En smertefuld tid med urnenedsættelse og operation

Der er en ting vi med sikkerhed ved, nemlig at ingen lever evigt.

Selvom man har uger til at forberede sig, er det alligevel ikke rigtigt noget man kan.
Den 27. juli 2006, blev Camilla og S… forældre til en lille hund. Kosta. På Camillas hjemmeside kan du få en ide om, hvad det er for et hundeliv hun lever. 
For snart længe siden ringede C og sagde at nu var de nød til at få aflivet Kosta.  Datoen var bestilt nogle uger frem. Planlægning var nødvendig, så hun kunne holde fri på dagen. Hun spurgte om Kosta måtte blive begravet i vores have, da det var det sted, han var allermest glad for at være, udover i sit eget hjem. Vi lovede at vi nok skulle finde en plads til ham.
Den 28. august var den skæbnesvangre dag. Vi havde nok ikke forventet at blive så berørt af situationen. Vi ved jo hvor meget hun elsker ‘sin drenge.’ så det trak tårer hos os begge, da hun skrev. I dag har vi sagt farvel til vores dejlige Kosta. Det er en af de hårdeste og mest smertefulde beslutninger, jeg nogensinde har været med til at træffe. Lige nu virker det helt håbløst at skulle undvære ham. Det er vanvittigt hårdt, men vi fik en god afslutning og nød det gode formiddagsvejr i skoven inden vi tog til dyrlægen. Kosta var helt rolig og lå bare sammen med os på sin madras i bilen og kiggede ud, indtil han faldt i søvn. Da jeg afleverede Kosta i krematoriet gik mit hjerte i tusind stykker. Hold op hvor gjorde det ondt at sige farvel . Jeg fatter ikke hvordan man nogensinde kommer igennem det. Jeg har tudbrølet hele dagen. Det gør så ondt.
Fredag den 4. september, kom hun hjem med urnen, som blev nedsat. Vi spiste og hyggede sammen og livet går videre, som det nu skal. Det værste blev overstået den dag han døde. Der var ingen tårer fra nogen af os, da urnen blev nedsat. Der var masser af plads til også at grine. Ikke mindst da jeg fortalte hvad Mads havde spurgt mig om, da jeg fortalte ham historien. Lige så glad som C er for sine hunde. Lige så glad er M for sine biler, så han spurgte… Må jeg også få begravet en af mine gamle Ford’er hos jer, når de ikke kan mere. Nej, M, det skal du altså ikke regne med.
På mine gåture har jeg kigget efter mulige gravsten. To blev slæbt med hjem, og i går fik jeg malet navn og data på stenen og dækket graven fint til igen. Billedet blev sendt til C, som blev meget rørt og kneb et par tårer mere. Her ligger han jo godt, min lille Kosta. 

Operationen er forbeholdt Allan. Han har jo, som mange ved, problemer med sit bentøj og har været til diverse undersøgelser og scanninger. Man mener han ville have glæde af endnu en operation.
I dag var det så dagen, hvor han blev indlagt på Nykøbing. F. sygehus. Under fuld bedøvelse blev han opereret for en miniskskade. Samtidig har de fjernet en lille rund ærtestor knude, hård som sten, han har levet med i mange år, og som også sad der sidst han blev opereret, hvor han regnede med de pr. automatik fjernede den. Det gjorde de så ikke. Da de nu alligevel igen skulle ind i knæet med kikkerten, havde han direkte bedt om at få den fjernet.
I eftermiddags fik jeg en SMS om at han var vågnet, og da jeg ankom en time senere havde operationslægen der og forklaret at de havde fjernet tingesten i benet, men ingen kunne se hvad det var, så nu er det sendt til undersøgelse. Ved operationen har de så til gengæld fundet ud af at hans korsbånd er noget slappe. De forklarer at hans ben ‘sejler rundt’ og spørger om benet ikke ofte knækker sammen under ham…Jo, det er nøjagtig sådan han (også) har det.
Da jeg ankom var han i højt humør og ved at spise dagens første måltid mad og drikke sig en tår kaffe. Han var stadig dopet af den indsprøjtede bedøvelse samt  af en nylig indtaget morfinpille. Han er knap så kæphøj længere. Han har fået besked på at han må gå på toilettet med krykker, men ellers skal han sidde eller ligge med benet oppe, og lade sig opvarte de næste to dage, og så skal han ellers i gang med genoptræning, både herhjemme og senere i det kommunale regi. Han bliver altså nød til at klare sig selv i dagtimerne i morgen, mens jeg er på arbejde, men alt bliver stillet indenfor rækkevidde. Meget er allerede gjort klar.