. I dag er området plantet til med fyrretræer, som holder på sandet. Den vandreklit der ligger der, vandrer ingen steder mere. 
Inden vi cyklede hjemad, ledte vi efter bunkeren fra 2. verdenskrig i fyrreskoven, men vi opgav, for nu havde vi cyklet nok, mente Allan. Da vi nærmede os Nexø, ville han skyde genvej, det blev den længste omvej, fordi vi måtte hele turen tilbage igen, da vi manglede en båd for at komme over vandet.
Da jeg skulle dreje til venstre, var det pludselig kun styret der drejede, hjulet fulgte ikke med. Godt vi har værktøjet med.
 I Nexø besøgte vi Bornholms Jernbanemuseum. Et hyggeligt lille sted, hvor man må gå ind i togene og se det hele. Togvognen til højre er bygget i en tro kopi af den oprindelige. Den er så flot, så flot. Det er virkelig godt håndværk, og så er det sjovt at tænke på at det virkelig er luksusmodellen, der bragte de kongelige rundt. Der var ingen bløde sæder på det tidspunkt.