I kløften mellem geder og alpevioler

Kreta, mandag den 5. oktober 2015 og endnu en dejlig morgentur langs stranden.
At gå gennem Samariakløften var udelukket, da 18 kilometers vandring nok var lidt for meget at byde Allans forholdsvis nyopererede knæ, men vi ville gerne finde noget tilsvarende. Jeg havde læst om flere kløftvandringer, så vi satte GPS’en til. Vi fandt dog ikke det vi søgte, men så meget andet på vor vej.
Blandt andet løse hunde på vejen, og de flyttede sig ikke. Den tøjrede ged skulle absolut over vejen da vi kom, så vores tanker gik i retning af, om vi kunne komme over snoren, uden at kvæle dyret, hvis det ikke snart stoppede op. Det lykkedes uden at nogen omkom. Vi kom igennem små idylliske steder, hvor blomsterne hang ud over vejen.

Vi opgav at finde den nævnte kløft, og blev enige om, at vi bare måtte se noget andet i stedet, så hurtigt som muligt, så vi kunne slippe for bilkørslen. Hold ind til siden, ved først givne lejlighed, så vi kan se på kort, var ordren til chaufføren.

Vi fandt et hul i De Hvide Bjerge, hvor vi kunne komme ind til siden. På den anden side ad vejen, syntes C der så interessant ud. Skal vi ikke prøve at gå en tur derned, spørger hun. Det var alle med på. Hvor heldige har man lige lov at være! Der var den jo, den kløft vi søgte. Vi begyndte nedstigningen til den imponerende Topoliano Farangi kløft. Efter en tid kom vi til en indhegning, med et utal af geder. Der hang et lille stykke papir, hvor der stod, at området var privat, men at man gerne måtte gå igennem indhegningen,  bare man sørgede for at lukke lågen forsvarligt igen, så gederne ikke forsvandt.
Det var ikke nogen helt nem opgave, da låge og hegn var noget interimistisk noget, med rusten hegn og træstokke viklet ind i hinanden, men vi fik løst opgaven og begav os gennem den 1,5 meter lange kløft, der når en dybde på 300 meter. 
Kløftens bredde veksler mellem 5 og 50 meter. Vi snoede os igennem kløften, mens vi blev betaget af alle de små alpevioler, der stod alle vegne.
Vi var på klatretur flere steder inden vi efter en times vandring nåede frem til en grotte med det hellige kors. Grotten lå på den modsatte side af kløften, så vi gik videre en halv times tid, inden vi vendte om.
Da vi kom tilbage til grotten, begav ungerne sig ud på en lidt større klatretur. Først måtte de langt ned for at stige op igen på den modsatte side, hvor de endelig kunne komme ind i grotten.
Grotten var meget stor og meget mørk, og der var et helt tæppe af efterladenskaber fra gederne, så uden lommelygte var det bedst at stoppe. Det var heller ikke til at vide om man blev overfaldet af flagermus og andt, så ungerne begyndte ned- og opstigningen endnu engang.

Vi tog turen tilbage til bilen, for at finde et sted hvor vi kunne få andet at drikke end vand. Sulten var også så småt begyndt at melde sig. Det var tæt på 30° graders varme, så vi havde ingen problemer med at holde varmen.

Vi havnede ca. 13 km senere ved Agia Sofia grotten, som ligger i den vestlige del af De Hvide Bjerge. Vi bestilte drikkevarer, friskpressede appelsiner, som er en af vores yndlingsdrikke. Kun chaufføren valgte anderledes. Han syntes han trængte til noget stærkere og mere opkvikkende lige der. 


Efter at have nydt den storslåede udsigt og spist og drukket os mætte, besteg vi en masse trapper, for at komme op i Agia Sofia grotten som ligger oppe i bjerget. En pæn, men smal og ret stejl sti fører op til den store grotte, der er udsmykket med drypsten.


Efter sigende er der et guldtrin, som kun de, der ikke har gjort noget dårligt i hele deres liv, kan få øje på. Vi må desværre hermed konkludere, at  vi åbenbart ikke hører til den kategori, da ingen af os så det gyldne trin.



Vi gik rundt i den 20 meter høje grotte, der har en diameter på 70 meter. På steder var der meget, meget mørkt og glat. Der findes også en lille kirke i grotten. Grotten har efter alt at dømme været beboet siden neolitisk tid, da man har fundet potteskår fra den periode og helt frem til romersk tid.

Da vi havde endevendt grotten et par gange, tog vi turen ned igen, og satte kursen mod hotellet. Vi kørte atter ind i bjerget, gennem den tunnel som tyskerne lavede under 2. Verdenskrig. En rigtig flot tunnel at kigge på. Aldrig før har vi set så flot et murværk inde i en tunnel.  Mine billeder blev desværre elendige. M optog en lille video mens vi kørte igennem, men den video har jeg ikke.

Vi havde en smuk tur hjem med panoramaudsigt over Middelhavet.

Hjemme blev der lige tid til at bade og komme i noget andet tøj, for atter at gå op at spise på Roka. Solen var ved at gå ned.
Da vi ikke skulle være på Kreta en hel uge, og ikke kunne nå hele menukortet igennem, var det meget passende at bestille en græsk platte, hvor alle de græske menuer figurerede.
Her er der ‘kun’ mad til 2 personer. Det smagte så godt alt sammen, men desværre måtte vi alle levne en masse. Godt vi skulle ud på en lille vandretur hjem, så vi kunne få rørt os lidt ovenpå sådan et måltid. Ingen nævnte ordet dessert denne gang. Der var ikke plads til mere hos nogen.