Når dankortet ikke virker og kontoen er i minus

Det er halvsent, men butikkerne lukker først kl. 22. Vi er på vej hjem til hotellet, efter at have været ude at spise, da Allan får den ide, at han bare lige vil høre prisen på en halskæde, han har set i guldsmedens vindue. Altså kun høre, ikke købe, siger han. Den halskæde han havde set, var til kvinder, og ikke kraftigere end den han har. Tværtimod. Guldsmeden (herefter kaldet G) finder en anden, som mere ligner at den er til kvinder, men den ER til mænd. Der bliver kigget på flere kæder.Allan spørger hvad prisen er ved betaling med kort, og hvad den er ved betaling med kontanter. Der er pænt mange penge at spare. Vi har bare ikke kontanter i det omfang. Allan vil gerne have rabatten, så G tilbyder at gå med til en international hæveautomat, som ikke er langt derfra.  De forsøger at hæve penge to gange, men Allan kan intet hæve. Kontoen er enten spærret, eller der er for lidt penge på kontoen. Der er i hvert fald ikke for lidt penge på kontoen, med mindre andre har neglet noget, og kontoen derved er spærret. G tilbyder, at vi mødes med ham foran banken i morgen tidlig kl. 8:30, så vil han gå med i banken og tale med dem.
Jeg sætter vækkeuret til at ringe, så vi ikke kommer for sent. Der er alligevel et stykke vej ind til byen, men jeg er oppe længe før vækkeuret ringer, da dankort, banksaldo og meget andet har holdt mig vågen det meste af natten. Jeg tjekker banksaldo. Den er heldigvis som den skal være. Jeg skriver en sikker mail til vores kontaktperson i banken, for at sikre mig at vores kort ikke er, eller bliver spærret.
Vi tager bad, spiser morgenmad på terrassen i solskin, inden vi går ind til byen, for at mødes med G foran banken. Vi er der 15 min før tid, og da klokken er over halv ni og G stadig ikke er kommet, begynder jeg at mugge lidt. Vi skal til den hvide by Sitia, i den allerede lejede bil. Måske videre til Vai, hvis vi kan nå det, men der er meget langt, og dette her hjælper ikke på det.  
Endelig kommer G, men inden da, har vi stået og set på den livlige trafik, der er ved døren ind til banken, hvor Allan, ved første øjekast, tror de taster en kode, for at komme ind, men da vi ser efter, trykker de bare på en knap. Banken er fuld af mennesker, der sidder på stolerækker, som var man i biografen. Allan mener de holder møde, mens jeg mener, det er kø, og man skal trække et nummer. Jeg er overbevist om, at vi skal bruge det meste af dagen på det bankpjat.
Da G kom for at hjælpe, trykker han på den omtalte knap, hvor der er tilknyttet rødt og grønt lys, og beder os blive ude. Døren lukker sig efter ham, og han står i et lille glasbur. Derefter trykker han på endnu en knap, og den næste dør, direkte ind til banken, går op, og lukker igen efter ham. 
Så blev det min tur. Inde i det lille glasbur, bliver der sagt et eller andet på græsk, som jeg ikke fatter noget af, men da døren har lukket sig bag mig, kan jeg trykke på den næste dørknap, da der nu også der, er blevet grønt lys. Vi springer over al kø, da den hjælpsomme G forhører sig kort hos en ansat, og derefter går til 'den rette mand' som siger, vi skal op på 2. sal. Her forklarer G situationen. Vi får at vide at der er minus 5.000,- på kontoen. Den ansatte beder om kontohaverens pas, men det ligger i lejligheden. Uden pas, kan de ikke gøre noget.
Nu kender vi proceduren og klarer os selv. Vi sluser os ud ad banken igen, og går hjem efter passet. Da vi igen får sluset os ind i banken og op på 2. sal. og atter beder om at få udbetalt nogle kontanter, ringer de til nationalbanken, og får at vide, at vi (Allan) intet kan hæve, da der stadig er samme minus på kontoen. Vi forstår det ikke, der er rigeligt med penge, men vi kan ingen få. Bankdamen spørger om vi har talt med vores bank. Jeg siger vi har skrevet. Og I forventer at få svar, spørger hun så. Ja.
Først når vi har et svar fra vores bank, kan hun hjælpe. Nu har Allan for længst mistet tålmodigheden. Han brokker en masse af sig - på dansk. Det kan f….. ikke være rigtigt osv. Jeg tysser på ham, og siger, det er dig selv der har sat alt det her i gang. Allan træder i baggrunden, og holder op med at brokke sig. Jeg tager over, og siger vi måske kommer tilbage senere.

Vi går hjem til lejligheden igen. Nu vil jeg altså have styr på den økonomi, så jeg tjekker om bankmanden har skrevet tilbage, inden jeg ringer til ham, i håbet om at han er mødt. Klokken er jo ikke så mange i Danmark. Han tager telefonen prompte og siger, at han faktisk er ved at skrive til mig. Han fortæller at det ikke er rigtigt, det de siger. De kan overhovedet ikke se, hvor mange penge vi har på kontoen, og vi kan sagtens hæve, men når kortet ikke virker i automaten, så har vi kun folkene i banken tilbage at benytte. Og hun har allerede sagt, at vi kun har et forsøg mere i dag, på Allans kort, hvis hun ringer, og automaten er helt udelukket, siger hun.
Allan mugger. Han vil prøve en anden bank, for de der, er da ikke til at danse med.  Nix, vi tager samme bank en gang mere, eller vi dropper din skøre ide. Du skal ikke tro det bliver anderledes i en anden bank. De har deres procedurer, og vi kan sidde i kø hele dagen i en anden bank.
Tilbage til banken igen, og fortælle at vi har talt med vores bank, og at der ingen problemer er. Skal vi prøve igen, en sidste gang? Ja, tak. Det er stadig ikke muligt. Der er stadig et underskud på 5.000,-   Vil I prøve med et andet kort? Ja, tak. De får mit kort og mit pas.
Bankdamen fåri første omgang kun lov at give mig 100 euro. Hun prøver, fortæller hun bagefter, at få lov til at udbetale mere. Det lykkedes hende at få lov til at give mig 100,- uro mere, men de  200,- euro, skal hæves af to gange. Hun må ikke lave det som en hævning. Der skal laves to stykker papirer, som både hun og jeg skal underskrive. Derefter skal jeg have en underskrift mere af en anden ansat. Derefter ned ved kassen og stå i kø. Det tager tid. Det tager lang tid, selvom der kun er to foran mig i køen. Der er bureaukrati så det batter. Jeg ved ikke, om det er pc’en eller mennesket, der er mest langsom. Endelig kan jeg underskrive det første papir med en pen på en smart lille pc-skærm, der skubbes ud gennem en lille ‘billetluge.’ Samme langsommelige procedure til udbetaling nr. 2.
Allan står ganske stille under den store ventilator i loftet og bliver kølet af, mens han med største tålmodighed betragter det hele og venter på vi bliver færdige. Vi går derfra med 200 euro, som ikke rækker til regningen. Det sjove ved det hele, er at det er samme konto, de to kort er tilknyttet.
Inden vi tager på udflugt, skal vi lige om til G for at sige, at han godt må sætte arbejdet i gang, og at vi betaler med en blanding af kontanter og dankort. Det var der ingen problemer i. Der ville bare blive udregnet en ny pris, i forhold til hvad vi havde af kontanter. Da vi hentede varen om aftenen, fortalte guldsmedens kone at grækerne elsker registreringer. Vi fik også både ægthedscertifikat, og garantibevis med fra guldsmeden.
Vi var en lille smule bekymret for, om vi trods vores egen banks udsagn, alligevel ikke kan bruge dankortene ved betaling rundt omkring, men vi havde heldigvis ingen problemer med det.