søndag den 10. april 2011

Fødselsdag og den store dansedag

Vi startede dagen i går, med pakker til morgenkaffen. Allan havde nemlig fødselsdag. Efter morgenkaffen, gik jeg i gang med at forberede aftensmaden. Vejret så lovende ud, så det ville være skønt, hvis jeg kunne nå en tur ud i haven, og nyde det et øjeblik. Mor havde jeg inviteret til eftermiddagskaffen. De andre ville først dukke op til spisetid.
pakkerSvigermors drømFuglebog
Det går sjælden som forventet. Mads dukkede op til formiddagskaffen, for at aflevere en gave, og ønske sin far tillykke med fødselsdagen. Da han kørte, ringede min kusine for at ønske tillykke med dagen. Vi skulle selvfølgelig lige have vendt, hvad der var sket her og der, siden sidst. Det var ikke småting. Jeg gik ud for at plukke en buket violer. Camilla ringede imidlertid og sagde, at når nu vejret var så godt, havde de faktisk tænkt dem at køre fra Staden nu, hvis vi ville give en tår eftermiddagskaffe. Derefter ville de gå en tur i skoven med børnene, og en tur til stranden, så den lille vandhund kunne få sig en dukkert. Den lille familie ankom, og så var der eftermiddags-kaffe-hygge, mens Allan bl.a. pakkede den ønskede fuglebog ud fra de unge mennesker.
hundeleg Allan fik scoret en masse skønne gaver. Alle sammen nogen han havde ønsket sig. Han fik et rørende fødselsdagskort fra sin svigermor. “Børnene” var kørt trætte, og lå fredeligt og sov, mens vi spiste en tre retters menu. Vi hyggede og grinede til den helt store guldmedalje. Nogen af os fik en lille smule frisk luft, inden kaffe, kage og slik blev sat på bordet.
Efter kaffen spillede vi et par spil. Bl.a. Cranium, som er et rigtigt sjovt spil. Der blev mimet, tegnet, sunget, modelleret og brugt hjerneceller til stor morskab for hele forsamlingen.
P4105030Spil
Derefter spillede de unge Piccolo. Vi forældre, nøjedes med at se på. Vi skulle ikke have fingrene i klemme i hotelklokken. Til sidst kastede vi os over tegnebrættet alle sammen. Her er der lidt fra Camilla og Marks hånd, inden alle de unge forlod os lidt over midnat. Mor fik en overnatning.
Tegning Tak for i aften
Opvaskemaskinen blev tømt for anden gang, og startet endnu en gang, inden vi gik til køjs. I morges startede jeg dagen med mors strikketøj, samt gulvvask, efter de to firbenede, mens Allan klarede oprydningen af afspærringen i haven. Jeg pakkede lidt mad ned til mor, så hun havde let aftensmad, ligesom os selv.
P4105037 P4105040
I dag har Allan og jeg været til danseafslutning. Hele vinteren, vores 9. dansesæson, har vi terpet, vals, tango, jive, cha-cha-cha, quickstep, rumba, samba, wienervals og foxtrot, også kaldet slowfox. Billedet er, ikke af os. Vi er ikke i så fint og dyrt dansetøj. Det er danseklubbens allerbedste dansere, der her er på gulvet.  P4105049
Vi var nu godt tilfreds med vores præstation i dag. Alle de små dansere får præmier, hvert år. Men, når man når en vis alder, er det kun hvert 5. år man får en præmie. Altså - lige bortset fra os voksne dansere, som altid modtager hver en flaske rødvin af klubben til afslutningen, samtidig med det eventuelle 5 års “mærke”. Dagen i dag har også budt på hip-hop, zumba, jitterburg og meget andet, men meget er vi gået glip af, da vi selv har travlt med at øve næste dans, inden vi skal på gulvet. Vi selv, sammen med et enkelt andet par, optrådte også med en showdans, som vi kun havde nået at øve på 3 gange af ganske få minutters varighed. Så vi var noget spændt på hvordan det ville løbe af stablen.  Det hele gik ganske gnidningsløst. Vi var vist bare heldige, men det har man også lov at være en gang imellem.
Den eneste ulempe i denne weekend er, at vi er gået glip af alt det gode vejr, som vi slet ikke har haft mulighed for at nyde.  Der kommer forhåbentlig mange andre solskinsdage til os i den kommende tid.

8 kommentarer:

  1. Sikke en begivenhedsrig weekend!!! Stort TILLYKKE med husbonden, det ser så sandelig ud til, at I har hygge jer hele familien. Og så en danse-søndag - WAW, jeg er imponeret!
    Bare rolig, der skal nok komme flere gode solskinsweekender, hvor haven kan få fornøjelsen, at jeres gode selskab :0)
    Stort knus

    SvarSlet
  2. Lotte... Tak :-) Vi har nemlig hygget. Og dans er s.... sjovt :-)
    Jeg ser frem til en dag under åben himmel :-)
    Jeg knuser tilbage :-)

    SvarSlet
  3. Det lyder som en rigtig dejlig og aktiv weekend:-)tillykke med manden.

    SvarSlet
  4. Tillykke med manden og sikke en herlig fødselsdagsøndag med masser af hygge..;-D En god uge til dig..

    SvarSlet
  5. I gik muligvis glip af det gode vejr, men så har I da haft så mange andre gode oplevelser.
    Tillykke med Allan - hils fra mig :-)

    SvarSlet
  6. Prikker i luften... Tak skal du ha´ :-) Det var en dejlig weekend.

    Annemarie... Også tak til dig :-) Det var ren råhygge :-) Du må også have en skøn uge :-)

    Ellen.... Tak, tak siger vi begge :-) Jeg fik indhentet lidt af det gode vejr i haven i dag, så nu er jeg bagud her på bloggen. Hvorfor kan man ikke være flere steder samtidig!

    SvarSlet
  7. Først hjertelig tillykke med husbonden, der blev dejligt fejret i familiens skød.

    Som du skrev med hensyn til Mads, så gør det jo heller ikke noget, at ens egne planer bliver tilsidesat for andre og bedre, vel? Og det havearbejde, det når du nok.

    En dejlig weekend, hvor I havde mange gode oplevelser og det gode vejr, det kommer helt sikkert tilbage en anden gang.

    En rigtig god dag til dig.

    SvarSlet
  8. Annette... Tak, det gjorde han nemlig :-)

    Heldigvis er der mange planer som godt tåler at blive ændret. Ungerne har næsten altid første prioritet :-) Havearbejdet er der i hvert fald ingen der tager fra mig ☺
    Du må have en god aften.

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)