Spinalonga eller Kalydon, de spedalskes ø

Allerede hjemmefra var dette det eneste jeg, med sikkerhed, vidste, jeg absolut måtte se og opleve. Kender du ikke den gribende historie, vil jeg anbefale dig at læse bogen.
I 1904 blev de første spedalske deporteret til denne spedalskhedskoloni, som først blev lukket i 1957, da man kort forinden havde fundet kuren til helbredelse. I 1970 åbnede øen som turistattraktion.  
Normalt tager vi ikke med rejseselskabet på udflugter. For det første er det alt for dyrt, og for det andet hænger vi ofte på en shoppingtur, eller noget andet, som vi overhovedet ikke er interesseret i. Vi kunne slippe med halv pris, hvis vi klarede os selv, som vi oftest gør, men en beslutning måtte tages. Det blev det dyre valg, som også inkluderede badestop undervejs og frokost på båden.
Allerede når man kommer sejlende til dette fæstningsværk, kan man ikke undgå at blive grebet af historien, og få medfølelse for alle de involverede og det bliver endnu mere tydeligt og mærkbart, når man sluses gennem den lange tunnel, hvor jernlågerne (dengang) smækkede efter en.
Øen er omringet af en tyk mur.
De første 10 år var ganske forfærdelige. De boede kummerligt, og havde intet at foretage sig, men med tiden fik de opbygget et helt lille samfund, med små huse og tavernaer, bageri, frisør, skole, kirke og alt hvad der findes i et rigtigt bysamfund. De blev små familier, da de både blev gift og fik børn.
På et tidspunkt boede der 1600 mennesker på øen. De børn der blev født, uden at få sygdommen, blev sendt i pleje hos fjerne slægtninge, eller andre på Kreta. Familierne blev dermed for anden gang skilt fra deres familier, og Kreta var fattig.
En tysk læge, ville gerne hjælpe, men blev opdaget og sendt tilbage til Tyskland. Ved et tilfælde kom han i kontakt med en svensk læge og fik fortalt om de syge og øen. Denne svenske læge tog over og hjalp. Han fik bortadopteret en masse børn til Sverige og Norge, hvor de i det mindste havde det godt, og det er ikke længe siden en af dem var på besøg på øen, for at se hvor hun var født. Det var et bevægende øjeblik. Tårerne trillede. Hun havde aldrig fortalt til nogen, hvor hun kom fra, og det er der mange, der aldrig har.  


Vi tog begge en omgang rundt om øen, men Allan orkede ikke alle trapperne til toppen, så dem tog jeg alene, inden vi skulle ombord på båden igen.
Vi sejlede et andet sted hen. Jeg har ikke helt styr på hvor det var, men her var der badestop. Vi så straks røgen fra strandbredden, men først da vi kom nærmere, blev vi klar over, at de stod og tilberedte vores mad over flere store kæmpegrille.
Vi gik i land. Jeg havde ikke pakket badetøjet, fordi jeg havde regnet med vi skulle springe ud fra båden, og sådan noget er jeg en kylling til. Jeg vil helst kunne nå bunden. Havde jeg haft det med, havde jeg nok også taget en dukkert, for det var frygteligt varmt. Jeg nøjedes med en soppetur, mens Allan tog sig en dukkert. Sandet,jorden og småstenene, brændte under fødderne, da vi gik tilbage til båden, i det kuperede terræn.  










Da maden var færdig, kunne vi stille os op i køen og hente os hver en portion, som vi indtog, mens båden stadig lå forankret i de vuggende bølger.
















Det var ikke nemt at styre, det der var på bakken hverken under turen op til bænken på toppen af båden, eller mens vi fortærede det, men det smagte godt.
Vi sejlede tilbage til Agios Nicolaos, og fordi vi netop boede, hvor vi gjorde, kunne vi bare gå hjem, og undgå at tage på bytur, som resten af bussen skulle, inden de skulle fragtes en halv times kørsel til deres hotel. Vores tur var af samme grund også billigere end deres, da vi ikke på noget tidspunkt skulle køre i bus og turen til Spinalonga med norsk guide, var de ekstra penge værd.