I dag er en helt speciel dag. Det er Fars Dag, ja - men det er også præcis 27 år siden vi hentede vores knapt 3½ måned gamle datter i lufthavnen. Vi havde ventet med længsel så længe, alle 3, mor, far og storebror. Det eneste vi havde var dette billede, som jeg altid bar i min pengepung (og der er det såmen stadig) Billedet er taget i Korea, hvor hun blot er 7 dage gammel, og blev ofte taget frem og kigget på, selvom der ikke var meget at se, ud over et ansigt og en kæmpe tøjbylt. Men ét er sikkert, hun var allerede vores, den dag vi fik udleveret dette billede.
Det kan man vel med rette kalde den største Fars dags gave man overhovedet kan opnå. Vi har aldrig et eneste sekund fortrudt at vi har adopteret. Det er helt afgjort lige så følelsesladet og mirakuløst som en fødsel, og jeg ved hvad jeg taler om. Jeg har nemlig prøvet begge dele. Og der hersker ingen tvivl om at begge børn er VORES børn.
Siden børnene var ganske små, har det tillige været en fast tradition, uanset vejrforhold, at vi tager på en dejlig lang cykeltur med vores lille lokale grundejerforening, hvor vi medbringer kaffen og aftensmaden, samt lidt vædske til et par drikkepauser undervejs. I dag har vejret oven i købet vist sig fra sin allerbedste side, men min mand, Allan, har med et forholdsvis nyopereret knæ, ikke kunne deltage på hele turen, men er stødt til i bil ved kaffetid, og mødte op på cykel ved spisestedet, og fulgte med os andre hjem. Det har været en hel fantastisk solskinsdag, med temperaturer så høje, at vi kunne cykle i shorts.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)