Det hvide guld

Landskabet var smukt i sidste uge, da rimfrosten hang overalt, men det er nu ikke det jeg vil fortælle så meget om. 
Siger man Lolland forbinder alle vist øen med roer. Selvom tiderne har ændret sig utroligt meget fra jeg var barn og til i dag, fylder roerne og sukkerfabrikkerne stadig en stor del af Lolland-Falster. Vidste I at Danmark har et sukkermuseum? Vi vidste det i hvert fald ikke, til trods for at det ligger her på øen. Det er vel et lille års tid siden vi hørte om det. Vi føler Nakskov ligger meget lang væk, men det gør det egentlig ikke. Vi kommer der bare utroligt sjældent. Danmarks eneste Sukkermuseum, er et lille museum, men det har vokseværk. Vi har nu besøgt det, og det er ren nostalgi. Du kan læse meget mere på deres egen hjemmeside.










Jeg har fået roearbejde ind med ske. Vi unger, har fået mange timers søvn i barnevognen mellem roerækkerne. Jeg kan i hvert fald stadig se mine lillesøster for mig, sovende i den blå barnevogn. Vi har dog også opholdt os i roebørnehaven de kolde efterårsdage, mens mor arbejdede i roerne. Jeg og mine søskende har selv både luget 1. 2. og 3. gang, samt trukket roer op, banket og stablet, både roebunker og roetoppe. Vi har leget på og med roesporene og i roevognene. Vi har holdt fast i den bagerste roevogn, når vi cyklede i skole. Det var skønt at få transporthjælp til en del af de 2x10 km vores daglige cykelrute var på. Kom der ingen tog, kunne vi være heldige at møde en traktor, eller to, hvor vi kunne snige os til at få et lift. Hvis vi så en traktor et stykke fremme, efter vi var kommet om hjørnet, kunne vi cykle meget stærkt, for at indhente den, for at få “et lift.” Dengang skulle mor bare have vidst hvad vi lavede, så havde der vanket formaninger i stor stil. Roetiden var altid hilst velkommen blandt skolebørn. Bare det at ligge i læ bag vogntøjet, var en hjælp i den stride efterårsvind.
I 1976 fik jeg job på SN-Frø, SN står for Sukkerfabriken Nykøbing, og staves kun med et k. I mange år var min julegave 120 kg sukker, eller 150 kg? samt en stor kasse syltede, rødbeder, asier, marmelade og den slags fra Samodan som også hørte til koncernen. Hverken SN-Frø eller Marmeladefabrikken eksisterer mere. Sidstnævnte er blevet til Kulturfabrikken. Med alt det sukker i huset, løb jeg aldrig tør. Selvom jeg virkelig kogte saft, syltede og bagte i meget større mængder, hvor hustanden bestod af fire personer, end jeg gør i dag, var der også “råd” til hjemmebrygget hvidvin. De sidste år jeg var ansat, var julegavens sukkermængde reduceret en hel del. Tilbage til museet. Vi så et par korte film. Bl.a. Jens og de 100 dage. Helt Morten Korch agtig, med en sød  lille gammelklog 10 årig dreng. 
Der er bygget mange ting udelukkende af sukkerknalder. Der er lavet en model af hele Nakskov Sukkerfabrik. Dog ikke i sukkerknalder. Der er roeredskaber, billeder, bøger, og de frivillige vil gerne fortælle, hvis man ønsker det. Ellers får man lov at gå og passe sig selv.
Der var dog også redskaber som var før min tid. Roelugningsapparatet STØT – eller roecyklen, som den også blev kaldt. Her lå man på maven, mens man lugede roerne med den korte hakke. Der var en roemoshakker, brugt i laboratoriet. Skulle du få lyst til at opleve det lille museum, er der ingen undskyldning selvom du er dårligt gående, der er både kørestol og trappelift til handicappede.
Vi kørte ad de små veje hjemad, og så en del rovfugle. Her er en musvåge, den eneste bedste jeg fangede.
Svaner og gæs i hundredevis stod på markerne. Der er højst sandsynligt en masse føde at finde fra resterne af roerene. Her er både pibesvaner, grågæs og canadagæs samlet.