ABC: Jerusalems ødelæggelse

Bogstavet hos ABC Scandinavia i denne uge er J

Da Camilla havde søgt, og fået job i Kbh. ville hun selvfølgelig også gerne flytte lidt tættere på dette. I starten overnattede hun dog de fleste af hverdagene, hos kæresten, når hans bofælle var væk.
Camilla er en pige, der ikke vil ligge andre til byrde og derfor helst klarer tingene selv. Hun søgte bolig og da det endelig lykkedes hende, at få en lille lejlighed med eget bad og køkken i forslag, slog hun til. Det lød meget lovende, med en fælles møbleret opholdsstue, hvor der var inkluderet rengøring hver uge. Hun ville selvfølgelig gerne se lejligheden inden hun underskrev lejekontrakten og betalte depositum, men det var ikke muligt. Ville hun have lejligheden, så måtte hun underskrive og betale før udlevering af nøgle, ellers ville lejligheden gå til den næste på listen. Camilla hentede nøglen til lejligheden midt i ugen, hvorefter hun ringede hjem, og meddelte, at hun ikke flyttede ind. Det hun fortalte mig, havde jeg lidt svært ved at tro. Efter hendes udtalelser var lejligheden så møgbeskidt, klam og ulækker, at hun var ved at brække sig. Måske overreagerede barnet en smule tænkte jeg! Okay, jeg fik vist også sagt noget, der snerper i den retning, højt. En kommunal og almennyttig bolig kunne da ikke være SÅ slem, når hun havde betalt for rengøringen ved indflytningen. Vi aftalte, at vi alle tre kørte derind om lørdagen, så vi kunne se boligen.
P.g.a. Camillas udtalelse, havde jeg heldigvis pakket fotografiapparatet, så vi kunne tage nogle billeder af det hele. Du milde kineser, hvor jeg forstod det pigebarn. Der skulle bruges en masse knofedt i lejligheden for at fjerne gammelt ulækkert mad og andet møg. Ja, det var nemlig ikke nyt støv og spindelvæv, men gammelt fastgroet mad og møg. Der stod i kontrakten at den var nymalet og der var da klattet lidt hist og pist. Udefra så det ganske nydeligt ud, men man gik lige ind ad hoveddøren, MED sin cykel eller knallert, så var man i den møblerede opholdsstue, hvor der VAR gjort rent til weekenden. Der var da en slags møbel - nemlig en enkelt stol med hynde, og et gammelt havebord, hvor ryglænet var brækket halvvejs af.
Nu måtte vi kæmpe vores sag. Vi ringede og ringede, mest forgæves, fordi den ansvarlige aldrig var at træffe. Jeg skrev breve, men hørte intet. Jeg kontaktede kommunen, men de kunne intet gøre. Jeg mener ville ikke, gøre noget. Allan fik fat i tilsynsmanden, som fortalte at vi ikke var de første utilfredse, og at han ville gøre hvad han kunne, men det var desværre ikke meget. Der skete heller ikke mere. Til sidst lykkedes det mig, at få fat i den ansvarlige i Boligselskabet, men det hjalp ikke meget. Vedkommende var urokkelig, selvom jeg fortalte at jeg kendte boligloven, da jeg havde arbejdet med den i mange år. Jeg nævnte, at vi havde taget billedet af det hele, og havde bevismateriale, så hvis ikke de udbetalte hver eneste krone med det samme, ville jeg hyre en advokat, og køre en sag. Det kunne jeg bare gøre, det ændrede intet. Det havde vel håbet at jeg opgav, som så mange andre før mig, så de kunne blive ved med at score kassen på deres ufine facon, men mig skulle de ikke slippe af med så let. Jeg skrev det sidste brev til boligselskabet, hvor jeg truede med advokat, med stort set samme ordlyd, som ved telefonsamtalen.  Hvis ikke hver eneste krone Camilla havde indbetalt, stod på min konto inden en vis dato, så blev sagen overgivet til advokat. 
Pengene, hver eneste krone, kom før deadline. Senere på året hørte vi, at afdenlingen hvor disse lejligheder lå, var erklæret uegnet som bolig og lukket af myndighederne. Om det havde sin rigtighed, tør jeg ikke skrive under på.