Tyveri og billeder fra dagens spadseretur

Vi startede dagen med lidt havearbejde. Allan justerede buskrydderen, så den var køreklar på grunden i Rødby, mens jeg fik klippet den langhårede hæk. Rundt omkring i blogland, har jeg læst at det er vådt derude. Det er der abslolut ikke her. Vores græs er helt gult. Vi trænger i den grad til vand, det har vi nemlig ikke fået noget af siden de par dråber der faldt først i maj måned. I retfærdighedens navn, har vi fået 3 mm i nat. Alle de lovede regnbyger lander ikke i vores område. Sidste år var vi ved at drukne. Det så koldt ud i morges, så jeg iklædte mig lange bukser og frakke, men frakken blev lagt med det samme, og alligevel kom jeg hurtigt ind og fandt sommertøjet frem.
Efter middagsmaden, talte vi om at få arbejdet overstået i Rødby, men mente at det nok var lige sent nok, hvis vi også skulle kunne nå hjem og lave aftensmad. Vi tog i stedet ud på en længere spadseretur i skoven. Jeg ville bl.a. se om vi har kantareller i vores skov. Jeg ved godt det er tidligt på sæsonen, men jeg må jo finde ud af hvor de gror her på Lolland, når nu Ellen gav sin viden videre til mig sidste år. Vi fandt ikke nogen og jeg tvivler nok også på, at der overhovedet gror nogen i vores skov. Der var andre planter og dyr at kigge på. 
Da vi kom ud ad skoven på vej hjemad, så vi flere biler med trailere der var læsset godt med ting og sager fra et motel der står til salg. Vi taler om at det er lidt mærkeligt, for der har ikke været så meget liv i mange år, som der var lige der, men måske er det endelig blevet solgt, så der nu er ved at ske noget. Allan og jeg snupper et billede. Man kan aldrig vide om det kan bruges til noget. Dejligt med store linser og gode zoom.
Vi var nysgerrige, så vi fortsatte turen, og da vi nærmede os, så vi en af vores venner, stå og tale sammen med 4 andre personer. Vi gik over til dem og fik hele historien. En af dem havde været inde og tale med tyvene, som var vældig flinke. Manden vidste dog, at den historie han fik af dem ikke var sand, men det fortalte han ikke tyvene. Han gik tilbage til de andre, de nedskrev registreringsnumrene og ringede til politiet, som ville komme og kigge på det. Politiet fik at vide, at de skulle skynde sig. Trailerne var nemlig allerede læsset med alt hvad de kunne rumme, så det ville ikke vare længe inden tyvene forsvandt derfra. Alt dette var sket da vi kom. Tyvene havde ikke noget hastværk, de forlod stedet lidt efter lidt i forskellige retninger. De vinkede endda til os da de kørte forbi.
Da politiet endelig kom, var det en halv time siden den sidste bil var forsvundet. Vi afleverede hver især de oplysninger vi havde. Da de så Allan med det store kamera om halsen, spurgte de om han havde taget nogle billeder. Det havde han, men han mente de var slørede. Politiet fik registreringsnumrene på bilerne og ville liste rundt i området for at se om de kunne se noget.
Da vi kom hjem, så vi efter om vi havde noget billedmateriale med gerningsmændene på. Det havde vi, så jeg ringede til politiet, og bad om en mailadresse så vi kunne sende dem noget dokumentation på dagens tyveri. Med det forarbejde vi seks personer har gjort, må de da kunne fange dem, selvom de slap væk i første omgang.