Telttur til Velencei-tó i Ungarn

Mens børnene var små, blev vores ferier altid holdt i Danmark, eller i hvert fald i en overskuelig transporttid fra den danske grænse. Vores bedste venner, barnløse, kørte altid sydpå, og havde et par år prøvet at overtale os til at tage med. I 1991, da ungerne var henholdsvis 13 og 9 år, tog vi det helt store spring, efter at have forberedt dem på, at hvis de syntes der var langt til Harzen, så var dette meget værre. Ungerne var fyr og flamme, og de lovede, at de nok skulle lade være at brokke sig over den lange køretur, og hvad der ellers måtte være, bare vi kom til Ungarn. Destinationen var Velencesøen, hvor vi havde bestilt teltplads, da der ellers ikke ville være plads til os, iflg. vennernes venner, som havde anbefalet pladsen.
Vi tog med færgen Gedser-Rostock lige over middag. Mændene var for det meste chauffører på hele turen, så vi piger byttede jævnligt plads. Det gav lidt adspredelse for os alle. Ikke mindst for ungerne. Det var normalt mig der irettesatte børnene, når vi kørte bil, så Allan kunne koncentrere sig om kørslen. Det havde ungerne åbenbart registreret, så de fik meget hurtigt fortalt Allan, at det var den person, der sad på mors plads der bestemte. Det gav også udfordringer til passagereren ved siden af. Vi kørte stort set turen i et stræk, kun afbrudt af små pauser til benstrækning, frisk luft, mad og drikke. Børnene fik deres næsten normale nattesøvn på bagsædet af bilen. Lige på den anden side af midnat, kørte vi over grænsen til Tjekkoslovakiet, men da det jo var mørkt, var det ikke meget vi så i dette land. Midt på natten, fik vi voksne et lille hvil eller blund i grøftekanten på en rasteplads, mens Allan tog en lur i bilen sammen med ungerne. Det var dengang der var fredeligt, og ingen fare forbundet med den slags. Vi fortsatte turen, og da ungerne vågnede, var vi tæt på Ungarn. Præcis 25 timer efter vi kørte hjemmefra, slog vi teltet op på campingpladsen, næsten i kanten af søbreddens børnesikre bademuligheder.
Bortset fra et par heldagsudflugter, foregik ferien på campingpladsen, til stor fornøjelse for børnene, som havde masser af udfoldelsesmuligheder. Ikke mindst da, de før omtalte vennernes venner, med børn på ca. samme alder, stødte til.
Vi havde kalkuleret med, at vi selv skulle lave mad, da vi ikke mente vores feriebudget rakte til at spise ude hver dag, men alt var så billigt. Børnene kunne få en stor isvaffel for under en dansk krone og vi som familie kunne spise rigtig god ungarsk mad på campingpladsens restaurant, den eneste i milens omkreds. To retter mad, en flaske vin og sodavand til børnene. Det blev en daglig udgift på under 100,-  Dkr. for os fire. Til de priser, kunne vi ikke lave det billigere selv, og så slap vi samtidig for både arbejdet og opvasken. 
Det var rigtig sommervejr, 29 - 34 g i skyggen, og Allan døjede med varmen. Det var noget af en omvæltning, for i DK havde det bare regnet og regnet. Børnene kølede sig af med koldt vand, når de ikke badede. En aften, mens vi sad på den udendørs restaurant, var børnene løbet ud at lege, og pludselig kom der, som lyn fra en klar himmel, et uvejr af den anden verden. Allan løb alt hvad han kunne for at hente ungerne. Tjenerne fik tømt bordene i en fart, og hevet alle borde og stole ind. Betalingen kunne vente. Vi løb alle i fuld firspring, for at redde hvad reddes kunne. Da vi kom ned til teltet havde naboen, en hollænder, allerede snurret et tykt tov om vores telt og tøjret det til et træ og hans egen campingvogn. Vi så hvordan rigtigt mange telte på campingpladsen bukkede under. Stænger knækkede som tændstikker. Vi selv stod inde i teltene, som gerne ville lette, og holdt på hver en stang, eller to, som vi nu kunne nå til. På den halve time uvejret varede, blev hele campingpladsen oversvømmet. Rigtig mange gæster forlod campingpladsen, de havde jo ikke mere noget at bo i. Børnene syntes det var sjovt at soppe rundt i alt vandet. Vi har det hele på bånd, men har ingen video mere. Begge vores telte holdt og vores ferie fortsatte med det gode vejr.
Der fandtes ikke en eneste importeret vare. Ingen Mc Donalds, ingen danske retter på noget menukort. Fint nok med os. Vi er i et andet land, for at opleve det på godt og ondt.  Når vi kom udenfor campingpladsen, var der ikke meget luksus at se. Mange huse så ud som på billeder. Vi aner ikke hvorfor, men gætter på det er blevet for dyrt. Da vi gik tur, så vi folk bo i jordhuler. Der var gravet et stort hul i jorden, hvorpå der var lagt en rist af sammenbundne grene, og ovenpå noget tøj. Vi troede ikke vores egne øjne, men det var sandt nok. På campingpladsen blev skraldespandene, hver dag, undersøgt og tømt for alt brugbart, selv ødelagte sko, blev hevet op.
På de store hovedveje, så vi med undrende øjne, på alle de hestekøretøjer vi mødte.
Vi havde sat 14 dage af i Ungarn, men blev enige om, at vi var mættet af indtryk og ferie, så om eftermiddagen på 12. dagen pakkede vi sammen og satte kursen mod DK. Der fik vi set lidt af Tjekkiet i dagslys, men det var ikke noget opmuntrende syn. Gråt, trist, trist overalt hvor vi kørte. 23½ time efter afgang, holdt vi igen i egen indkørsel. Det blev endnu en ferie med oplevelser af de helt store, samtidig med, at det blev den længste og den billigste vi nogensinde har haft. Da vi to år senere, helt uden for alle planer, igen havnede i Ungarn, var der sket en revolution dernede.