Nedfalden forfod og andre udfordringer

For en måned siden, havde jeg pludselig ondt i foden, en morgen jeg stod ud ad sengen. Jeg havde ikke været udsat for noget usædvanligt, og var ikke vrikket om eller blevet trådt på, men tænkte måske, at det alligevel kunne stamme fra dansen aftenen forinden, hvor vii havde givet den gas, med jive, cha-cha-cha, quickstep, vals og tango. De smerter går vel over igen, tænkte jeg, men de blev ved. Da jeg så skulle til mirakelmanden 14 dage senere, spurgte jeg om han lige ville kigge på min fod også. Jeg havde dårligt løftet foden, da han konstaterede, at jeg havde en nedfalden forfod. Det er, eller kan være, frygteligt smertefuldt. Han fortalte om anatomien i det, og sagde, at jeg nok burde købe nogle helt specielle indlæg til mit fodtøj. Jeg blev så overrasket over hans besked, at jeg glemte alt om at stille spørgsmål, men fløj direkte op i skobutikken og købte indlæg til et par almindelige damesko. Det var godt, at han meget udførligt, havde forklaret hvilke indlæg jeg skulle købe, og hvad jeg ikke skulle købe, ellers havde jeg fået de forkerte. Ekspedienten kom nemlig straks med dem, det bestemt ikke skulle være. Da jeg kørte hjemad, dukkede det ene spørgsmål op efter det andet. Så jeg googlede og læste en masse, om nedfalden forfod, uden egentligt at blive meget klogere, men jeg fandt dog ud af, at jeg kunne købe nogle fantastiske indlæg i det firma, jeg selv er ansat i, så det blev gjort dagen efter. Tænk, man kan få sålerne på prøve i 14 dage, og få sine penge 500,- kr. tilbage, hvis man ikke kan finde sig til rette med sålerne.
Nu har jeg halt  sålerne i 14 dage, og selvfølgelig skal man vænne sig til dem, men de hjælper trods alt. Jeg har bare aldrig i mit liv haft snørresko på, med mindre jeg har dyrket aerobic, eller har været  på langvarige bjergture. Jeg har haltet i mere end en uge, og det ender jo med det går ud over ryg og andet, så det var vist på tide, at få kigget på foden igen. Da mor havde en tid hos samme mirakelmand, og jeg havde lovet at være chauffør, fik jeg en tid sammen med hende. Hold k... hvor gjorde det ondt, da han moslede rundt med tæer og fod. Nålene strammede også godt, men det gør ikke ondt. Jeg viste ham begge de indlæg jeg havde købt, for at forvisse mig om, at det var de helt rigtige jeg havde brugt penge på. Hans kommentar var, at det så meget fornuftigt ud. Desværre betyder det nu, at jeg skal ud og investere i nyt fortøj, for at få plads til indlæg og fødder. Foreløbig er det kun blevet til et par. Jeg har så svært ved at finde sko, jeg bryder mig om, men jeg trængte faktisk til nye, fordi de andre har hængt på mig i mange år og er snart helt færdige. Så på den måde er det ikke så ærgerligt, og jeg er heller ikke den der har 10 par sko stående.

I går kunne jeg endnu engang glæde mig ekstra over, at Allan ikke er på arbejdsmarkedet mere. Chefen i byen, ringede nemlig og spurgte, om jeg ville med ud og spise, når butikken lukkede, fordi en elev var udlært og det skulle fejres, som vi plejer. Det ville jeg jo gerne, men jeg kunne ikke nå at køre mor hjem, og komme tilbage til Nykøbing til spisetid, så Allan måtte træde til. At det så også medførte, at jeg var nød til at have chauffør på, når jeg engang skulle hjem, gjorde slet ikke noget, for så kunne jeg nyde andet end postevand til maden.
Da vi var færdige med behandlingen hos akupunktøren, så jeg at Mark havde sendt en sms, hvor der stod: "Kan jeg mon få jer til at købe 5 x 10 kg spartelmasse og tage det med hjem." Her tog Allan slæbet, inden jeg blev sat af, og de andre kørte hjemad. Da Allan afleverede spandene til Mark, viste han ham samtidig en kæmpe stak Illustreret Videnskab, som vi fik med hjem fra Sverige. Ihhh, hvor ville jeg altså gerne have set de øjne Mark sendte. Allan fortæller, at han blev ellevild, og enormt glad da han så de 50-60 blade. Han kan næsten ikke vente til stuen bliver færdig, så han kan gå i gang med læsningen. Vi skulle hilse Ellen og John mange gange og sige tusind tak.

Chefen havde fundet et nyt spisested, der lige havde åbnet for 14 dage siden. Vi fik som sædvanlig rigtig god mad, og nogle hyggelige timer sammen, inden jeg gik min chauffør i møde. Jeg vidste jo ikke hvad tid det var slut, så jeg fik mig en god lang travetur over Frederik den IX´s Bro, en meget lun og lummer majaften, mens jeg så solnedgangen spejle sig i vandet. På den anden side af broen var regnbuen på himlen. Dog ikke så farverig, og endnu mindre på mit foto.
Camilla er landet på Lolland. Hun skulle tage afsked med en veninde, der rejser permanet til Jylland. Jeg lovede, at vi nok skulle være chauffør, så hun kunne nyde et par glas vin. Allan har igen taget tjansen, mens jeg vasker et par maskinfulde tøj. Pigens vaskemaskine stod af sidste weekend, og den nye kommer først næste fredag, så for at skåne hende for at sidde på vaskeriet efter fyraften, sagde jeg, at hun kunne tage det tøj, hun ville have vasket, med til Lolland. Den første maskinfuld blafrer allerede ude i den friske luft, og den næste skal snart hænges op. Det er ikke udfordringer, eller ekstra opgaver, vi har manglet de sidste par dage. Nogle af dem har vi udsat til denne weekend. Tiden vil vise om det bliver mig eller Allan, der skal ud af fjerene i nat, for at hente Camilla hjem, men det plejer at være mig der får de natlige tjenester.