fredag den 22. december 2017

Hop ind på passagersædet og tag med på en morgentur

Der er varme i sæderne og vi sidder lunt og godt. Jeg håber du vil nyde turen. Hver tirsdag og torsdag er det, set i forhold til de andre dage, en noget længere tur jeg skal ud på for at komme på arbejde. I denne tid er det bælgravende mørkt, både når jeg kører hjemmefra, og når jeg har fri. De to dagsbilleder er taget en lørdag formiddag, hvor jeg har var ude at handle. P1140761Selvom det er hovedvej hele vejen, er der meget mørkt, så vi kan ikke se sundet, der ellers vil være udkig til på en ret stor del af turen. Der er pænt med trafik, så det er umuligt at køre med det lange lys. Heldigvis er der cykelsti på begge sider af vejen et langt stykke. Jeg tænker ofte, hvor pokker alle de modkørende biler skal hen. Både skolen og børnehaven er for længst nedlagt og arbejdspladserne ligger i en helt anden retning. Efter godt 5 km krydser jeg motorvejen, og snart kører jeg ind i et næsten 8 km langt skovområde. Der er dog kun skov på begge sider et par km. Jeg sætter farten ned, da skovens dyr har for vane at springe frem, og løbe lige ud foran bilen, eller blive fanget i en lyskegle. Selvom vi stadig er på Lolland, nærmer byen sig. Nykøbing F. er, som årene er gået, vokset helt over til Lollandsiden. Den sødlige lugt fra Sukkerfabrikken rammer næseborene. Jeg glæder mig over at vores landsdel stadig har en fabrik kørende.  P1140765Lige efter Guldborgsundcenteret møder vi en rundkørsel, som kan være umådelig svær at blive lukket ind i, herfra hvor jeg kommer, når det er myldretid. Den har været ret udskældt uden at det har hjulpet noget. Den tidligere lyskurv var så absolut at foretrække. Nu er der virkelig tæt trafik, og der kommer flere og flere vejbaner og lyskurve på stribe. De fleste af os bilister skal krydse vejbaner flere gange på rimelige korte strækninger. Jeg hader, når jeg skal holde i længere tid ved krydset efter broen, for der stinker altid af dieselolie. Det er den værste lugt jeg ved. Jeg holder vejret så længe som muligt. Ved flere af lyskrydsene er mange bilister bange for ikke at nå over, mens der er grønt, så de kører ud og holder i krydset og spærrer derved for trafikken. Jeg har flere gange mødt udrykningskøretøjer, der ikke kan komme igennem på grund af hensynsløse bilister. Hvorfor er der aldrig noget politi der!  Ved det store banegårdskryds er der trængsel både af biler og cyklister på vejene, men også fodgængerovergangene er sorte af mennesker. Mest alle de studerende der er stået af toget eller bussen, og som skal gå ud til skolerne, som jeg også selv har gjort i tidernes morgen.  P1140334Efter at være kommet rundt i det store kryds med flere vejbaner i alle retninger, møder vi lidt længere fremme et fodgængerfelt. Her er ingen lyskurv, men stort set alle bilister stopper, så snart en fodgænger nærmer sig fortovskanten. Endnu en fodgængerovergang af samme slags, dog knapt så meget benyttet, inden jeg drejer af og finder mig en p-plads på byens vel nok største parkeringsplads, også kaldet Cementen, ved Hallen. Det er det eneste sted i byen, hvor man kan holde hele dagen, og endda parkere gratis. Cementen ligger ved et dejligt grønt område. På den ene side kan man gå tur og fodre ænder og svaner, eller man kan slå sig ned på en bænk og nyde synet ud over Svanedammen eller man kan krydse en af de små hvide broer og gå sig en tur ved Tingsted å. P1140937På den anden side af Cementen, lå det gamle stadion, som det sidste år, eller mere, har været omdannet til en stor byggeplads. Sidst i oktober, i år, åbnede Evigheden, som er et stort udendørs aktivitetsområde. Der er tomt om morgenen, men resten af dagen er der liv. Det benyttes flittigt af børn og unge i alle aldre. Når jeg har parkeret, så skal jeg ud og gå en lille kilometer. Hvis du vil med, må du klæde dig godt på, det kan være en kold og våd fornøjelse, men jeg nyder turen på alle måder og glæder mig over den ‘motion,’ jeg kan få gratis inden jeg de næste mange timer, sjældent kommer ret mange meter fra kontorstolen. Alt hvad jeg skal bruge på en hel dag, er lige inden for rækkevidde, eller sjældent mange skridt væk.

6 kommentarer:

  1. Tak for en hyggelig køretur med ledsagelse af gode billeder - især de to første var meget smukke ... sikke farver!
    Du og Charlotte skal nok ikke diskutere dieselolielugt - for hende betyder det tyske motorvejstankstationer, ferie og store forventninger, så når hun lugter diesel, er hun tilbage til den sorgløse barn- og ungdom. Lugte er en sjov ting, som får os til at få både gode og dårlige erindringer helt op til overfladen igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en smuk tid at køre på arbejde i. Der har bare ikke været så mange af disse smukke solopgange i dette år, som der plejer.
      Det er ellers uenigheder man netop skal diskutere ;-) Der er/kan være rigtigt stygt der i krydset. Det kan slet ikke sammenlignes med selv de største tankstationer. Selv Allan som ikke har noget imod diesellugten, siger den er frygtelig, netop der, men uanset hvad, så giver benzin og dieselolie mig hovedpine, hvis jeg er i nærheden af det i længere tid end få minutter. Ellers har du da ganske ret, lugte kan bringe mange erindringer frem.

      Slet
  2. Tak for en fint illustreret fin køretur. Jeg kender nogle af stederne du skriver om, og det undrer mig at trafikafviklingen foregår som den gør. Hjælpsomhed er i denne forbindelse ikke en dansk dyd, og det er ikke på det tidspunkt man skal blive syg og få brug for en hastig tur til sygehuset.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har måske også set det med egne øjne! Om hjælpsomheden har du ganske ret. Jeg giver dog gerne et vink om at lukke en bilist ud fra en sidevej foran mig. Jeg kommer jo ikke senere frem af den grund. Det hænder også jeg selv møder sådan en, men der er langt imellem dem. Det er ikke mange uger siden, jeg så en ambulance måtte køre op over en kantsten og sno sig, mens (nogle) bilister prøvede at bakke og flytte sig nogle få centimeter i et lyskryds. De holder jo nærmest kofanger mod kofanger. Man korser sig, gør man.

      Slet
  3. Fin tur, tak for den. Hvor jeg genkender det med dieselstanken, og den er især kvalmende om vinteren, når motorerne er kolde.

    SvarSlet
    Svar
    1. At der er forskel på sommer og vinter, i den forbindelse, har jeg aldrig tænkt på. Den diselstank, der er på dette stef, har dog ikke så meget at gære med trafikken, men mere det at Sukkerfabriken har tre kæmpe tanke (siloer) stående få meter fra dette kryds. Tankene forsyner fabrikken i døgndrift.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)