Fødselsdag nr. 34

I en snestorm for 34 år siden kom Mads, vort første lille mirakel, til verden. Helt lille kan man vist ikke sige han var. Han vejde 4.000 g ved fødslen og målte 54 cm. Da vi blev overflyttet til Sakskøbing på en 8 mands stue, blev han hele fødeafdelingens samtaleemne, som alle, ikke blot personalet, skulle se, men også alle de besøgende der kom ind på den store stue. Alle de andre nyfødte børn var nogle “små skravl” der vejede 1-1,5 kg mindre, så forskellen var ret synligt. Alligevel fyldte han ikke meget i et par voksne hænder.
Mads var et nemt barn, der bare sov fra det hele, også måltiderne. I dag har han stadig den evne, at kunne lukke alt ude, når han er optaget af andre ting. Der kan springe en bombe, og han vil næppe registere det.

Da han fyldte 30, havde han inviteret til morgenkaffe kl. 7, vel vidende, at nogle af vennerne ville lave et eller andet, og sikkert også noget med en bil, som de bruger i de kredse. Han havde også forventet, at de ville dukke op meget tidligt, sådan ved 5-tiden. Men at de i den grad tog fusen på ham, havde han ikke forudset. De vækkede ham ved firetiden om morgenen, ved at starte en motorsav lige ude foran soveværelsesvinduet. Om han kom ud ad sengen i en fart!...... Ja, det kan I tro.

Vi var også inviteret (tidligt) Jeg havde lovet at give et nap med morgenmad og kaffe, men da vi kom ved 6 tiden, var det meste allerede overstået. Vennerne havde lavet kaffe, og varmet de rundstykker, der var indkøbt, for Mads var helt "rundforvirret". Da vi troppede op, mødte vi en lille flok unge mennesker ved en bil. Dvs. det var kun karosseriet og hjulene, alt andet var fjernet. I motorrummet var der lavet et bål, som der var fuld kontrol over. Et par venner stod vagt, og styrede bålet, med brandslukkere, vandspande osv. indenfor rækkevidde, klar til slukning, hvis noget skulle gå galt. Vi fik senere at vide, at nogle forbipasserende havde slået alarm. Det var på det tidspunkt, hvor bilafbrændingen i lille Danmark, var på sit højeste. Mens nogle af os, bl.a. også Mads, sad og nød kaffen, kom den første brandsprøjte kørende med fuld udrykning. Da den stoppede på Mads´ adresse, blev han lidt hed om ørerne, og sagde, altså, hvis det bliver en bøde det her, så må vennerne altså selv klare det. Jeg har intet med det at gøre, og anede intet om deres planer, så det må de selv rode sig ud af.  Jeg var dog selv nysgerrig nok, til at gå ud for at høre og se med egne øjne, hvad der blev sagt og gjort.  Jeg lod de unge mennesker selv klare affæren, det foregik helt stille og roligt. Politiet ankom også, det gør de jo altid, når der bliver tastet 112.  Både betjenten og indsatslederen kunne godt se, at der var fuld kontrol over forløbet. De kom dog også lige hen til mig, for at høre hvilken rolle jeg spillede der. Mads og et par stykker mere, der ellers havde valgt at blive inde i stuen, var nu også dukket op. Betjenten havde virkelig svært ved at holde masken, for han kunne godt se det sjove i det hele. Han ringede og afblæste de andre to brandsprøjter, der var på vej. Vi nåede at observere, at den næste brandbil slukkede for udrykningen. Vi så også de smilede godt i skægget da de listede forbi, for at se hele historien med egne øjne. De unge mennesker fik lov til at lade det hele brænde ud, og lovede at de ikke bar mere brænde til bålet. Betjenten og indsatslederen forlod stedet, med en munter hilsen og ønskede alle en god fødselsdag, inden de kørte. Kort efter vendte de listende tilbage, men stoppede ikke op. Derefter hørte og så vi ikke mere til dem.
I avisen kunne vi, et par dage senere, læse en historie, hvor hverken stedet eller indholdet af historien, var helt i overensstemmelse med sandheden, men noget skulle de vel skrive i deres rapport! og vi var ikke i tvivl om, at det måtte være “vores” historie. Den fulde sandhed var måske ikke helt passende!