onsdag den 13. marts 2013

Jubiii…….

Det er nok lidt tidligt at juble, men det er altså svært at lade være, og på en kold dag i marts luner alting. P1090290
For knapt 3 uger siden, stod der to linier i den lokale avis. Nogen søgte en bogholder få timer om ugen. Jeg ringede straks og sagde, at det måtte være mig, der skulle have det job. Det var da ikke utænkeligt, blev der sagt i den anden ende af røret. Jeg fortalte lidt om mig selv og spurgte, om jeg ikke skulle sende ham nogle papirer, men det var ikke nødvendigt. Han ville ringe tilbage dagen efter om fredagen, fordi han faktisk var på vej til et kursus i dette øjeblik.
Jeg hørte ingenting, så mandag morgen ringede jeg selv og han beklagede straks, men han var i den grad blevet overrumplet af henvendelser. Jeg spurgte om jeg ikke kunne komme forbi og aflevere mine papirer senere på dagen. Det var jeg velkommen til. Da jeg mødte op, spurgte jeg, hvad de havde brug for, og hvor mange timer det drejede sig om. Ingen af delene kunne han faktisk svare på. De havde aldrig haft et bogholderi i huset. Fire gange om året puttede de alt i en papkasse, og afleverede det til revisoren. Det skulle der laves om på nu, mente de. Jeg var helt klar. Han ville vende tilbage, men henvendelserne strømmede stadig ind. Han fortalte at han allerede afviste alle fra nu af, for der var mere end rigeligt at tage af, mente han. De havde ikke regnet med at få en eneste henvendelse, fordi de ikke troede, der var nogen, der ville nøjes med så få timer.
Normalt er jeg et meget tålmodigt menneske, men ikke her. Jeg ringede et par gange og tænkte, at enten ville de ønske pestilensen mig langt væk, eller blive nød til at ansætte samme plageånd for at få fred. I mandags fik jeg den opringning, jeg havde håbet på, og den lød: “Hvis du har mod på at prøve kræfter med os, så er jobbet dit.” Det har jeg, og jeg glæder mig. Sne 12. marts 2013
Jeg ved jeg skal starte bogholderi op helt fra bunden, og passe 3 virksomheder, sammen med alle de andre jeg passer i forvejen. Jeg skal selv vælge “vores” regnskabsprogram. Jeg kan selv bestemme arbejdstid. Jeg kan komme og gå, nøjagtigt som det passer mig. Jeg kan måske endda arbejde hjemmefra, hvis jeg har lyst og mulighed for det. Det har jeg så lidt svært ved at se muligheden af, når alle papirerne ligger i virksomheden, men vi får se. Hvor mange timer jeg skal arbejde, kan ingen give mig svar på. Om det er 2 eller 20 timer om ugen, vil også kun tiden vise, men i starten vil der være nok at tage fat på. Jeg har prøvet proceduren et par gange før, så jeg ved det både bliver spændende, sjovt og et hårdt program.
Hvor jeg står i forhold til hele dagpengecirkuset ved jeg ikke, selvom jeg havde et møde med min A-kasse i går, for det kommer an på hvad der bliver skrevet i min kontrakt, og hvor mange timer jeg arbejder. Der er stadig nok af faldgruber, så jeg hænger i cirkuset og holder ud lidt endnu, men bliver det hele for besværligt, så er jeg den der siger, at systemet kan rende mig…
Jeg møder på mit nye job på tirsdag, så må vi se om jeg bliver klogere på fremtiden.

26 kommentarer:

  1. JUBIIII på dine vegne.. Det lyder som noget der er lige dig, og at du endda har prøvet det før, er jo en stor fordel for både dig og dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig lige mig, og jeg vil elske at sætte i system :-)

      Slet
  2. Stort tillykke med dit nye job. Der er ingen tvivl om, at du kan klare det, også når du har prøvet noget tilsvarende før. Det var godt, at du blev hængende (i telefonen :-)!)
    God onsdag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Nemlig, jeg er slet ikke i tvivl om at jeg magter opgaven. Jeg må stille nogle spørgsmå løbende, så de kan få hvad de ønsker på længere sigt. Det skal jo stilles rigtigt op fra start af, ellers er det hele spildt. Stædighed og udholdenhed belønnes heldigvis stadigvæk. Tak og det samme til dig.

      Slet
  3. Jubii siger jeg også stort tillykke til dig..;-D

    SvarSlet
  4. Jubi jubi jæh! Tillykke til dig, og ih, hvor er de altså heldige at få dig til sådan et job, der skal bygges op fra grunden. Det er jo lige dig at forvandle sådan et papkasserod til et velsmurt bogholderi :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) Nu skal man jo ikke flyve højere end vingerne kan bære, men det er helt rigtigt, det job er lige mig :-)

      Slet
  5. Fantastisk - hvor det dog glæder mig at høre, at du har fået endnu et job!!! Hvor er det dejligt. Jeg håber det kommer til at passe sammen med dit andet job og at du kan komme op på det nødvendige timetal. Du er bare så stædig, at det nok skal lykkes for dig. Det bliver da skønt at starte helt fra scratch med et nyt regnskabssystem, så der ikke er lig i lasten, men alting bliver gjort korrekt fra starten.

    Endnu engang: Tillykke med jobbet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kommer helt sikkert til at passe, min anden arbejdsgiver har på forhånd lovet at være yderst fleksibel, det har han nu altid været, og jeg glæder mig til at fortælle ham det. Jeg ved han bliver lige så glad som mig :-)
      Jeg skal såmænd nok nå at lave et par huller, men så må jeg se om jeg kan få lukket dem igen, ellers må jeg leve med ligene :-)
      Tak skal du have.

      Slet
  6. Stort til lykke til dig og det nye job. Deu er godt nok sej og ihærdig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. I sidste uge følte jeg mig ikke så sej, men lige nu er jeg da ikke nem at skyde igennem :-)

      Slet
  7. SÅDAN ❤. kæmpe stort tillykke , kæft du fortjener det job, pøj pøj og held og lykke , din nye arbejdsgiver er mere end heldig ....

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Jonna, tak, tak :-) Jeg ved ikke hvem der er mest heldig, men jeg ved at jeg føler mig meget heldig :-)

      Slet
  8. Stor tillykke med dit nye job, jeg synes det var dejlig, at de hade fået så mange henvendelser, det er jo bevis på, at danskerne godt vil arbejde, selv om det drejer sig om få timer ”men godt det var dig der fik jobbet

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Der er helt sikkert rigtigt mange der gerne VIL arbejde, men ogsånogen derbare søger fordi de skal. Jeg har også søgt job, endda rigtigt mange, som jeg bestemt ikke er ked af jeg ikke har fået. Jeg synes det er helt hen i vejret, når der er andre der brænder for de job, og måske bliver overset i bunken.

      Slet
  9. Stort tillykke med dit nye job, jeg håber du bliver rigtig glad for det og at alt det med A-kassen løser sig.
    KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. A-kasseproblemet skal nok blive løst. Senest til sommer, for så smækker de alligevel kassen :-)

      Slet
  10. Du er bare god, Pia! Stædighed? Måske. Vedholdenhed? Ja.
    Jeg ved bare, at den arbejdsgiver hurtigt vil finde dig fuldstændig uundværlig, og så kan du med sindsro give A-kassen sparket.
    Godt, godt gået og et stort tillykke her fra John og mig :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved heller ikke hvad det er. Allan ynder at kalde mig stædig :-) men når jeg har sat mig noget for, så kører jeg som regel linen ud. Koste hvad det koste må.
      Jeg kan godt lide de der ord, og det vil jeg selvfølgelig arbejde på, men jeg ved også hvordan jeg måler min egen uundværlighed, ved at stikke fingeren i et glas vand, og måle hullet bagefter :-)
      Tak til jer begge :-)

      Slet
  11. Det er dagens (eller var det gårdsdagens) solstråle. Tillykke med jobbet. Jeg håber, at det bliver rigtig godt. Det er den slags opgaver vi også løser på vores kontor. Det giver godt og afvekslende arbejde. Jeg er rigtig glad for det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) Jeg er helt sikker på det bliver godt. Det er nemlig rigtige spændende opgaver, og dem er jeg så heldig at have mange af i forvejen. Derfor ville jeg så nødig forlade min arbejdsplads. Jeg kan ikke huske, at jeg har haft en kedelig arbejdsdag. Der bliver ved med at komme nye og spændende udfordringer, så jeg kan holde hjernen i sving :-)

      Slet
  12. Ih, Pia. Det lyder både udfordrende og spændende, men du er da lige den rigtige til sådan en opgave. Håber sørme snart 'systemet' accepterer at du er den klogeste! Det er komplet idiotisk at alle de mange regler, der sikkert er udmærkede hver for sig, tilsammen gør livet så besværligt.
    Pøj pøj med jobbet, det glæder mig for dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er helt sikkert regler der både er nødvendige og gode nok. Jeg glæder mig så meget. Tak Ditte :-)

      Slet
  13. Som du kan ane har jeg læst bagfra i dag, og det er sandelig en fornøjelse at læse dette indlæg sammenlignet med andre. Hurra for ihærdighed. Spændende at se hvad det fører med sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det aner mig, at du har været godt beskæftiget :-)
      Jeg er helt sikker på det fører en masse godt med sig. Nu mangler der kun en internetforbindelse til "mit" kontor, så efter påske går jeg i gang, og så får jeg vist meget travlt, og det passer mig fint :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)