Nyt garn og groteske systemer

Der er meget længe siden, jeg har haft nyt garn mellem hænderne. Det er en noget anderledes fornemmelse at strikke med, end de små nøgler optrevlergarn, jeg normalt bliver bevilliget.
Når nu jeg endelig havde flere HELE nøgler garn, havde jeg mulighed for at strikk et mønster. Det har jeg normalt ikke, med de små stumper jeg altid strikker af. Det var svært at vælge. Jeg ville jo gerne strikke dem allesammen. Garnet rakte lige akkurat til en ensfarvet swater. Et par huer har jeg også fået af pindene af nogle små rester. Som I kan se, er der ikke engang garn nok til en ensfarvet hue, men det luner, uanset farvesammensætningen, de små ude i den store verden og Røde Kors er glade for det hele og de ved jo hvilket materiale vi har at gøre godt med. 

De fleste af os har nok, i mange sammenhænge, hørt eller selv oplevet hvordan mange af vores systemer er. Tilsammen har vores familie været igennem mange forskellige af slagsen. Nogle af os arbejder endda selv i og efter disse regler, så vi synes egentlig, at vi er ret godt forberedt på hvad vi er oppe imod. Vi kender alt til håndtering af f.eks. medicindosering, indkøb, mad, tøjvask og rengøring, som alle er problematiske i sig selv. Det lyder så fint at man kan få hjælp til at, men alt dækker langt fra ALT. De historier må blive en anden gang, hvis jeg overhovedet får skrevet om det nogensinde. Man tror ikke sine egne ører, hvis ikke man ved bedre.
Mor blev udskrevet onsdag den 6. januar, men der er stadig meget, der endnu ikke er på plads. Mor plejer, som de fleste af os vel gør, at tage et dagligt bad. Det var først i mandags at hun fik bevilliget ET ugentlig bad. Det, sammen med hjemmeplejebesøg 6 gange i døgnet, er kommet på plads, og intet mere. Rengøring og alt muligt andet er stadig ikke bragt i orden.
Det går mor på, at hun ikke har mulighed for at forlade sin bolig. Hun som er vant til at farte afsted til et eller andet ofte op til flere gange dagligt, er nu låst inde i eget hjem. Hun kan end ikke gå en tur i sin egen have, da hun ikke selv kan åbne sin dør. Det er noget vi arbejder på. Mor bor i et boligselskab, så vi kan ikke bare gøre hvad vi vil, selvom mor evt. betalte omkostningerne selv.
Mor fik uanmeldt besøg af en fra kommunen, som skulle vurdere hendes behov for et kaldeapparat. (Vi havde bedt om at få besked, så en af os kunne være der.) Mor tabte vist helt mælet til sidst. Først bemærkede damen, at mor havde trapper til 1. sal. Det har jeg, siger mor, men jeg kan ikke komme derop. Derfor er min seng flyttet ned i stuen. Du har en mobiltelefon. (Hvor hun ved det fra, aner vi ikke.) Mor bekræfter igen, men siger, at hun ikke kan bruge den. Så har du en fastnet telefon, og jeg kan se der er masser af sedler (labels) med telefonnumre klistrer på. Ja, men de har været der siden jeg flyttede hertil i 2010, men nu kan jeg ikke ringe fra den, og hvis, kan jeg alligevel ikke nå den hvis jeg er faldet. Svaret var, at telefonen kunne stå nede på gulvet, for så kunne man kravle eller mave sig frem over gulvet til telefonen og ringe efter hjælp. Sådan noget var set før. Et kaldeapparat var der stort set ingen der fik mere. Det krævede i øvrigt også at mor var faldet gentagne gange og havde ligget flere timer hver gang, før nogen kom og hjalp hende op. Hun kunne købe sig et ur til armen (En slags telefon) hvor udvalgte numre kunne kodes ind. Man måtte bare IKKE kode hjemmeplejens telefonnummer ind, for dem måtte andre først kontakte, når mor havde kontaktet de muligheder der var på telefonen, og disse ikke kunne hjælpe. Behøver jeg nævne, at vi selvfølgelig synes det er rigtigt uforskammet at behandle mennesker på den måde. Søster er allerede faret i blækhuset (e-mail) til den pågældende dame, som hun i øvrigt også kæmper rettigheder med for borgere, hun selv har med at gøre i arbejdsregi.
Vi arbejder alle på at finde løsninger, så mor kan andet end at sidde og glo lige ud i luften. Fjernbetjeningen til tv’et blev i første omgang bare tapet fast på sofabordet i den rigtige retning, men den model duede ikke. Nu har svoger lavet en kasse, som fjernbetjeningen kan ligge i. Det hele er limet og tøjret til bordet, så det ikke flytter sig, og hele tiden peger præcis derhen hvor det skal. Nu kan mor få lidt tid til at gå med at se tv.
Mor som hele livet er stået op senest kl. 7, må nu vente med at få tøj på til omkring 9:30. Det betyder at hun bliver nødt til at ligge i sin seng for at kunne holde varmen. Det er svært at tisse og sk… på kommando, på de få minutter der er afsat til det 6 gange om dagen, men det er vilkårene. 
Trods stive regler, så er de mange forskellige hjemmehjælpere mor får besøg af, vældig søde og rare allesammen. Nogle er bare mere elskelige end andre, men sådan er det jo med mennesker. Alle i hjemmeplejen har hørt om den søde rare dame (vores mor) og kappes om at få lov til at besøge hende, fortæller mor. Nogle kommer med store varme knus og andre gør bare, det de skal.
Mor har atter fået scannet sit hoved, og har fået at vide, at det er helt normalt. Der har ingen blødning eller blodprop været siden 2009.
Der er mange måneders ventetid hos en neurolog, men hun har nu endelig fået tid på Valdemar den 1. februar til samtale og udredning. Vi håber der så endelig kommer gang i det videre forløb. Lige nu sker der bare intet.
Det var et lille pip herfra.