Overflod må ikke blive til madspild

Det er længe siden vi har haft en weekend, hvor der ikke var aftaler i kalenderen, men sådan en har vi lige haft nu. Den havde jeg glædet mig til. Ikke fordi der har været noget i vejen med nogen af weekenderne de sidste par måneder. De har nemlig alle været fyldt med en masse forskelligt godt, sjovt og interessant.
Der er mange grunde til, at jeg for mange år siden fik minimeret urtehaven kraftigt, og fik fjernet en masse bærbuske og frugttræer. Jeg kan nemlig ikke tåle at se noget gå til spilde. Alt skal reddes til vinterforråd, men der er trods alt grænser for, hvad to mennesker kan nå at spise på et år. Det er denne redningsaktion en stor del af min weekend er gået med.
En masse tomatsuppe er lavet til fryseren og hindbærrene er også plukkeklare fra nu af og til frosten tager dem. 
Selvom jeg i mange år har holdt vores træer nede i plukkehøjde, og ikke har uanede træer og buske, men blot et enkelt æbletræ og et pæretræ, så har vi alligevel rigeligt til at være selvforsynende, af det jeg nu har valgt at have i haven. Træer og buske bliver ikke sådan udskiftet fra år til år, men det gør urtesagerne og drivhusets udvalg til gengæld.
Men, men, men, så er der jo alle naturens milde gaver langs hegn og krat, som jeg også har det svært med ikke at redde en stor del af. Det er et evigt tilbagevendende problem jeg slås med. Jeg er udmærket klar over, at det snerper i retningen af sygelighed.
Hvis nu jeg ikke brød mig om at sylte, bage og eksperimentere, så løste det problem vel sig selv, men jeg indrømmer blankt, at jeg har frygteligt svært ved at begrænse mig. Manglende glas og flasker kan være et mindre problem, men det kan løses. Heldigvis har jeg ikke ubegrænsede opbevaringsmuligheder i skabe og frysere, så på en eller anden måde, er der trods alt sat nogle begrænsninger. 

Vi har frygtelig mange æbler og pærer i år, selvom vi, som vi plejer, har gået og tyndet ud. De sidste mange uger er æblerne drysset ned, men også de skal jo reddes. Nedfaldsæblerne bliver løbende samlet op og udnyttet. I lørdags skrællede jeg en hel spandfuld, som blev kogt og lagt i fryseren til vintrens æblekager. Inden længe skal alle æblerne høstes fra træet. Jeg er så småt begyndt, så det ikke bliver nedfaldsæbler alle sammen. De skal dog lige modnes helt først.
Pærerne har vi længe haft travlt med at spise, som de frugter de er. Jeg har foræret en del væk allerede. Når de er modne, bryder vi os ikke om den form for frugt. Selvom vi holder af pærevælling, så er det ikke noget, der skal stå på menuen hver uge hele vinteren, men de er gode i kager og i madlavningen. De skal dog stadig være hårde og sprøde.
Da mor, som lider lidt af samme 'sygdom', men ikke mere kan lave noget selv, spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig, nogle af de mange flotte paradisæbler hun havde, var jeg allerede fristet, men lovede ikke noget. Jamen hvis du vil have nogen, skal du nok skynde dig, inden de alle falder ned. Jeg var på besøg i weekenden, men tog ikke et eneste med hjem, selvom fristelsen var stor.
Det er jo også tid for høst af brombær, som jeg endnu kun går ude i naturen og fylder i min mave. Det er også tid for høst af hyldebær. Der lokkes hele tiden med fristelser.

Jeg ringede til vennerne og spurgte, om de gav en tår kaffe om søndagen. Vi skulle være velkomne. Senere blev der ringet tilbage, om vi ikke havde tid og lyst til at spise med, når nu vi alligevel kom. Det ville vi selvfølgelig gerne. Jeg ville så komme med kagen, da det var en god anledning til at få ryddet ud i min pærebeholdning. En stor portion pærer blev derfor skrællet og kogt, hvorefter jeg lavede en pærekage, efter samme model, som man laver en gammeldags æblekage. Den blev pyntet med mit hjemmelavede rosengele. Aftenens menu, var bl.a. hjemmefanget ørred.