torsdag den 28. december 2017

Nu skal vi ud at gå

I fortsættelse af forrige indlæg, håber jeg du har fået lukket jakken og fundet handskerne frem, for nu skal vi ud i kulden, og gå os varme en kilometers penge.  P1140714
Vi skyder genvej mellem alle bilerne. Der er livlig trafik henover dette område, især stien, da der ligger flere erhvervsskoler og gymnasier den vej. Det er ikke nemt at se hvad man træder i, men vi prøver at undgå det værste smat og de allerstørste pytter. Nogle steder er der fliser mellem bilerne, men de er tit så plørede, at det er bedre at gå et andet sted. Træder man alligevel på en, kan man let komme ud på en vippetur, da de er helt undermineret af dette års nedbør. Så sent som i morges, sagde det sssvup, med en skvulpende lyd jeg ikke havde hørt før. I et splitsekund så jeg for mit indre, både flisen og jeg forsvinde ned i et stort bundløst hul.
Vi når frem til fodgængerovergangen. Her når man sjældent at stoppe op helt op, da bilerne allerede stopper, så snart man vender siden til kørebanen. Er man ikke lokalkendt, og gerne vil finde ind til centrum, kan man, hele vejen fra Cementen blot, følge de små kunstværker, der er lagt ned i fortovet, så er man sikker på at komme til byens gågade. Vel over på den anden side, følger vi stadig de små kunstværker, som er lavet af handicappede.Kunstværker i fortovet
Et lille stykke nede ad den relative smalle gade, ligger den private Realskole, hvor der går 350 elever fra 0. til 10. klasse. Er det ikke skoledag, er det en ret død gade, men ellers er der virkelig trafik om morgenen. Flere forældre sætter poderne af lige foran skolens indgang. Nogle børn går eller cykler selv, mens andre, rigtig mange, bliver ledsaget af en forælder. Her tænker jeg ofte curlingbørn. Det er selvfølgelig i orden at hjælpe ungerne med at slæbe nogle af deres ejendele, men jeg ser flere forældre slæbe både skoletaske, træningstaske, musikinstrument, samt måske en løs madpakke eller et kagefad, mens barnet går tomhændet. Lær dog jeres børn at de selv skal bære deres ting. I det mindste noget af det. Hvad værre er, så ser jeg også børn og unge omkring konfirmationsalderen, hvor forældrene troligt slæber alt ungernes habengut, mens de måske samtidig går og holder i hånd. Det eneste de unge ‘bærer på’ er en voksen hånd. Okay, det er fåtallet, det sidste, men jeg ser dem. Heldigvis ser jeg også børn, i alle aldre, selv slæbe eller køre deres tasker, men det er lige før jeg tror der er flest af den første kategori. P1140943
Jeg når hen til rutens farligste kryds. Der er ingen lyskurve, og det ER svært for bilisterne at se for husene. Man skal have snuden helt ud på kørebanen, og er nødt til at liste langsomt ud, for ligesom at ‘føle’ sig frem, men det er der flere, der ikke gør. De kører bare ud. Den ene dag var der ikke mindre end fem biler, der var stødt sammen. Eller hvor mange der reelt var stødt sammen, ved jeg ikke, men der holdt fem i en klump, og mindst tre af dem havde store buler. Der blev skrevet ned og ringet i telefon fra de forskellige biler.
Jeg ser mig godt for inden jeg begiver mig over denne vej og fortsætter op til en lille parkeringsplads, hvor der også bliver sat mange børn, eller hvor forældrene parkerer mens de følger dem i den retning, jeg lige er kommet fra. Jeg skråer over parkeringspladsen. Går forbi Jobcenteret, hvor mange ansatte allerede er i fuld gang bag deres skriveborde længe før klokken 8, mens andre først møder og låser sig ind til kl. 8. Herfra møder jeg ikke mange mennesker resten af vejen og heller ikke de små kunstværker i fortovet. Jeg krydser endnu en stor parkeringsplads, hvor der om et par timer er umuligt at få en parkeringsplads. Jeg går forbi en gammel bunker og ind i en meget mørk baggård. Godt man ikke er mørkeræd, for somme tider må en lommelygte frem for ikke at komme galt af sted i det små krogede. ujævne  og smalle stræder. Jeg når frem til bagindgangen. Låser porten op, og det automatiske lys tændes. Nu er der rimelig læ og tørvejr. Derefter er der flere sikkerhedsforanstaltninger, før jeg kommer ind og slår tyverialarmen fra. Jeg går gennem den store butiksområde op til kontoret på første sal. Her sidder jeg så de næste mange timer. P1140907
Når jeg har fyraften går jeg næsten altid ud ad hovedindgangen, hvor alle kunderne kommer ind. Her træder jeg lige ud i det pulserende gadeliv. Det er en lille omvej at gå hjem, men det nyder jeg. Her er en hel del mere at kigge på. Ikke fordi jeg står og kigger på forretningsvinduer, slet ikke. Jeg farer lige forbi. Noget af turen ned til bilen, må dog nødvendigvis være den samme. Det er hjemturen i bilen også, hvis ikke jeg skal ud på en større omvej. Det er der ingen grund til. Allan venter oftest med aftensmaden.   

6 kommentarer:

  1. Tak for turen - den var da rigtig hyggelig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg nyder den også, og er ikke spor ked af, der ikke er parkeringspladser, til byens ansatte, andre steder.

      Slet
  2. Tak for turen - især det om de stakkels børn der ikke kan få lov at bære noget som helst for de overanstrengte forældre og deres martyrrolle.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har, desværre først lige nu, opdaget din kommentar lå i spamfilteret. Mystisk, og det var ikke den eneste fra dig, der var røget i det net.
      Ja, hvordan skal de børn lære at gebærde sig i vores samfund!

      Slet
  3. Skønt med denne dejlige travetur både før og efter en lang kørertur.
    Tak for turen, havde husket det rigtige fodtøj og overtøj ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det nemlig.
      Velbekomme. Det var godt ;-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)