Lidt om alt fra elendighed til succes og at halte bagud

Mit liv vil jeg stadig betegne som ret ressourcekrævende og en anelse opslidende. Heldigvis er det, der sker mellem disse to begreber, trods alt det, der fylder mest på den lange bane. Ind imellem svæver vi heldigvis også af sted på små skyer og nyder det gode liv. Billederne med paraplyerne er fra Nykøbings gader. Det er da et festligt syn, hvis man altså spørger mig. 

Alt det jeg skrev om i sidste indlæg fylder stadig en stor del.

Mit knoglebrud (brud i 5. metatars, også kaldet en Jones-fraktur) er efter et halvt år, overhovedet ikke begyndt at gro sammen endnu. Foden er stadig hævet, og som det fremgår af billedet er knoglen skredet ud.

Man kan operere ved at mejsle og prøve at få knoglen passet til og derefter sat sammen med skruer, men det giver sjældent noget godt resultat. Tværtimod. Konklusionen er, at jeg skal leve med det og de smerter der nu er forbundet med sådan et brud. Ligesom jeg må tage de forbehold, der nu skal tages, for ikke at knoglen brækker helt af. Ret så irriterende, men jeg overlever.

Arbejdet kom til at fylde alt, alt for meget. Det var ikke sundt. Jeg kunne mærke, der skulle ske noget, hvis jeg ikke skulle gå ned med flaget. Jeg beklagede min nød til begge chefer og bad om hjælp. På min nye arbejdsplads fik jeg det prompte, og det gav luft. Nu kan jeg endelig begynde at skimte et lys i tunellen, selvom jeg langt fra er nået til dørs endnu.

På den anden arbejdsplads, sagde jeg samtidig til chefen, at jeg nødig vil grave min egen grav, men at jeg har alt for meget at se til, når jeg er alene om det hele. Det sidste års tid, godt og vel, er der bare lagt flere og flere arbejdsopgaver på mine skuldre. Det er umuligt for mig at følge med mere. Jeg er konstant bagud. Som forventet, var også denne chef forstående. Han var godt klar over at mine arbejdsopgaver var vokset pænt. Vi aftalte, at der skal findes en løsning senest til årsskiftet, hvor det bliver aldeles umuligt for at nå at samle op på alt det der skal nås de næste mange måneder. Nu har jeg i 29 år passet alt selv, og bare fået flere og flere timer, når der kom flere arbejdsopgaver, men jeg er nået dertil hvor jeg ikke ønsker at arbejde flere timer. Jeg har rigeligt med arbejde.

Jeg halter konstant bagud, ikke bare på jobbet, men også herhjemme. I år har jeg slet ikke fået sat have og drivhus til med urtesager og planter i samme omfang som jeg plejer. Et par af havens bedkasser står stadig delvis tomme. Der er også plads til flere planter i drivhuset, for slet ikke at tale om de krukker i haven, som jeg plejer at plante til med blomster. De står dags dato stadig gabende tomme.

Den 29. januar blev jeg faster til lille Emilie. Fødslen tog næsten en døgn, så det var trættende for både mor, far og barn. Men den seje mor insisterede på at føde normalt og ikke ved kejsersnit. Skæbnen ville at Emilie efter et par måneder, blev alvorlig syg, (virus kaldte de det) Hun og forældrene blev indlagt i isolation den 10. april. Forældrene var selvfølgelig sønderknuste. og havde brug for nogen at tale med. Min stærke svigerinde ringede grædende og sagde, at de ikke mere kunne kende deres lille pige, der lå med alverdens udstyr. Mark vil gerne have du kommer en tur så han har nogen at snakke med, og jeg har også brug for en at tale med. Jeg smed selvfølgelig hvad jeg havde i hænderne og kørte af sted. Jeg ankom og vi tudede alle tre. Det var virkelig alvorligt, havde de fået oplyst. Det lille væsen havde tabt sig mere end 1,5 kg og var kun skind og ben, ligbleg afkræftet og helt slatten. Det endte med de blev overført til Rigshospitalet, som fik styr på alle tal, og de blev udskrevet igen efter godt en uge.

Selvom jeg bestemt synes, (især) jeg er spændt hårdt for, så prøver vi at få plads til lidt af alt det, vi plejer at kaste os ud i. Lidt frivilligt hjælpearbejde med rydning af Skansen. Et kæmpe projekt, som bliver helt fantastisk, når det er helt færdigt. Det er dog især Allan der har brugt timer på dette projekt.

Vi har været i Falkonersalen og se musicalen Saturday Night Fever. Vi har været på weekendophold og “fejret” vores 40 års bryllupsdag. Det er åbenbart et festens år, så vi har allerede været til flere fester, og det fortsætter. Nogle fester møder vi bare op og nyder. Andre kræver lidt arbejde forud i form af indkøb, arrangering, borddækning, madlavning, sangskrivning, sangskjulere og hvad der ellers hører sig til.

Jeg har strikket, syet bagt og syltet og alt muligt andet, som jeg plejer. Der har bare været knapt så mange timer at fordele det hele på, så der må skæres både her og der, og sådan må det fortsætte lidt endnu.

Mor fik den 80 års fødselsdag, hun havde ønsket sig. Vi var 30 personer under samme tag i et kæmpe sommerhus “Thalia” på Marielyst. Fire generationer i fire døgn, har hørt musik, sunget, leget, spillet bold, morgenbadet i Østersøen, gået ture, cyklet, hyggesnakket, badet i poolen. Vi har haft fællesspisning. Kort sagt, masser af liv døgnet rundt. Det hele kulminerede med et brag af en fest, med taler, leg, sang og musik hvor yderligere 4 gæster ankom. Vejret var helt fantastisk alle fire dage.

Allan har nu meldt sig til endnu et ekstra frivilligt arbejde, hvor han kommer ud og taler med andre mennesker. Det er ikke noget fast, men man ringer, når der er et behov. Der er noget mere gang i denne beskæftigelse end i Ældresagen. Det sker han må sige nej. Vi har jo også vores eget at passe. Også større projekter, der skal klares her og der.

Allan er, som nogen af jer ved, testperson hos GN-Resound. Han har dog måttet holde en pause, da han, som mange af jer også ved, er blevet opereret i begge ører med et rigtigt godt resultat. Det er vi slet ikke i tvivl om. Det blev yderligere bekræftet, da GN kaldte Allan til Ballerup for atter at teste nogle nye høreapparater. Allan mindede dem om at de skulle tage en ny høreprøve først. Resultatet blev at de måtte sende Allan hjem igen uden at bruge ham. Han hørte alt for godt til test af de pågældende apparater. Der er en lille chance for at han måske kan benytte de små usynlige apparater og undgå de store propper han har i ørerne. GN ved nu at det er helt andre apparater Allan fremover skal teste.

Mads blev opereret i foden for 2. gang her i mandags. De har fjernet en stor aflang et-eller-andet, som ikke skulle være der. Hvad det er, kan og vil de ikke udtale sig om før det er blevet undersøgt. Nu håber vi bare det hjælper denne gang, så han kan komme videre med sit liv.

På søndag skal lille Emilie døbes. Jeg har lovet at lave noget af maden til de 50 gæster, så jeg ved godt hvad min lørdag skal bruges til.

Her i juli måned har jeg sat mig på en uges ferie til mig. Det bliver godt. Jeg har nemlig ikke haft en uges sammenhængende ferie siden september 2016, hvor vi var på ferie i Kroatien.Denne gang rejser vi til Island og det glæder vi os meget til.

Det var et lille livstegn fra mig, der ellers er holdt op med at blogge :-)

.