Ude med riven

Jeg er generelt sådan indstillet, at enten må man acceptere tingenes tilstand, eller selv  prøve at gøre noget ved det. Der er ting man absolut ikke har nogen mulighed for at ændre på, og så må man bare prøve at få det bedste ud af den situation man er havnet i. En ting er hvad der ryger ud gennem munden herhjemme i det øjeblik jeg bliver konfontreret med tingene. Et andet er når det bliver ved at spøge, og jeg ikke kan slippe det, men man må vælge sine kampe med omhu. Nogen gange orker jeg ikke at kæmpe kampen. Andre gange farer jeg i blækhuset eller stiller personligt op. Når jeg først er startet, så kæmper jeg som regel til den bitre ende. 
Jeg bad om et møde med min A-kasse, for at prøve at blive klogere på en hel liste jeg havde medbragt. Jeg håbede bl.a. på, at jeg kunne melde mig som deltidsforsikret i stedet, for at undgå dette cirkus. Det kan jeg ikke. Det eneste der sker, er at jeg sparer lidt A-kassekroner og forringer mine chancer, hvis jeg ikke finder et fuldtidsjob. Systemet vil stadig forlange, at jeg søger job på min. 30 timer om ugen, i stedet for 37 timer. Ellers er det nøjagtigt de samme regler jeg er fanget af.
Da jeg havnede i dette  cirkus, i øvrigt et rigtigt godt udtryk, jeg bruger, siger min A-kasse, sagde jeg straks til Allan, at jeg havde lyst til at skrive til beskæftigelsesministeren, hvorefter han siger, det får du ikke noget ud af. Nej, det kan godt være, men nogen må da gøre dem opmærksom på de åndsvage regler. Mailen blev sendt for et par dage siden.
Vores bank, er også et irritationsmoment. Vi har ellers været ganske tilfredse med den og deres behandling af os, men dette var bægeret der flød over. Først lukkede de vores afdeling, og sendte os til en by vi aldrig kommer i, så bad jeg om at blive forflyttet til en anden by. Derefter opfandt de den nye gebyrpolitik, der træder i kraft senere på året. En mail om min utilfredshed blev sendt, og jeg fik bare et svar, som minder om det vi har hørt utallige gange i nyhederne. Nu har jeg haft en større research i gang. Sikke en bunke papirer jeg skulle fremsende. Der er nu aftalt møde med en potentiel bank. Apropos bank, så stiftede jeg på arbejdet i går, bekendskab med nogle helt nye ikoner, da jeg loggede på en af vores bankforbindelser. Nu styrer banken privatbudgettet helt automatisk ud fra køb og betalte regninger. Totalerne og de kulørte grafer var i toppen, med tydelige tegn og tal for de forskellige forbrug. Det hjælper fedt, når kun jeg ser det, og andre bruger pengene.

Mads´ arbejdsgiver, har på en eller anden måde, de sidste to måneder, pludselig brugt hans bikort i stedet for hans hovedkort. Jeg ved sådanne systemfejl opstår uden nogen kan erklæres skyldig. Det kan ikke rettes, påstår lønningskontoret. Da M. bad om min hjælp, fik jeg en telefonisk dialog med bogholderen. Jeg laver selv løn i samme system, så jeg ved det kan rettes, men det kunne deres system altså ikke. Heller ikke fremadrettet. Der var intet at gøre. Mads skulle bare vente på det gik i orden af sig selv. Grrrr… Jeg ved, at det ikke går i orden af sig selv, og jeg ved, at den eneste der kan rette det er arbejdsgiveren. Jeg oplyste om to instanser, hun kunne hente hjælp hos, men dem havde hun talt med uden at få hjælp. Jeg tog print fra lønsystemet og skrev en udførlig brugervejledning. Endnu en kamp måtte til. I går morges ringede den unge mand og sagde, at han endelig havde fået den løn han skulle have for dette år. Der er bare kampe der skal kæmpes.
 
I går da jeg kom hjem, stod der 4 nummerplader foran vores indgangsdør. Jeg spurgte Allan hvor de kom fra. Han havde været ude at gå en tur ved vandet, og fik øje på noget i dybet. Han gik hjem og ringede til politiet, som spurgte om det krævede en båd, for at få fat i dem. Allan siger, at et par waders nok kan gøre det. Sådan noget udstyr har vi slet ikke, siger politiet. Er det noget du har, og vil du hente dem. Allan lover at se om han kan få fisket pladerne op i løbet af dagen. Det var i dette øjeblik, at Allan, i bogstaveligste forstand, var ude med riven for at trække pladerne ind på lavt vand, så han kunne nå dem, uden at overkroppen skulle i det iskolde vand. Det var koldt nok i forvejen, sagde han. Da pladerne var i land ringde han atter til politiet, som gerne vil have oplyst alle numrene. De ville også gerne have, at han selv kom og indleverede pladerne. Det endte dog med at politiet selv hentede dem på vores adresse. Der mangler den ene halvdel til to af pladerne, så hvis I ser dem på jeres vej, så ved I nu, at de er stjålet.
Desværre er dette ikke de eneste tidskrævende projekter vi har i øjeblikket, men jeg vil ikke underholde jer med flere.