Motion er livseliksir og sjovt

Det har været det skønneste solskinsvejr i dag. Allan syntes det var hundekoldt, men det syntes jeg ikke. Han var pakket godt ind i frakke, mens jeg rendte rundt i haven, i det tøj jeg havde på indendøre. Det blæste godt nok også noget, og bølgerne slog imod strandbredden.
Jeg er ikke sportsfanatiker, men jeg har altid dyrket en eller anden form for motion og har altid nydt hver en time. Da jeg var gammel nok til at cykle alene til gymnastik i de mørke måneder, var det noget af det bedste. Jeg gik både til spring og rytmik, men springgymnastikken var en kende for udfordrende til mig i det lange løb. Dobbelte saltomortaler og en buk der blev højere og højrere, var ikke lige mit gebet.
Rytmegymnastik var meget mere mig. Senere blev det jazzbalet og aerobic high impact. Jeg har altid sværmet for det lidt hurtige af slagsen. Jo hurtigere og stærkere det gik, des sjovere var det. Det gjaldt også dansen, som vi måtte vinke farvel til p.g.a. af min fod. Vi savner det ind imellem, men det kan ikke være anderledes.
Heldigvis kan jeg stadig gå uden problemer, og det gør jeg så. Nogle gange mere and andre. Her i den mørke tid, bliver det oftest kun til 3 km de dage jeg arbejder, og er hjemme før spisetid, men i weekenden giver jeg den gerne en ekstra skalle. Lige siden 1. juledag har jeg gået mine ture hver eneste dag. Nogle gange to ture om dagen, men de fleste dog kun en gang.
Her i området findes foreningen Lykke få - ud at gå. Nogle gange ville det måske være meget rart at kunne gå sammen med andre, når nu Allan ikke kan, eller vil gå en tur sammen med mig, men denne gruppe går altid i min arbejdstid. Det passer mig nu også ganske glimrende, at jeg ikke skal køre, før jeg kan gå. Det passer mig også fint, at jeg kan gå i det tempo der passer til mig, når det passer mig, og hvor det passer mig. Det gælder blot om at have lidt selvdiciplin. Det plejer at gå rimeligt godt. Når jeg om efteråret parkerer cyklen, bliver den afløst af gåture. Ikke fordi jeg ikke går om sommeren, når jeg cykler, men der er det jo også længe lyst, og dejlige lange aftener.

I dag da jeg gik mig en tur i vores egen skov. Der var godt samttet. Jeg fornemmede pludselig, at nogen fulgte efter mig. Da jeg vendte mig om havde jeg et lille cykelhold i hælene. De var vist kommet ret langt hjemmefra, ud fra trøjerne at dømme. Længere inde i skoven mødte jeg dem igen. Denne gang kom de cyklende imod mig.

Dagens eftermiddagstur blev gået sammen med Endomondo som sladrer om at turen lige kunne runde de 5 km. Jeg ved jo godt det tager ca. en time at gå ruten, men lige pludselig er det altså blevet sjovt, at holde øje med nogle af de andre ting, som gennemsnitshastighed og kalorier. Det betyder alligevel meget om man går på fast vej, eller ujævnt terræn og blødt ælte. Skridttælleren kunne kun snige sig op på godt 6.000 skridt. Jeg ved at jeg skal gå 10 km for at runde de daglige 10.000 skridt, så det når jeg ikke hver dag. Langt fra. Kun når vi er på ferie, er det normalt at nå et sted mellem 10.000 og 20.000 skridt dagligt.


Fra jeg tager skridttælleren på om morgenen, samtidig med jeg klæder mig på og kører på arbejde, til jeg kommer hjem igen, har jeg kun gået mellem 300 og 1.000 skridt. Jeg gør endda det, at jeg, på den ene arbejdsplads parkerer et sted i byen og går det sidste stykke, for at få rørt mig lidt og få lidt frisk luft, både før og efter arbejdstid. Med sådan et stillesiddende job, uden frisk luft en hel dag, har jeg det derfor rigtigt godt med at få rørt mig lidt, når jeg har fri. Jeg ved, at når hverdagen starter igen i morgen, efter en dejlig lang juleferie, så får jeg, på grund af alle regnskabsaflutningerne, som altid meget travlt i de næste 3-4 måneder. Jeg ved at jeg har brug for at komme ud og gå, når jeg har fri. Hovedet skal nemlig blæses godt igennem og tømmes for alle de tal. Den bedste recept for dette er at gå sig en tur. Det er livsmedicin.