Til middag hos… (3)

Vores sædvanlige søskendekomsammen, som startede for 4 år siden, og som for tre middage siden ændrede navn, er blevet rykket nogle gange, fordi der er kommet ting i vejen hos et par stykker. Selvom vi satser på at holde det 4 gange årligt, så er vi enige om, at den aftalte dato, ikke er mere vigtig end at den kan ændres. Det skal jo ikke gå hen og blive en sur pligt, men noget vi glæder os til. Siden sidst er datoen ændret et par gange. En rund familiefødselsdag og et vigtigt arbejde er kommet på tværs. I forgårs lå to af mine søskende stadig og omfavnede gulvspanden p.g.a. af roskildesyge. Den ene var værten. Ingen af dem ville aflyse. Der skal alligevel tungtvejende grunde til at ændre datoen. Det er nemlig ikke nemt at finde en ny dato i kalenderen, hvor vi alle ni er ledige. Begge kom da også på benene, trætte og matte, sagde de, men det mærkede vi absolut intet til. Forretten var skinkestang, og den smagte altså dejlig. Derefter var der hovedbrud. Tip 10 rigtige. Ingen af os havde de helt store chancer for at få 10 rigtige, med spørgsmål som hvilket år, blev det runde hjul opfundet, hvor mange km er der til månen og hvilket årstal kom hovedpinepillen på markedet, samt meget andet. Med 6 rigtige var der alligevel to der fik ekstraspørgsmål før vinderen blev fundet. To måtte nøjes med en rigtig. Derefter blev der plads til hovedretten, kalvefilet med bagte kartofler og salat. Tilsidst også desserten. Den kreative svigerinde, havde lavet musikinstrumenter, noder og G-nøgler af chokolade til pynt.
Det bedste kulturelle indslag var, da vi parvis skulle trække to sedler i en pose, og skrive hver to vers til en sang. Hvorefter sangen skulle indspilles og brændes på en cd. Nedenfor ses Allan, mors og mit materiale. Der var nu ikke meget hjælp at hente i min gruppe. Mor skrev godt nok et vers alene, men havde ikke brugt et eneste af de ord hun skulle. Allan forholdt sig som den eneste i selskabet helt passivt.
Allerede da vi fik opgaven at vide, var vores ambitioner store. Vi var helt sikker de næste store verdensstjerner. Vi ville få så mange besøg på You Tube og vi ville helt klart komme bragende lige ind på førstepladsen på verdens-top-ti-listen, hvor vi selvfølgelig ville blive liggende de næste mange, mange uger. Forventningerne var høje. Et nyt fantastisk sanggruppe var etableret. Vi uddelegerede arbejdsopgaver, som  chauffør, opstiller, manager osv. osv.  Det hele var bragt i orden, inden vi overhovedet gik i gang med at løse vores opgave.
Den ene seddel var temaet for verset. Den anden indeholdt ord som alle skulle indgå i samme tema. Melodi: Jeg er en glad lille cowboy. Der blev afsat en halv time til denne sangskrivning. Efter tyve minutter havde alle klaret opgaven. Sangen blev renskrevet og printet, og vi fik lov at læse den igennen inden vi skulle i studiet. Jeg tænkte at nogle af versene nærmest blev en umulig opgave, fordi der både var for lidt og for mange stavelser hist op pist. Jeg krummer tæer over sådan noget. Nå ja, nogen rimede så heller ikke, men det er nok kun de miljøskadede der opdager det.
Inden vi skulle i det lille studie og indspille, foreslog nogen, fordi vi kun fik en eneste chance, at vi lige sang sangen en gang i kor, a capella. Jeg var forbavset, det gik meget bedre end forventet. Hver sangskriver vidste jo lige hvordan deres egen linie skulle kringles. I studiet  prøvede vi en gang med musik, som Mark selvfølgelig i forvejen havde indspillet. hvorefter det var ramme alvor. Lad os bare indrømme. Vi synes alle ni, at det lød sk… godt, mens vi stod og sang, men da vi sad og lyttede til det indspillede, havde vi ikke brug for eksperter til at vurdere vores helt fantastiske arbejde. Det kunne tåle utallige forbedringer. Nu vil Mark prøve at redigere og pynte så meget han nu kan kan. Vi må erkende at vores store drømme brast. Den unge mand har lovet, at han ikke udstiller os på You Tube, men at vi hver især får den lovede cd.
Resten af aftenen forløb nøjagtig som den plejer, med masser af sang og musik. Tiden fløj afsted, det gør den jo, når man er i godt selskab. Vi talte om at smutte klokken to, men så skulle vi lige synge… også lige denne…. og den…. samt…. Det endte med vi har fået lige knapt 3½ times søvn, så en gåtur med indånding af frisk luft, mente jeg måtte være sagen i dag. Allan syntes det var for koldt. Han ville hellere sidde herhjemme ved computeren og tabe hovedet og køre hen ad skrivebordet, mens han trods alt håbede på at få ryddet lidt op på harddisken og det der skrivebord, man heldigvis ikke rigtigt kan se rodet på. Jeg ville afsted, og overvejde at tage gummistøvler på, men mine vinterstøvler var varmere, og det hele var jo frosset totalt til da vi stod op i morges, så jeg tænkte, at der nok stadig var fast underlag i skoven. Der tog jeg godt nok fejl. Der var pløret rigtigt mange steder. Der var ret meget vand der skulle forceres på skovstierne, så på et tidspunkt valgte jeg strandvejen hjem. Turen blev på 6 km og kaffen var sat over da jeg kom hjem. I aften er der to personer her i huset, der siger meget tidligt godnat.