onsdag den 11. juli 2018

En stær eller to kan ændre alt

Det er nogle uger siden, Allan fik at vide, at man nu endelig vil operere for de stære der har generet hans syn de sidste par år. Glæden var kort. Ventetiden er minimum 90 uger. Han fik ved forespørgsel en henvisning til en privatklinik i Hørsholm. Ting tager tid, så…P1160055
Et par dage før mine 14 dages ferie startede, blev Allan ringet op af Hørsholm, der også gerne ville se ham til en forundersøgelse. Han fik en tid allerede om mandagen, hvor vi ellers allerede skulle være på camping et helt andet sted. Feriedestinationen blev ændret. Vi ville så bare flytte, når undersøgelsen var overstået, men…  
Det kan gå rigtigt stærkt. Hørsholm meddelte at de kunne operere ham allerede samme fredag. Vi slog til, men det betød, at vi måtte afbryde vores ferie, da jeg  pure nægter at køre med campingvogn. Vallø var kun en mellemlanding, for vi har set og oplevet alt, hvad vi synes, der er værd at se i og omkring det område. Det passer mig glimrende at være herhjemme, og det hindrer os jo ikke i at stikke af hjemmefra når det passer os. P1160061
I dag kom der lige en aftale snigende ind fra højre, så Allan kørte til København i morges, mens jeg har kastet mig over havearbejdet herhjemme. Nu er traileren fyldt og klar til tømning. Jeg har pillet bær, høstet rabarber, gået tur og bagt en smuldrekage med rabarber.
Fredag skal Allan være i Hørsholm allerede 7:40, hvor han bliver opereret på begge øjne samtidig. Det er en service de tilbyder os der kommer langvejs fra. Efter operationen, siger de, vil han være noget frustreret over sit syn, og de briller han har, kan han godt kassere. Han vil overhovedet ikke kunne bruge dem til noget som helst. Der skal gå mindst 6 uger efter operationen, før synet er så stabiliseret, at der kan lave nye briller til ham, så vi er lidt spændt på, hvor længe han skal være ‘handicappet’
Vi har allerede før alt dette, bestilt ferie i Agios Nikolaos på Kreta til september, så nu satser vi på, at Allan kan nå at få lavet nye briller klar til den tid. Det er jo det gode ved at få lavet begge øjne på en gang. Tidshorisonten for nye briller er kortere, men der er også to øjne, der (måske) intet kan se i mange uger.  Allan har båret briller siden han var 3 år. P1160007
Jeg må tilstå, at jeg ikke færdes meget i blogland. Det er ikke fordi jeg mangler ord, eller intet oplever. Jeg synes blot at det er for tidskrævende, så jeg har bare valgt at prioritere min tid anderledes, og har den sidste måned været aktiv på IG. Det er hurtigt og mindre tidskrævende. Når man altså som jeg, kun lige er der nogle få minutter, som regel om aftenen.
Jeg har ikke helt forladt blogland, så der vil stadig komme et livstegn fra mig i ny og næ, men jeg bruger det meste af min tid på alt muligt andet. 

10 kommentarer:

  1. Øh, du har da vist også andet at se til en netop blogland! Det bliver forhåbentlig dejligt for Allan at få gjort noget ved de generende fugle. Men 6 uger med et meget nedsat/underligt syn er godt nok længe. Må operationen gå godt, og tålmodigheden holde efterfølgende :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er kun et spørgsmål om, hvad jeg vil bruge min tid på. Der er så meget jeg gerne vil.
      De nævnte noget om at han skulle købe sig et par 10 kroners briller til at læse med. Vi må se, måske kan han også køre bil med dem. De har i hvert fald ikke sagt at han ikke må. Tak, og tålmodigheden er nok det største problem :-)

      Slet
  2. Pyha, sikke et stæreangreb, heldigt de begge kan bekæmpes samtidig, når efterveerne kan vare op til 6 uger. At der så derefter er et eftertjek med nye briller etc., så er det nærmere 8 uger.
    Vi er mange der har valgt at prioritere vores tid. nogle har valgt helt at lukke ned, andre IG/FB/Twitter, og ja, du og jeg har valgt at kigge forbi her eller der sådan on/off, altså når tiden byder sig. Der kan gå lang tid, og pludselig er vi forbi lidt oftere.
    God ferie til dig, og god tur til Hørsholm/knæk og bræk til og med Allan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænker også at man skal forberede sig på mere end 6 uger. Det skulle jeg nemlig, da jeg blev opereret i øjnene, godt nok for noget helt andet, men alligevel.
      Vi har jo alle de samme timer i døgnet, og kan heldigvis selv være med til at bestemme, hvad vi vil bruge dem til. Vi skal huske at leve vores liv, så vi får mest muligt ud af det, men det er jo forskelligt fra person til person.
      Tak, jeg nyder alt det jeg kan, og tak skal du have.

      Slet
  3. Hvor er det dejligt, at Allan kan få ordnet begge øjne på én gang! Behøver man at bruge briller efter en stær-operation? Min far gjorde ikke, men måske var han bare heldig. Jeg har gjort mig de samme tanker om Instagram, som du har. Det er mindre forpligtende og hurtigere. Men derfor kan vi jo godt blogge lidt ind imellem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er vi også glade for. Nej, man behøver ikke nødvendigvis at bruge briller efter en stæroperation, men Allan har en bygningsfejl på det ene øje, så helt undbære kan han ikke, men måske kan han nøjes med læsebriller? Det vil tiden vise.
      IG er et dejligt hurtigt medie, men det kan ikke helt det samme som bloggen, så her er jeg, når jeg har (eller finder) tiden til at skrive lidt flere ord.

      Slet
  4. Vi krydser fingre for effektiv virkning af øjenoperationerne. Jeg forstår ikke, at man ikke altid tager begge øjne på én gang, når nu det kan lade sig gøre?
    Hils ham :-)
    IG er okay, men jeg er der sådan cirka lige så sjældent, som du blogger ... for mig vil det aldrig kunne erstatte bloggeriet, fordi jeg har brug for at kunne skrive de mange ord. Men selvfølgelig tager det tid at blogge og faktisk især at læse og kommentere andres blogge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tegner allerede godt, nu kan han se langt uden briller, men dog slet ikke læse, heller ikke sms-beskeder. Nej, det forstår jeg heller ikke. Hørsholm siger, at det gør de tit.
      Tak, siger han :-)
      Nej, IG kan slet ikke det samme, men de mange ord skriver jeg i min dagbog. Der kan jeg skrive alt, også det jeg ikke nødvendigvis vil dele med alle og enhver. Det tager nemlig rigtig meget tid.

      Slet
  5. Herligt, at der kan sættes hurtigt ind.
    Håber at det kommer til at gå raskt fremad med synet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og at jeg så har ferie, gør alting lettere.
      Synet har allerede, bedret sig kraftigt. Han kan ikke huske han nogensinde før, har set så tydeligt og klart, selvom der først skulle ske framgang fra i dag.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)