En turists observationer fra Kreta

Allerede i 1995 hvor vi fejrede min 40 års fødselsdag på Kreta, forestillede vi os, at vi kunne nå at køre øen rundt og få et godt indblik i lidt af det hele. Det kom noget bag på os, at det, trods rigtige gode veje, tog over 7 timer at køre fra den ene ende af øen til den anden. Vi har derfor nu for femte gang besøgt Kreta, Vi manglede at udforske Lasithi området på Østkreta, som tager sig anderledes ud end resten af øen. 
Det første der mødte os, var en meget lille og ret gammeldags lufthavn, men der var ikke andre mennesker end det fly vi selv var ankommet med, så det virkede ikke trangt og klemt. Bagagen kom ret hurtigt, og vi kunne gå ud til vores ventende bus.
Ude slog varmen os i måde, og der var tusindvis af mennesker, der stod foran en slags udendørs gate. Vi fandt det rejseselskab vi var knyttet til, og gik som sild i tønde gennem noget afspærring, som man ofte gør inde i andre lufthavne, til vi nåede frem til guiden, som oplyste, at vi skulle med bus 164 og pegede i en given retning.
Du milde med busser. Aldrig før har vi set så mange busser samlet på så lille et område. De holdt på stribe, og på kryds og tværs i alle mulige retninger, uden nogen form for system i nummerordenen. Jeg så busnumre fra 5 til 248 spredt mellem hinanden, og jeg prøvede at tælle busserne, men måtte opgive da jeg nåede til 50. Busserne kørte og nye kom til, ustandseligt. Der blev bakket, dirigeret og flyttet rundt i en uendelighed.
Vi blev kørt til en dejlig lejlighed, på et lille hyggeligt hotel i Agios Nicolaos, hvor kun to unge piger, foruden os, skulle af. De andre skulle køre en halv time mere.
Vi var væk fra den værste turisme omkring centrum, men ikke længere væk end vi kunne gå dertil og nyde synet af Lake Voulismeni, fra forskellige sider. Man kan gå rundt om søen, eller finde et sted at slå sig ned, enten i kanten af søen, eller højt oppe. Vi endte flere gange på det rigtige gode spisested La Strada, højt oppe, hvor vi nød udsigten, maden og vinen, mens mørket faldt på. 
Jeg vidste, det var en rigtig god ide at have godt med kontanter med, så vi mente vi havde garderet os med de euro, vi havde hævet, da de også tager mod dankort, de allerfleste steder, hvor turisterne færdes. Vi ville have hævet en portion mere, men det glemte vi.
Hvad vi ikke vidste, var, at betalte vi med kontanter, kunne vi spare helt op til halvdelen af beløbet, eller som minimum skatten, mange steder. Det være sig i butikker og sågar ved køb af brændstof. Det undrer mig i den grad, når vi både ved, og også under denne ferie, har set og oplevet (det kræver et selvstændigt indlæg) hvor omhyggelige de er med deres papirregistreringer og kontrol af alt muligt, efter den økonomiske krise. 
De andre gange vi har været på øen, og har kørt i bjergene, har vi set beboede ensomt liggende huse, og hårdt arbejdende kretensere, men i dag er de fleste huse forladte, i hvert fald på Østkreta. Man kan dog stadig finde en lille bjergby, hvor der bor nogle få mennesker, men intet er mere, som det var. På et tidspunkt kom vi igennem sådan en lille, men meget faldefærdig og næsten forladt by. Vi mødte en vandrende græsbunke, som viste sig at være en kone, der slæbte, mens manden, som sikkert har haft helbredsproblemer, sad bag bilen og hjalp til med at tømme greben for læsset. Vi parkerede dog bilen alligevel, for at se om der var et sted Allan kunne få sig en is, eller en tår kaffe. Vi fandt et lille sted, hvor der stod et par stole udenfor. Her forhørte vi os. Den gamle mand vinkede mig efter ham, ind i det bagerste mørke hjørne af biksen. Her løftede han et grydelåg, hvorunder der lå noget kød med ben. Jeg fik ikke fat i, hvad det var. Derefter løftede han et endnu et grydelåg. Her lå der noget kanin. Det hele så lækkert nok ud, men vi havde næsten lige spist vores medbragte klemme. Vi kunne få kaffe. Kagen var et lille udvalg af kiks i ruller, på en hylde, men vi holdt os til kaffen.
Hastigheden og øvrige færdselsregler, er der ikke mange der overholder, og jeg undrer mig over, de alle tager det så roligt. Der er ingen tudehorn ustandseligt, som vi ser og hører mange andre steder. Med mindre man er på scooter, hvad rigtigt mange er, og bare kan sno sig igennem, så holder troligt og venter, til den der har parkeret bilen midt på gaden, kommer tilbage og flytter den. Er man buschauffør, giver man måske et lille dyt, og venter lidt. Sker der ikke noget, stiger man selv ud og flytter det køretøj, der måtte står i vejen.
Kreta er stadig fyldt med telefonbokse på hvert et gadehjørne. Bemærk lige den lille hængelås på både bilen og på den udendørs vandhane, i byens gader. Skiltet med hunden, så vi mange steder, og det er åbenbart noget man respekterer, fandt vi ud af, da vi så hvad der foregik, da en hund gjorde anstalter til sit forehavende. bredte hundeejeren først et stykke plastic ud under hundens bagdel, men hunden flyttede sig, og der kom en klat lidt uden for det placerede plastic. Så blev der hevet både en pose op til opsamling, hvorefter der også kom vandflaske og klud frem, og fliserne blev vasket og pudset.  Deres vandforsyninger er også noget helt specielt. Det viste billede er sådan en mellemting, i størrelse, af hvad man finder for hver 100 meter, når man kører gennem landskabet. Der er virvar af slanger og målere.
Skolerne virker, udefra, stadig lidt militæragtige pga. deres indhegning. Vi så dog ingen vagter, som vi har set andre steder. Vi så også et kæmpe område, der var indhegnet, hvor både børn og voksne cyklede rundt, mellem vejskilte, hajtænder og fodgængerovergange, men ude i den virkelige verden, så vi ingen cyklister, ud over de mere professionelle. 
Som sædvanlig er vi stødt på mange små og store ting, som vi har undret os over, når vi har bevæget os rundt på øen, men det bliver for meget at nævne det hele.