Ferie – og ting sker

Det gik som min mavefornemmelse sagde mig. Sidste arbejdsdag, inden ferien, fik jeg min opsigelse. Lidt vedmodigt, men sådan er det. Med nød og næppe har jeg fået presset hele 7 dages sammenhængende ferie ind, inden de allersidste arbejdsbyrder kan fjernes fra mine skuldre. Vores ferie overlod jeg derfor helt til Allan, som længe har haft et ønske om at tage til Silkeborgsøerne. Jeg fik dog en lys idé, om at vi skulle tage turen over Samsø. Det syntes Allan var en rigtig god idé.

Jeg har ikke stillet spørgsmålstegn ved hans beslutninger, men bare spurgt, hvor vi skulle hen og bedt ham om at arrangere det hele, også pakningen af alt hvad vi ville få brug for. Normalt er dette ansvar delt imellem os, alt efter arten af arbejdsopgaver. Onsdag i sidste uge, var min første feriedag. Da jeg havde pakket mit eget tøj, og lidt proviant, satte vi kursen mod Saltbæk Camping. Allan har for første gang nogen sinde lagt alt sit eget tøj frem og næsten husket det hele. Da vi nåede Kalundborg, kommer der et udbrud fra ham, så jeg tror der er sket en katastrofe, men han har bare glemt brobizzen. Nåh, ikke andet, glem det, siger jeg. Vi kan da heldigvis komme hjem alligevel. Vi tog en enkelt overnatning i Saltbæk da vi skulle med færgen meget tidligt næste morgen. Der blev også tid til en lang spadseretur og en flot solnedgang.  

Vi fik tre dage på Samsø. Allan havde valgt den eneste campingplads ud af i alt tre, der havde trådløst internet. Dvs. internetudbyderen er gået konkurs, så Samsø er helt uden trådløst internet. 4.000 borgere er ikke nok til at nogen vil arbejde for den sag, fik vi oplyst. Kun på biblioteket og en enkelt café er det muligt, så da vi tilfældigvis cyklede forbi biblioteket i Nordby, smuttede jeg en hurtig tur på internettet. Annemarie ville komme på vores kanter, og vi ville rigtig gerne have været sammen med dem, men desværre var vi ikke hjemme.
På Samsø fik Allan ondt i sit brok, som han kaldte det. Han er blevet opereret for mange år siden. Det gik over, men da vi sad på færgen på vej til Hou, fik han så mange smerter, at han hverken kunne gå eller sidde. Vi talte selvfølgelig om hvad vi skulle, når vi kom i land. Allan kender min indstilling. Jeg nægter pure at køre med dyret campingvognen. Normalt er det heller intet problem, for Allan vil hellere end gerne selv køre. Jeg var dog klar over, at det måske kunne blive nødvendigt, at jeg satte mig bag rattet, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set ham så forpint i ansigtet.
Efterhånden mente Allan ikke, at det var særlig sjovt mere for nogen af os, så vi satte kursen mod syd med det samme, da vi i denne situation trods alt helst ville være hjemme begge to. I øvrigt var det også begyndt at regne ret meget. Allan fik det meget bedre, så da vi nåede Horsens, overvejede vi i stedet at blive et par dage på Fyn, Tåsinge eller Langeland. Måske tage færgen til Ærø og cykle rundt derovre. Allan ærgrede sig lidt over, at vi ikke nåede til Silkeborgsøerne, som han havde glædet sig meget til vi skulle cykle og færdes til fods omkring, nu hvor han var helt frisk igen. Da vi nåede til Svendborg, og havde kigget på færgeafgange til Ærø, kom smerterne igen. Derfor besluttede vi at køre direkte til Lolland, hvor han var sikker på, at han skulle konsultere lægevagten, han ville bare lige have et bad først. I skrivende stund er lægebesøget dog udsat, fordi smerterne igen er forsvundet. Han sover sødt, og mon ikke det er på tide, at jeg følger efter!
Jeg følger op på Samsø i et andet indlæg.