tirsdag den 22. juli 2014

Jeg gik agurk, og hele familien gik agurk på Bakken

Bror og søster havde stukket hovederne sammen og fået en ide, som de med få dages varsel forelagde hele den pukkelrykkede.
P1020312De ville gerne vide, om der var stemning for at vi samledes på Bakken med madkurven om søndagen, med afgang kl. 10 fra Lolland. Det var ikke lige med i mine planer, da der stod havearbejde, syltning og nye eksperimenter på mit program, men det lød jo hyggeligt, så vi sagde selvfølgelig ja, og jeg gik agurk i både køkken og i haven om lørdagen.
 P1020306
Udflugten betød at der skulle forberedes lidt mad til madkurven. Jeg startede med at stege nogle frikadeller, og da det vælter frem med agurker i drivhuset, blev der lavet en ny portion tzatziki. Noget vi spiser rigtigt meget af i denne tid. En portion agurkesalat blev det også til. Det hele med henblik på madkurven. Jeg vaskede et par maskinfulde tøj – det skulle også nås. Faktisk rendte jeg lidt frem og tilbage og fordelte arbejdet mellem den bagende sol i haven og det næsten lige så varme køkken. En tur ud i det blå, betyder også kaffe, og kage, så jeg fik plukket lidt ribs og bagt en ribskage.
P1020308 P1020310

Efter frokost var det udelukkende haven jeg kastede mig over, og pyh, hvor var det en varm fornøjelse, men jeg ville nå at få fjernet ukrudtet i haven. Det lykkedes også næsten på stort set hele matriklen. En stor fyldt trailer med haveaffald blev det til. Jeg fik revet fint efter mig. Om aftenen var jeg både meget glad og træt, men ovenud tilfreds med dagens arbejdsindsats og resultat. Jeg havde nået meget mere, end jeg turde håbe på.

P1020320


Vi er efterhånden en stor familie, og det er svært at få samlet hele flokken, men det lykkedes da meget godt med så få dages varsel. Tænk bare hvad to mennesker mor og far har lagt grundstenen til. 19 personer i alderen 1½ til 77 år troppede op, mens vi måtte undvære de sidste tolv. Vi havde forventet, at vi ikke kunne holde sammen hele dagen, men det gik utroligt godt.
P1020323 P1020325

På et tidspunkt trak alle vi gamle os tilbage med de helt små og et par af de unge, som slet ikke er forlystelsessyge. Vi fandt os en dejlig grøn og skyggefuld plet med udsigt til liv og glade dage, hvor de små kunne boltre sig alene under vores opsyn, eller vi tog os af dem på skift.
P1020336 P1020341

De mere modige børn og unge fik en tid for dem selv, hvor de kunne prøve alt det af de lystede, mens vi andre hvilede og slappede af. Allan og jeg tog en tur i rutschebanen sammen med alle de unge, som allerede havde været der en gang. Der er nogle stykker, som vist ikke kan skræmmes af noget som helst. Jo vildere des bedre. De fleste af os nøjedes med at kigge på. Vi forlod bakken i små hold. De seje holdt ud til de lukkede. Der sov Allan og jeg. Mange af dem har ferie nu, men det har vi ikke. Der meldes at alle, ung som gammel, var kørt godt og grundig træt, men også at det har været en rigtig hyggelig og dejlig dag. Hele familien, både dem der deltog, og de der ikke kunne, ønsker at vi skal samles til et eller andet igen næste sommer. Det er hermed besluttet.

10 kommentarer:

  1. Det lyder da også hyggeligt - det er 100 år siden vi har været på bakken :-)
    Kan I virkelig blive til 31 mennesker? Vi kan kun præstere 20.
    Er der julemandstræf nu? Jeg troede det var omkring ved den tid hvor Bakken åbner ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja vi kan. Mor har 6+2 børnebørn, så er der alle 'svigerbørnebørnene' og 7 oldebørn. Resten af os har du vist kendskab til.
      Jeg mener jeg så de kaldte det noget specielt, men der var masser af julenisser, julepynt og julerier på et mindre område. Vi opholdt os ikke der, der var trængsel omkring juletræet.

      Slet
  2. Dejligt med en familiedag på Bakken, det er godt nok længe siden vi har været derude. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er hyggeligt at gå rundt og se på hele atmosfæren, og så er der jo også dyrehaven hvor der er mest plads :-)

      Slet
  3. Flid og atter flid - og varme både inde og ude. Godt man ikke er julemand. Og godt I fandt skygge på Bakken. Det var da et fint initiativ til at samles.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænkte også stakkels julemænd og koner. Det har været en varm fornøjelse.
      Der var heldigvis mange skyggefulde steder også når vi 'bare' var tilskuere til alle de forlystelsessyge. Initiativet var rigtigt fint.

      Slet
  4. Godt initiv! Sikke en stor familie, dejligt at I kan samles og nyde en tur på Bakken. Lige til Julemands Kongressen! Forståeligt at I blev trætte... Der var jo også et forarbejde til turen, der skal med i regnskabet! Hvor mon I så mødes næste år?
    Jeg har aldrig været på Bakken... Det må på to do listen!

    SvarSlet
    Svar
    1. De senere år, har vi nærmest kun været samlet når mor holdt sin fødselsdag, og ligeså mens min far levede. Før vi blev til den store familie, var vi tit afsted sammen med madkurven ved skov og strand, men det blev sværere og sværere at få enderne til at mødes, så det ebbede lige så stille ud, efterhånden som alle vores børn blev store og fik deres eget liv. Nu er alle klar igen. Næste års tur er ikke planlagt, så det vides ikke, men måske bare en tur ud ved skov og strand. Der findes jo mange gratis glæder.
      Der er ganske hyggeligt på Bakken og til næste år kan man se Korsbæk derinde. Det har vi noteret os :-)
      http://www.bakken.dk/component/k2/item/779

      Slet
  5. Det må have været en dejlig dag! Jeg kan godt forstå tilfredsstillelsen ved at have luget og klaret hele haven. Jeg kan ikke finde ud af alle steder i min have, men der er da nogle steder jeg har den fornemmelse af at lugejernet gør nytte - andre steder er det mest motorsav, der skal til! :) Dejligt billede af agurkesalat og tadziki - det er nemlig godt i varmen. :)

    Jeg husker også mange gode familieture til Bakken - godt initiativ!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en dejlig tilfredshed og nu kan jeg nyde synet af anstrengelserne - så længe det varer :-) Jeg nøjes med den store grensaks, men Allan har taget nogle buske med motorsaven for en tid siden, og det projekt er strandet i den varme.
      Salatmad er godt og i den varme gider vi ikke stå længe over komfuret.
      Bakken er et fint sted at lave familieture til.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)