Ufrivillig dukkert

Det kunne være endt frygteligt galt. Hvis du kan se noget morsomt, så er det tilladt at grine undervejs. Patienten har endnu en gang overlevet et styrt. Vi griner selv rigtigt meget, det er nemlig slet ikke til at lade være.
Jeg kunne ikke forstå jeg ikke kunne ringe Allan op på mobilen, allerede da jeg mødte på arbejdet lidt i otte. Der kom bare den besked, som vi nok alle har hørt ind imellem, at der i øjeblikket ingen forbindelse var til mobiltelefonen. Hustelefonen svarede ikke. Jeg sendte en sms, men den kunne ikke leveres. Nå, han reagerer nok, når han ser det, tænkte jeg, mens jeg begravede mig i mit arbejde. Over middag kom jeg til at tænke på, at han endnu ikke havde reageret, og beskeden stadig ikke kunne leveres. Jeg tog lidt tidligere fri, for der måtte da være noget galt. Da jeg havde forladt kontoret, og ringede på hustelefonen, tog han endelig telefonen. Jeg spurgte hvorfor han ikke reagerede på sin mobiltelefon. Det er nok fordi den ligger på bunden af havet, siger han lidt bedrøvet. Nå, hvorfor! Hvad er der sket? Jo, jeg kørte ud for at fiske i morges, og da der var overbefolket af fiskere, og ikke rigtigt nogen plads til mig, tog jeg turen under broen, for at gå om på den anden side, og fiske fra reposen, som jeg så tit har gjort. Jeg skrævede over røret, og trådte lige ud i – ingenting, og røg en tur i havet og blev våd fra inderst til yderst. Var der nogen der så det? Ja, masser, hele striben. Hjalp de dig? Næ, men de holdt øje med mig. En af dem kom hen og snakkede med mig, da jeg var nået hen til bilen.
Allan kørte hjem, hang tøjet til tørre. Det gjorde mere og mere ondt i skulder og nakke, så han ringede til skadestuen, og fik Mads, som havde fri i dag, til at køre for ham. Allan fortæller, at der lød et brag, som han aldrig har hørt magen til, da hovedet ramte stenene. Det lød som om stenen flækkede, og bagefter brød ud i sang. Da de nåede skadestuen, kom en sygeplejerske og tilså ham. Hun ville sætte en halskrave på, men inden hun kom tilbage med den, var han kommet ind til en læge. Efter grundig undersøgelse, og en stivkrampe, kunne lægen give den gode nyhed, at der ingenting var brækket. Det var udelukkende musklerne, det var gået ud over. Lægen mente så åbenbart ikke at du havde brug for halskrave, siger jeg så. Nej, eller også tænkte han, det kunne være lige meget, når jeg alligevel ikke har nogen hals. Er du sikker på du ikke har fået hjernerystelse, siger jeg. Det var han helt sikker på. Allan mener hans hjerne, er hængt op på samme måde som spættens, så den kan tåle alle de stød, uden at tage skade.
Da jeg kom hjem, gik vi en tur. Allan ville for 3. gang lede efter telefonen, selvom den vist ikke er meget bevendt, hvis den skulle dukke op. Den ligger sikkert kilet fast mellem alle stenene, og gemt af en masse tang, hvis ikke den er røget helt ned på bunden af sundet.

 
Allan havde lovet Mads, at hjælpe en af Camillas veninder med at flytte i dag. Den veninde Camilla var til afskedsfest hos i sidste uge. Lægen mente nu ikke det var nogen god idé, at Allan deltog i det flyttearbejde, så Mads måtte ud og finde en afløser, der kunne hjælpe ham i stedet. “Tak for hjælpen - gaven” var indkøbt, og da veninden ikke selv er til nogen af delene, bad hun Mads om at aflevere det med en hilsen og ønske om god bedring.

Allan er allermest ked af, at han har mistet sin telefon. Skidt med hullet i hovedet og hudafskrabningerne på benene. Tænder, briller, høreapparater, ur og tøj, har ikke taget skade. Tøjet er tørt igen og et par smertestillende piller har taget toppen af smerterne i nakken og skuldrene. Hovedet kan han ikke dreje uden det smerter, men det går alt sammen over igen om et par dage. Kun fiskestangen har lidt overlast i faldet. Allan er gjort af et helt specielt stof, og jeg er glad for, at han har mere end 9 liv, for de er brugt for længst. Atter har nogen holdt hånden over ham.