En særlig dag

For 28 år siden, var det ikke bare Allan og jeg, i familien, der gik og ventede på at blive forældre. Det gjorde mine forældre også. At de havde fejret sølvbryllup og allerede havde flere børnebørn, gav en masse snak i det lille samfund og langt derudover også, da mine forældre er og var kendt p.g.a. af deres erhverv.
Allan og jeg havde ventet længe, rigtig, rigtig meget længe, og der var overhovedet intet synligt bevis for, at det var ved at ske. Vi havde ingen anelse om fødselstidspunktet. Vi var dog blevet lovet, at vi ville få et barn inden jul. Vi havde ikke andet end ønsker og håb at holde os til.
Tidligt om formiddagen ringer mor til mig på arbejdet, og siger at jeg har fået en lillebror. Mor vidste, hvor brændende, vi ønskede et barn, så det var lidt svært at fortælle os begivenheden, også fordi det bestemt ikke var en planlagt graviditet, hun selv gik igennem.
Der gik ikke ret lang tid før jeg fik en opringning fra Storstrøms Amt. De fortalte at de lige havde fået et barn i forslag til os, som det hedder, om vi ville komme at se billedet af den lille pige i eftermiddag. Selvfølgelig ville vi det, min lykke kendte ingen grænser, men hvordan pokker fik jeg fat i Allan. Det var før mobiltelefonens tid. Han kørte som håndværker på Krenkerup Gods, så jeg vidste faktisk slet ikke hvor han befandt sig. Jeg ringede til godskontoret, men der vidste man heller ikke hvor han var. De ville dog sætte en mand på sagen for at finde ham. Det viste sig at de havde sendt en besked over samtaleanlægget i bilen, så alle ansatte kunne høre det. ”Allan, din kone har ringet, du skal mødes med hende på Amtet kl. 14? for at se, et billede af din lille pige.” Vi mødte op, men var allerede solgt, inden vi fik set billedet. Der var ikke mange informationer, der fulgte med, ud over at hun var godt en måned gammel, og skulle være sund og rask, at hendes biologiske familie er kendt i det koreanske system. Efter at have set billedet fik vi spørgsmålet: ”Vil I have dette barn!” Sikke dog et spørgsmål, hvordan kan man dog spørge om sådan noget. Selvfølgelig ville vi have hende, hun var jo allerede vores. Man kan da ikke kassere et barn, der er bestemt for en. Vi tog hele pakken, uden at vide hvad den indeholdt, men sådan er en ganske almindelig fødsel jo også, når man ser bort fra designerbørn.
Vi plejer ikke at fejre Camilla i dag, selvom det altid vil være en stor dag. Mange adoptanter fejre “kommedagen” Det gør vi heller ikke. Camilla bliver fejret på sin fødselsdag, ligesom alle de andre børn i familien. Men begge dage er noget vi aldrig glemmer, og hører til blandt de største glæder i vores liv.
I aften skal vi fejre Mark. De unge har nemlig inviteret på aftensmad, selvom det ikke bliver den fødselsdag det plejer. Vi kommer til at mangle endnu en elsket person rundt om bordet. Det er som om de kedelige begivenheder har slået sig ned i familien, og ikke mindst i de unge menneskers. Vi er på vej ud ad døren, og skal gøre vores til, at det bliver en hyggelig aften.