Grønland kom til os

Dette indlæg er inspireret af det spørgsmål Ellen stillede til min kommentar, om en hel sæl, der ankom til vores adresse.
Jeg har aldrig været i Grønland, men har haft en del af den grønlandske kultur tæt inde på livet, da jeg var teenager. Vi havde nemlig en grønlænder, Ruth, boende et helt skoleår 1971-1972. Måske kender du allerede til dette eksperiment, men det er en helt anden historie.  
Det var på mange måder et spændende år for hele vores familie. Ruth var et høfligt og stille barn, der selvfølgelig savnede sin familie. Min søster K, som hun også gik i klasse sammen med, var eminent til at lave fis og ballade, og få Ruth med på den galej. De kunne fjolle sammen. Der var meget i det danske samfund, der var helt nyt for Ruth. For eksempel havde hun aldrig stiftet bekendtskab med en cykel, men det og meget andet fik hun lært. Vi andre hørte om livet i en lille bygd i Upernavik, som Ruth kom fra. Vi lærte nogle grønlandske ord og sætninger. I dag er der kun to sætninger, der stadig hænger ved hos mig, men jeg kan ikke længere stave mig frem til dem. Kun udtale dem.
Som værtsfamilie, var man pålagt en tilsynsførende, der jævnligt kom og holdt øje med om Ruth trivedes, og om vi overholdt de restrektioner, der nu var. Hver måned var der brevveksling mellem Ruth og hendes mor. De kommunikerede også begge via kassettebånd. Det hændte jævnlig at der var små ting til Ruth i den månedlige pakke. Ting man ikke kunne købe i Danmark. Der var også af og til brev til mor, og mor skrev selvfølgelig tilbage.
En dag op mod jul ringede postmanden atter på døren. Udenfor stod han med en meget stor pakke – til mor. Pakkerne plejede at være til Ruth, så det i sig selv, var en overraskelse. Hverken posten eller vi havde, nogensinde tidligere, set sådan en pakke, der partout skulle afleveres samme dag. Pakken var fyldt med is. Posten var lige så spændt som vi andre. Da isen blev fjernet dukkede det hvideste kød op, som vi umiddelbart overhovedet ingen ide havde om, hvad kunne være.
Ruth fik julelys i øjnene og kunne næsten ikke vente med at smage. Mor mente dog, at det skulle tilberedes først, men Ruth sagde det skulle spises, råt, som det var. Vi fik alle et stykke, men kun Ruth syntes, det var en lækkerbisken.
Mor anede ikke hvad hun skulle stille op med en hel sæl, som var renset og ordnet så fint, og lå der i to dele. Der var jo enormt meget kød. Mor talte med den den tilsynsførende, for at få gode råd til hvad hun skulle gøre med sådan et dyr, og fik at vide at hun skulle ryge det. Hun fik en liste over, hvad hun skulle skaffe, og hvor hun kunne købe det. Det var kun apoteker der solgte det, men de ville bare ikke udlevere noget til hende. Det var kun dyrlæger og udvalgte erhvervsdrivende, der måtte købe det. Mor forklarede historien, og fik lov at købe noget af det, så hun kunne starte processen. Derefter kontaktede hun den slagter, som røg de andre varer fra de dyr vi slagtede, for at lave en aftale med ham. Selvom han aldrig havde prøvet at ryge en sæl, sagde han ja, og aldrig har vi smagt så lækkert kød. 
Udover en hel sæl, var sælskindet også vedlagt. Skindet monterede far på en plade, og det kom til at pryde væggen i barndomshjemmet, lige til mor flyttede fra både det og huset for ca. 10 år siden. I pakken lå også julegaver til Ruth, og hver en lille gave til os tre unger. En isbjørnbrosche snittet af en hvalrostand. 
Den pakke har været længe undervejs. Først med helikopter fra Upernavik til Søndre Strømfjord, hvorfra den videre rejse foregik med skib til København, inden den blev sendt med posten til Lolland. Det var den gang man fik breve og pakker fra dag til dag.