Julen banker på og lukkes ind

Fredag i sidste uge, gik jeg på loftet efter boksene med julepynt, så de var lige klar til at gå til. Julestagrne blev dog sat i vinduerne med det samme. De giver altid lidt julehygge.
Lørdag formiddag skulle vi lige se hvordan det så ud med stormfloden lidt længere nede i byen. Vi ved familier måtte forlade husene om fredagen. Forinden havde de prøvet at redde nogle af deres ejendele, mens de gik i 80 cm vand. 11 timer senere var vandstanden faldet en hel del, men mange huse stod stadig under vand. Alle beboere er  stadig evakueret fra et plejehjem i Sakskøbing. Nogle er flyttet til et andet plejehjem i byen, andre til et tomt plejehjem på Falster, mens de sidste opholder sig hos noget familie.
Lørdagen havde vi afsat til at besøge Engestofte Gods, som holdt deres allerførste julemarked. Et meget storet et af slagsen. Det trak folk til, selvom der var betaling 25,- kr. for bare at komme ind og se hvad det indeholdt. Vi besøgte også Engestofte kirke, for at gense den smukke altertavle, som jeg stiftede bekendskab med første gang, da Camilla sang i kirkekor, og jeg kørte rundt med hende til forskellige kirker.  Da vi trådte ind i kirken var Maribos vægtere næsten færdig med at fortælle historien om Marie Wichfeld og Engestofte Gods og kirke.   
Resten af lørdagen blev brugt til at julepynte hjemmet. Hvert år, når jeg kigger i den julekasse, tænker jeg, at det pynt for længst har udtjent sin værnepligt. Jeg prøver at kassere lidt hvert år, men det hele indeholder så mange gode, dejlige og hyggelige minder, fra det blev produceret for ca. 30 år siden. I år har jeg besluttet at det nu er allersidste gang dette kommer op. men det havde jeg også sidste år. Det kan ikke hænge sammen mere, uanset hvor meget jeg lapper på det.
Der er også julepynt ungerne har lavet i fritidsordningen og i søndagsskolen. Det bliver jeg helt varm om hjertet af at kigge på. F. eks. de små hjerter som Mads har syet til mig, kun 5 år gammel. Jeg husker tydeligt, da han forklarede, at han helt selv havde syet ‘God jul’ helt uden de voksnes hjælp, og at der også skulle have stået ‘mor’ men det var der ikke plads til. Samt detaljerne i hvordan man får lavet en snemand og sat ham på en gardinring.
Englene af neylonstrømper, og de tre risnisser har Camilla lavet. Ligesom hun har lavet nissepigen med de lange fletninger ovenfor. Forskellen på de to unger er, at C ofte slet ikke kan huske hun har lavet tingene, og bestemt heller ikke syntes det er noget at gemme, hvor M husker hver en detalje, og syntes godt om, at jeg stadig gemmer det. 
Midt mellem madlavningen, omrokering af møbler og spisning hos mor i søndags, nåede vi The Julemarked på Nyk. F. Teater, hvor det også kostede penge at komme ind. Det fik vi dog hurtigt løbet igennem. Der var fine sager, som alle steder, men ikke ret meget nyt.
Vi er igen nået til den tid på året, hvor jeg har forrygende travlt på ‘det gamle arbejde’ samtidig med at alt, hvad jeg griber fat i, i øjeblikket, giver en masse udfordringer. Der er som om intet vil samarbejde med mig. Bankskift og bankudfordringer i både den ene og den anden store bank. Leverandørportaler, egne hjemmesider, alt sammen p.g.a. den nye IE version 11, som ikke kun giver mig problemer, men også alle de nævnte instanser. Ud over det, er der andre forhindringer. Digital kommunikation med SKAT samt kommunale myndigheder. Printeren der pludselig har kappet forbindelsen med det trådløse netværk. Storm- og stormflodsskader osv. osv. Alt sammen noget der normalt bare kører, eller ikke finder sted i mit daglige arbejde. Da i hvert fald ikke samtidig. Mit hoved er totalt fyldt, når jeg kommer hjem, så der er ikke plads til ret meget hjerneaktivitet. Der skal frisk luft til.
Jeg er gået i gang med at klippe og klistre lidt julekort, og lidt tidskrævende Pergamano, da jeg både har værktøjet og gamle materialer på lager.

Ellers bruges tiden på strik og knipling, hvor jeg kæmper med nogle edderkopper. Jeg var faktisk helt sikker på, at nu kørte det bare, indtil jeg opdagede en fejl, og har måttet tage hele molevitten tilbage igen. Hold da op hvor har det altså irriteret mig hele ugen. Når jeg lå i min seng, kunne jeg tydeligt se for mig hvad jeg skulle gøre, men når jeg så sad med arbejdet foran mig, virkede det alligevel ikke. Nu kører det, tror jeg, ellers må det ligge til næste år, for nu er der juleferie fra kniplingen og altså ingen hjælp at hente.