Juleforberedelser og operation for otosklerose

Min kalender for november og december har været  overfyldt. Det er ikke det hele jeg har haft nogen indflydelse på, for så havde den ikke set sådan ud.  Jeg føler slet ikke jeg har været hjemme de sidste par måneder.  I sidste uge følte jeg mig godt nok bagud med alt, så de par timer jeg havde til rådighed fredag eftermiddag, blev brugt til at købe julegaver i.  Julepynten blev slæbt ned fra loftet, og et par nisser flyttede ud af kasserne.  Om søndagen fik jeg bagt klejner, lavet et par dekorationer mere og pyntet færdigt.  Æbleskiverne nåede jeg ikke, da der, igen, kom flere ting i vejen.  Selv strikketøjet vokser ikke.

Tirsdag morgen tog vi atter turen til privathospitalet Mølholm i Aarhus, hvor Allan skulle gennemgå en operation i øret. Inden vi gik ud ad døren, spørger jeg om han nu har husket alle papirer, kørekort, gps osv. Jeg har det hele, siger han. Da vi havde kørt ½ time spørger jeg Allan hvor brobizzen er. For h.... den har jeg glemt. Nå, vi kan da heldigvis komme over broen alligevel, siger jeg. Det er altså også første gang, jeg har glemt den, siger han. Næh, det er det nu ikke. Det skete også da du alene stod for vores ferie til Samsø. Det kunne vi så ikke blive enige om, men jeg vidste jeg havde beviset her. 

Ved forundersøgelsen, sagde lægen, at Allan skulle være vågen under operationen, fordi de så kunne følge om hørelsen blev forbedret. Det lyder mærkeligt, når man efter operationen,  ikke kan teste om det har hjulpet, før der er gået et par måneder.  Nogle dage før operationen, gik det vist først rigtigt op for Allan at han skulle være vågen under hele forløbet. Det havde han det ikke særlig godt med, så da lægen kaldte ham ind kl. 13, sagde han, at han altså ville have det meget bedre med at kunne sove sig fra det hele. Det kan du også godt få lov til, men...  Allan fik sin vilje og han blev lagt i seng. 

Jeg havde forsynet mig med strikketøj, og lidt før 15 blev jeg kaldt ind, at nu var patienten vågen, og at jeg gerne måtte være der. Allan kunne lige holde sig vågen, mens han fik lidt at spise og drikke. Jeg sad så og  strikkede til hans stille vejrtrækning den næste 1½ time. Sygeplejersken kom og så til patienten, uddelte papirer, medicin og informationer og ville vide om Allan kunne stå på benene uden at få en underlig kulør i hovedet. Da alt det var tjekket, og fundet forsvarligt nok, til at vi kunne forlade Mølholm, kom lægen og fortalte lidt om operationen. Det første han sagde var, at det nok var meget godt, at Allan sov, da der havde været meget trangt i øret, så de havde været lidt hårde, og det er svært når patienten er vågen, fordi man absolut ikke må røre på sig. De har fjernet en del af øregangsvæggen med skarpske og bor og foretaget andet med latinske betegnelser, som jeg ikke helt kan forholde mig til. Der er lavet en 5,8 mm kunstig protese af titanium, som er boret fast med et 0,5 mm diamantbor på stigbøjlen, hvorefter trommehinden er klappet på plads. Alt dette blot for at fortælle lidt om, hvor småt det er, det de arbejder med. Hvis Allan på et tidspunkt atter skal i en CT scanner, skal han vise det fine lille kort, han har fået udleveret. Efter lægens udsagn, ser alt fint ud inde i øret. Stigbøjlen er igen blevet bevægelig. Klokken var 17 da vi forlod hospitalet.

Morgenhimmel på vej til job den 14. december

Turen hjem var lang og trættende. Hele vejen fra Aarhus til Odense, var det en uendelig lang guirlande af gule lygter der kørte imod mig og bag mig. Foran var der fyldt op med røde guirlander i alle spor. Godt lægen, helt af sig selv, med hensyn til vores bopæl, fik Allan presset ind den 15. december i stedet for den 22. december, hvor juletrafikken rigtigt slår igennem. Efter Odense var der, med jævne mellemrum luft mellem bilerne i begge retninger. Allan sov hele vejen. Dvs. han slog da øjnene op, ganske kort, hvis jeg sagde noget, eller da jeg holdt ind på en rasteplads for at spise min indkøbte århusianske kyllingesandwich, og senere på Sjælland, da vi skulle finde et toilet til os begge. Vi gik lige på hovedet i seng, da vi landede på Lolland ca. 21:30

Allan skal have fjernet den meche (gaze) han har i øret, den 30. december, og han har fået navnet på en i Hvidovre, så vi slipper for den lange tur til Aarhus igen. Men om to måneder skal han atter møde på Mølholm til kontrol, og derfra igen om et halvt år, altså til august. Hvordan det heler og udvikler sig, afhænger også meget af om Allan lystrer de forbud han har fået, og det er ret mange. Ting man umiddelbart bare gør, og som han faktisk ikke har problemer med at klare. Ikke hovedet nedad, intet fysisk hårdt arbejde, ikke løfte tunge ting, ingen motion der får pulsen op, ingen koncerter eller anden støj, ikke være sammen med forkølede mennesker. Han må heller ikke få hverken kulde eller vand i øret, og skal helst undgå hårvask i det hele taget, indtil gazen er fjernet og ørelægen har set på det. Hvordan det så ser ud til den tid, må tiden vise. Uanset hvad vi finder på at afdække øret med, vil der sive vand ind, har de sagt. Så hårvask skal vi være to om.  

Billede lånt på nettet.

Hvis du kigger på diagrammet herunder, så ligger hørelsen på en normalt hørende helt oppe ved den tykke streg i det grå felt. Allans hørelse ligger helt nede i bunden i det rødlige felt. Hvis operationen er gået over alt forventning, vil Allans hørelse hoppe og i det gule felt, men det ved vi altså først om nogle måneder. Lige nu er alt som det plejer, eller ringere, fordi han selvfølgelig ikke må gå med høreapparat i det opererede øre. Det måtte han heller ikke før operationen.