Livet i skoven og en flad cykel

Hverdagene, i de fleste hjem, er vel stort set ens året rundt. Der skal ikke megen justering til, før dagen får en helt anden kulør. I fredags cyklede jeg lidt tidligere hjemmefra end normalt, for at få plads til svinkeærinder inden jeg ramte kontoret.
Lige så ofte som dyrene springer over vejen og ind i skoven, lige så tit sker det, at de bare kigger op, og følger mig nøje. Står jeg af cyklen, sætter de af i fuld firspring og er hurtigt over alle bjerge. Da jeg var kommet langt væk og pludselig huskede, at jeg netop havde rigtig god tid, hoppede jeg af cyklen i skjul af buske og træer, og listede tilbage til fods, og håbede jeg kunne snige mig uset ind på dyrene. Det lykkedes, og jeg stod længe og betragtede dem. Mit kamera fortæller, at der er 10 minutter mellem det første og sidste billede.

Da det var fyraften, og jeg kom ud til cyklen, var den total flad. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte ringe til min livline, Allan, og bede ham om at hente mig. Hvis jeg skulle trække cyklen hele vejen, ville det tage mig ca. 1½ time at nå hjem, og det havde jeg ikke tid til, da vi skulle mødes med naboerne til aftensmad, og jeg skulle først hjem og lave det hele.
Vel vidende at der ville gå en rum tid, inden Allan fik monteret cykelstativet og kunne nå frem til mig, sagde jeg, at jeg tog min sædvanlige rute gennem skoven. Jeg fik pumpet cyklen, og var spændt på hvor langt jeg kunne komme, inden der skulle pumpes igen. Det luft holdt ikke mange 100 meter, så der blev pumpet nogle gange, men jeg nåede da næsten halvvejs hjem, inden Allan troppede op.
Da han havde læsset cyklen, kørte han længere frem i skoven for vende bilen, mens jeg fortsatte til fods i den retning, der førte hjemad. Her var endnu et dyr i færd med at finde lidt at spise, men da Allan kom kørende stak det af. Jeg satte mig ind i bilen, og da vi rundede det næste skovhjørne, sagde jeg stop, stop. Der står et dyr deroppe i lysningen, hvor skoven slutter.
Jeg kender skoven, som min egen bukselomme, og hvert år, når min cykelsæson starter, er jeg spændt på, hvor og hvor mange steder, jeg skal møde dyrene i den kommende sæson. Selvom disse oplevelser er hverdagskost for mig, og har været det nu i 26 år, så bliver jeg aldrig træt af det. 
Jeg nåede at få lavet den mad, vi skulle have med, og her er et lille udvalg af nogle af retterne. (Ikke mine alene) Fordelen ved at vi igen i år kun mødte 13 deltagere op er, at det er nemmere at få smagt de fleste af retterne. Som nogen måske kan regne ud, var vi 14 til bords. Selvom jeg er opflasket med overtro, er det fuldstændigt prellet af på mig, eller måske er det netop derfor, men ikke alle har det ligeså. Som sædvanlig havde vi en rigtig hyggelig aften med snak, hygge og sang.
Allan har lappet min cykel, så jeg har atter nydt dagens ture på jernhesten, hvor jeg, foruden ‘alle mine dyr’ så et par musvåger. Den ene lettede lige foran mig.
Jeg hørte alle gæssene i det fjerne. Pludselig lettede flere hundrede, som kom flyvende imod mig længere ude over vandet. 
Selvom vejret i morges var helt anderledes en det har været længe, nemlig vådt og diset, så holdt det næsten tørt til jeg nåede frem. Da jeg var i tørvejr kom en regn- og tordenskylle. Da jeg skulle hjem, måtte jeg fiske regntøjet frem. Det var første gang i år, jeg har været nødt til at tage det i brug til eller fra arbejde.